fbpx

LØBSRAPPORT. I sommer tog en lille danskerdelegation af sted til den famøse trailløber Kilian Jornet’s eget løb “Kilian’s Classik” ved Font-Romeu i Pyrenæerne. Et 45 km langt trailløb i den mest fantastiske natur og med trails, som ifølge Kilian, er de bedste i området. Og et løb, hvor Peter Ebro fik muligheden for at hænge ud med nogle af verdens bedste trailløbere.

Har du på forhånd en forestilling om, at topatleter inden for trailrunning lever et topprofessionelt og stringent liv, hvor alt er planlagt ned i mindste detalje, så kan du godt hurtigt fravriste den forestilling.
I ugen op til løbet ‘Kilian’s Classik’ var alle deltagerne inviteret til en lille komsammen, eller træningslejr om man vil, hvor vi mødte Salomons sammentømrede trail-familie bestående af Kilian Jornet, Ryan Sandes, Tom Owens, Anna Frost og Emelie Forsberg, inden de skulle spredes ud over hele kloden til endnu et langt trailløb. Denne komsammen blev ligeledes brugt sammen med Salomons produktfolk, der kunne få atleternes feedback på udstyret fra den forgangne tids konkurrencer, så det kunne finjusteres yderligere. Samtidig var det en unik mulighed for den inviterede skare af journalister, bloggere og community managers fra hele verden, til at få et indblik i Kilians og de andre trailløberes dagligdag. Og så blev der naturligvis tid til at løbe en masse gode kilometer i bjergene, hvor vi fik rig mulighed for, at interviewe atleterne og lure alle trickene af.
Det generelle indtryk af verdens bedste trailløbere var, at de tager det hele meget afslappet og nyder livet. De gør ikke så meget i struktureret træning og stramme diæter. De løber simpelthen, fordi det er en passion for dem – de elsker at løbe, og de elsker endnu mere at løbe i bjergene. Det giver dem en helt særlig følelse af frihed, som de ikke finder andre steder. En afslappet og beundringsværdig tilgang.

Sat til vægs af trailløbere
Lørdag blev vi sendt af sted med den samme glæde og forventning i maven – vi skulle ud og nyde Pyrenæerne! Det skulle vise sig, at blive mere end bare en hyggetur i bjergene, som egentlig først var planen – det blev benhårdt! Men hold da op, hvor var det smukt.
På “Passion”-distancen var vi lovet 45 km og 1.700 højdemeter. Distancen passede fint, men vi rundede lige godt 2.000 højdemeter. De kunne mærkes til sidst. Starten gik kl. 9.00, og der blev lagt hårdt fra land. Oppe foran lå to kenyanere, hvoraf den ene lige havde løbet 60 minutter på en halvmaraton, sammen med Kilian Jornet, Tom Owens og Greg Vollet. De to kenyanere skulle ‘kun’ løbe den korte distance på 25 km, men blev alligevel sat fuldstændig til vægs af de tre trailløbere, så snart det gik opad. Det var virkelig imponerende at se, hvor let, atletisk og hurtigt Kilian og de andre løber – de er af en anden verden. Endnu mere imponerende er det næsten, at Kilian, Tom og Greg løb i mål sammen i tiden 4 timer og 17 minutter, små 20 minutter hurtigere end nr. 4…!
Jeg lagde selv stille fra land og måtte se benene an efter 4,5 times bjergløb de sidste tre dage. Det kan altså godt mærkes for en dansker, der ellers helst løber udenom bakkerne. Benene var dog fine, så jeg avancerede lige så stille op gennem feltet de næste timer.

Ned på alle fire
Allerede efter 3-4 km startede den første større stigning. En stigning der gik den lige vej op ad bjerget under en skilift. Det var sindssygt stejlt og hårdt. Jeg prøvede at huske på Kilians gode råd om, at holde mig så oprejst som muligt, og trykke af med hænderne på lårene. Nedad igen, og så 5 km uden de store stigninger. Og så gik det amok med en lang og meget stejl stigning, hvor jeg måtte ned på alle fire for at komme op på grund af det løse underlag. Med pulsen bankende af sted tænkte jeg flere gange på, hvor mange timer jeg egentlig skulle bruge i bjergene. Lige dér virkede det helt uoverskueligt, at tempoet på GPS-uret afslørede en fart på 20 minutter pr. kilometer, og at der var omtrent 30 km til mål. Jeg slog det ud af hovedet med mit mantra om, at jeg jo skulle huske at nyde det.

Jeg prøvede at huske på Kilians gode råd om, at holde mig så oprejst som muligt, og trykke af med hænderne på lårene.

Slalomløb i stenskred
Endelig på toppen, og så gik det ellers lodret nedad på løse sten i forskellige størrelser, der rutsjede ned, så snart man satte foden på dem. Det gjaldt om at tage nogle små hurtige skridt, og så ellers holde tungen lige i munden. Der var flere gange, hvor jeg var sikker på, at enten jeg, eller en af de andre løbere, havde startet et stenskred. Men vi slap heldigvis med skrækken. Til gengæld røg jeg på røven en 4-5 gange, heldigvis skete der ikke noget. Da jeg omsider var nede, gik der ikke mange minutter før jeg stødte ind i danske Jesper Halvorsen, som indtil da havde ligget langt foran. Vi fulgtes sammen derfra og til mål. Og det var jeg rigtig glad for til sidst, da jeg var noget flad.

Maveproblemer og kvalme
Kort efter mødet med Jesper efter små fire timer, fik jeg hældt for meget energi og væske indenbords, hvilket resulterede i at maven strittede imod. De næste 2,5 timer løb jeg med ondt i maven og kvalme. Det var derfor svært at indtage væske og energi, da det bare gjorde kvalmen værre, og jeg var flere gange meget tæt på at kaste alt, hvad jeg havde i maven, op. Heldigvis blev det nede, og jeg fik fyldt en lille smule Cola og geler i maven – det var dog langt fra tip-top. Derfor blev den sidste tredjedel af løbet lidt af en kamp for mig. Benene var egentlig ganske fine, men jeg havde bare for megen ubehag i maven til, at jeg kunne løbe særlig stærkt. Her var det rart med Jespers mange gode råd og opmuntrende kommentarer. Jesper er en garvet ultraløber med flere rigtigt lange løb på CV’et, og havde derfor været i min situation mange gange før, og kunne overbevise mig om, at Cola, en god joke og et lille smil nok skulle få os godt i mål.

Det var virkelig imponerende at se, hvor let, atletisk og hurtigt Kilian og de andre løber – de er af en anden verden.

Helt i Kilians ånd
Jeg var meget forundret over, at ruten kunne blive ved med at være så teknisk som den var, hvilket den havde været mere eller mindre fra start af. Ruten var fyldt med små stier, store sten, rødder og ujævne græsarealer. Det var derfor mere end svært, at få et ordentligt flow i sit løb. Man skulle være koncentreret hele tiden, og være meget opmærksom på, hvor man satte fødderne, ellers faldt man på halen.
Men hold da op, hvor var det en imponerende flot tur! Løbet startede i 1.850 meter over havets overflade, hvilket betød, at vi i løbet af meget få kilometer var oppe over 2.000 meters højde, hvor terrænet ved Font-Romeu er helt unikt. Vi løb i timevis i 2.000-2.600 meters højde blandt bjergsøer, vandløb, græsenge med helt igennem vidunderlige udsigter over de omkringliggende dale. Det kunne ikke blive meget mere spektakulært – helt i Kilians ånd.
Den ene kilometer tog den anden – og de tager altså lang tid i det her terræn – og vi kunne løbe i mål i tiden 6 timer og 34 minutter. Ganske fornuftigt, taget i betragtning af at vi havde taget den med ro, taget en masse billeder og hygget os. Det rakte til en samlet plads som nummer 57 ud af de knap 300 deltagere.
“Kilian’s Classik” er klart et løb, der kan anbefales, især hvis du i forvejen har stiftet bekendtskab med trailrunning, og har mod på at prøve benene af på et løb, der samtidig vil berige dig med en naturoplevelse ud over det sædvanlige!

FAKTA
KILIAN’S CLASSIK
Sted: Font-Romeu, Frankrig
Tidspunkt: 7.-8. juli 2012. Foregår 6.-7. juli 2013.
Rute: Består af en række forskellige ruter, bl.a. ‘Passion’-distancen på 45 km, ‘Authentic’ på 25 km og ‘Trail Running’ på 10 km.
Læs mere www.traildefontromeu.com