Boganmeldelse: “Født til løb”

“Et skjult folk, en flok superatleter og det mest fantastiske løb, resten af verden aldrig så.” Vi har anmeldt den efterhånden klassiske bog om natural running.

fodttillob_forsideMed disse ord starter den amerikanske løbeskribent og forfatter Christopher McDougall sin allerede legendariske bog ‘Born to Run’, der udkom i 2009. Bogen er på originalsproget solgt i over 500.000 eksemplarer og er kommet i en dansk oversættelse. Spørgsmålet er, om historien om en gruppe excentriske ultraløbere med superheltenavne, som “Den Hvide Hest” (Caballo Blanco) og “Barfods-Ted” (Barefoot Ted), der sammen finder tilbage til menneskets rødder som løbere i selskab med de sagnomspundne mexicanske tarahumaraindianere, også holder i en dansk oversættelse.

Og lad os da bare tage tyren ved hornene og få besvaret dét spørgsmål med det samme: Ja, bogen holder! Mange “core”-løbere vil naturligvis allerede have læst bogen på engelsk og har sikkert en holdning om, at man partout skal læse aktuelle løbebøger, når de udkommer på originalsproget. Al ære og respekt for dette, men det ændrer ikke det faktum, at det stadig kun er få danskere ud over de dedikerede løbere, der har læst ‘Born to Run’.

Alene det gør en oversættelse berettiget, især når det gælder en bog som denne, der rejser seriøse spørgsmål både om nutidens løbevaner og den industri, som omgiver hele den moderne løbekultur. Det hele er pakket ind i en spændende og medlevende historie, som emmer af en urgammel kærlighed til og respekt for løb, og så er den skrevet af en skarp pen med sans for både drama og finesse. Og ja, så er der en lille smule amerikansk overdrivelse, men overraskende nok slet ikke så meget, som man kunne forvente.

Christopher McDougall giver med sin bog en velplaceret kindhest til både vaneløbet og tidens løbekultur.

Selve bogen tager udgangspunkt i forfatteren Christopher McDougall selv, hans mange løbeskader og hans insisteren på at trodse de læger, som uden at blinke kalder hans lidt overvægtige krop uegnet til løb. Hans projekt fører ham til Mexico, nærmere bestemt til “Barrancas del Cobre”, hvor tarahumaraindianerne i generationer har overlevet ved at løbe. I fortiden helt bogstaveligt ved at løbe deres byttedyr op under jagt senere ved at løbe fra de kolonisatorer, som ville udrydde deres kultur.

Christopher McDougall drager derfor til Mexico for at undersøge indianernes hemmelighed og sætte spørgsmålstegn ved den moderne præmis, at mennesket i sin natur ikke er skabt til at løbe langt. Vrøvl, siger Christopher McDougall, og argumenterer for, at mennesket evolutionshistorisk set netop har overlevet på grund af vores særlige evne til at løbe langt og vedholdende. Desuden argumenterer han for, at løb ikke skal være en pinsel, men derimod er en medfødt evne, som bør nydes og udføres helt naturligt.

‘Født til løb’ er både en knaldspændende “roman” med et gribende persongalleri, hvor en række af verdens bedste – og mest excentriske – løbere får en plads og kommer til orde. Men bogen er meget mere end det. Den er en udfordring af de fleste løberes vanetænkning, både hvad angår teknik, udstyr samt selve løbets betydning for os som mennesker. Løb er ikke det modsatte af livet, men en del af det. Et faktum mange moderne løbere har glemt. Christopher McDougall giver med sin bog en velplaceret kindhest til både vaneløbet og tidens løbekultur. Som sådan er bogen superrelevant, ja faktisk vil jeg påstå, at bogen på mange måder er mere relevant i dag, end da den udkom i 2009, fordi langt flere mennesker i mellemtiden har åbnet øjnene for fordelene ved en naturlig løbestil. En bog, du kort og godt bør have læst som løber.

Titel: Født til løb
Originaltitel: Born to Run
Forfatter: Christopher McDougall
Forlag: Forlaget Turbulenz
Antal sider: 400
Vejl. pris: 299,95 kr.