Athen Marathon: Løb i Pheidippides fodspor

Athen Marathon er det tætteste, vi kommer på at løbe i Pheidippides fodspor. For over 2.500 år siden løb den græske soldat fra Marathon til Athen for at overbringe den gode nyhed om grækernes sejr over perserne i Slaget ved Marathon. Det historiske vingesus giver Athen Marathon en ekstra dimension, men der er mange andre gode grunde til at løbe ‘den autentiske’.

I november afholdtes Athen Marathon for 47. gang. Et beskedent jubilæum for ‘den autentiske’, men vi skulle altså helt frem til 1972, før nogen fik den gode idé at arrangere et løb fra Marathon til Athen. Athen Marathon har dog været afholdt tilstrækkeligt mange gange, til at det meste fungerer, som det skal, til trods for et overvældende deltagerantal, der kun stiger og stiger for hvert år, der går.

Har man ikke mod på at kaste sig ud i et helt marathonløb, er der også mulighed for at løbe 10 eller 5 km. Der er desuden et børneløb. Disse finder alle sted om lørdagen, mens marathonløbet afholdes om søndagen. Dette mindsker presset på arrangørerne og ruten. Der er også mulighed for at powerwalke marathondistancen, og derfor er tidsgrænsen på hele 08:00:00.

KØBENHAVN TIL ATHEN
Athen er relativt nem at komme til fra Danmark, da det græske flyselskab Aegean har et direkte fly fra København. Jeg rejste selv derned fredag ved middagstid, og var bestemt ikke den eneste, der havde løbeskoene med. Ved ankomst i Athen er der flere muligheder for at komme fra lufthavnen til centrum, men den billigste er at tage metroen med en særlig billet, der kan købes i lufthavnen for 10 Euro.

HVOR SKAL DU BO?
Jeg besøgte Athen med rygsæk for fem år siden, og vidste derfor lige præcis, hvor jeg skulle indlogere mig. Er man ikke til hostels og sovesale – med alt hvad det indebærer af uro, snorken og colombianere, der ser kattevideoer på YouTube midt om natten dagen før løbet – så er der naturligvis også masser af hoteller at vælge imellem. Der er dog også fordele ved at bo på hostel, udover at det er billigt. På mit sekspersoners værelse på Athens Backpackers Hostel var vi tre, der skulle deltage i marathonløbet. Min overbo i køjesengen var en russer, der løb iført hjelm, sværd og skjold – som de gamle grækere. At bo på hostel er en god mulighed for at slippe lidt ud af boblen, som de fleste løbere nok kender til, at man befinder sig i op til et marathonløb.

Busturen fyldte mig med ærefrygt, da det allerede var blevet lyst, og jeg kunne sidde og betragte det kuperede landskab, som jeg snart skulle forcere ved egen kraft.

Hostellet ligger et stenkast fra metrostationen Akropoli – i hjertet af Athen. Herfra er der omkring én kilometer til Panathinaiko Stadion, hvor marathonløbet slutter, så det er en overskuelig afstand at tilbagelægge med ømme ben. En ulempe ved et hostel er dog, at man også kan risikere at smitte hinanden med sygdom. Jeg bliver altid syg nogle dage efter et marathonløb, men i Athen var jeg allerede syg dagen efter. Det gjaldt også min russiske og spanske løbefælle fra værelset, så vi har sikkert haft en negativ virkning på hinanden.

EXPO
Den obligatoriske expo var faktisk det eneste, der ikke fungerede optimalt ved hele løbsoplevelsen. Den strækker sig over flere dage, men de fleste marathonløbere besøgte den ligesom jeg om lørdagen. Expoen er placeret langt syd for centrum – ikke i gåafstand dagen før et marathonløb. Derfor skal man finde ud af, hvilken bus man skal med derned og hvorfra, da metroen ikke kører i det område. Det undrer mig, at man ikke har placeret expoen et mere centralt sted, eller i området ved Panathinaiko Stadion, som er betydeligt nemmere at komme til, uanset hvor i Athen man bor.

Selve expoen havde forbavsende få stande med reklamer for andre løb, men dens største problem var imidlertid, at man havde besluttet, at løberne skulle hente startnumre ét sted – og T-shirts i den anden ende. Årsagen var selvfølgelig, at man på den måde ‘tvang’ os hele vejen rundt. Det havde desværre den bivirkning, at expoen var så tætpakket, at man faktisk bare kantede sig rundt uden at se nærmere på standene, da der var ALT for mange mennesker omkring én.

Efter at have hentet startnummeret var resten af lørdagen for mit vedkommende afsat til afslapning på hostellet, og jeg forsøgte ikke at gå for meget omkring i de spændende gader. Jeg er tidligere gået all-in på carb-loading med pasta til morgenmad, frokost og aftensmad flere dage op til et løb, men det hænger mig nu så meget ud af halsen, at jeg ikke orker det. Så jeg gik bare over i det lokale supermarked og fandt en lasagne til aftensmad, som jeg varmede i mikroovnen.

LIDT HISTORIE
Athen Marathons største fordel er historien. Ingen andre løb i verden kan påstå at være ‘det autentiske marathonløb’, og derfor er lidt historie naturligvis også på sin plads i denne løbsrapport. Legenden om marathonløbet er næsten lige så gammel som Akropolis. I det herrens år 490 f.Kr. lå de gamle grækere i krig med perserne, sådan som vi kender det fra filmen “300”, der er inspireret af Slaget ved Thermopylæ den 11. August 480 f.Kr. Slaget ved Marathon fandt sted 10 år tidligere, men var en del af den samme konflikt – Perserkrigene – der udspillede sig fra cirka 500 f.Kr. til 448 f.Kr. De mægtige persere invaderede de græske bystater, der undtagelsesvist forenede sig mod truslen udefra. I praksis var det dog kun Athen og Sparta, der konsekvent stod sammen om at bekæmpe perserne. Da persernes enorme hær stod på Marathonsletten, var der kun de talmæssigt underlegne athenere under ledelse af Miltiades til at tage imod dem. Sparta havde ganske vist sendt en støttehær af sted, men den var endnu ikke nået frem. Desto mere sensationelt var det, at athenerne sejrede.

Soldaten Pheidippides blev straks sendt til Athen med det lykkelige budskab. Da han efter omtrent 42,195 km nåede frem, nåede han blot at udbryde “Nenikikamen!” – “Vi vandt!”, inden han faldt død om. 2.400 år senere fandt man på at genoplive de gamle grækeres olympiske lege. De Olympiske Lege 1896 i Athen bød desuden på en genopfindelse af marathonløbet. Dengang var distancen præcis 40 km, og det blev vundet af grækeren Spiridon Louis i tiden 02:58:50. Først i 1924 lagde man sig fast på den nuværende distance, 42,195 km. Præcis denne distance blev første gang anvendt under OL 1908 i London. Marathonløbet startede ved Windsor Castle og sluttede på det gamle olympiske stadion, White City Stadium. Da arrangørerne gerne ville have, at målstregen var placeret ud for kongelogen, blev distancen forlænget. Det var trods alt nemmere at bede løberne om at løbe lidt længere, end at bede Edvard 7. og dronning Alexandra om at flytte sig.

BESØG MARATHON
Startbyen er naturligvis også et besøg værd uden løbesko. I Marathon er der udover de antikke seværdigheder også et museum for marathonløb. Nogle løbere valgte sågar at indlogere sig i Marathon, og kunne derfor sove lidt længere end os andre på løbsdagen. Efter løbet sørgede arrangørerne for busser tilbage til Marathon for disse løbere. Jeg vil dog klart anbefale at bo i Athen og så tage på udflugt til Marathon, da byen ikke er nær så spændende som Athen.

DET BREDE MIDTERFELT
Forud for Athen Marathon havde jeg i 12 uger fulgt et marathonprogram med fem løbeture om ugen. Programmet fulgte jeg til punkt og prikke, men intervallerne kunne godt være løbet mere helhjertet. Med sådan en forberedelse vil jeg typisk ligge på en tid omkring 04:10:00-04:15:00, hvilket blandt andet har været tilfældet i Nationalpark Thy og Blokhus. Der er dog en hel del flere højdemeter at tage hensyn til i Athen end i Vestjylland, og lad os bare afsløre det med det samme: Du kommer ikke til at sætte ny PR i Athen. Med ruten in mente håbede jeg på en tid omkring 04:30:00- 04:45:00.

LØBSDAGEN
Jeg stod op klokken 05:00 sammen med mine to løbsfæller. Jeg fik morgenkaffe og tvang et par energibarer i mig til morgenmad, inden jeg fulgtes med en anden løber til Syntagma-pladsen ved Den Ukendte Soldats Grav. Herfra gik arrangørernes shuttlebusser til Marathon. Busturen fyldte mig med ærefrygt, da det allerede var blevet lyst, og jeg kunne sidde og betragte det kuperede landskab, som jeg snart skulle forcere ved egen kraft. Mange løbere genkender nok følelsen før et løb, hvor man ikke kan finde ud af med sig selv, om man glæder sig, skal tisse, skide eller brække sig – eller det hele. Da vi nåede frem, stod det hurtigt klart, at der ingen toiletter var, hvor vi blev sat af. En masse løbere stod derfor rundt omkring i landskabet og gjorde det fornødne. Er man i god tid, kan man dog godt have is i maven, for længere fremme mod startblokkene er der toiletter, omend der selvfølgelig var lange køer.

Ved expoen får man en pose til personlige ting, som man skal sætte et klistermærke med ens startnummer på og aflevere til en bestemt varevogn i startområdet. Det fungerede helt optimalt, og efter løbet kunne man så finde posen i målområdet.

Ved tilmelding til løbet placeres man i en bestemt blok i forhold til forventet sluttid, og det er vigtigt, at man placerer sig i den rigtige blok – ellers truer arrangørerne faktisk med at annullere ens deltagelse i løbet. Med de mange tusinde deltagere var startområdet presset, og det tog noget tid at komme ind på ‘affyringsrampen’, hvor vi kunne stå i vores blokke og afvente startskuddet. Her kom der en byge med regn, som gjorde, at jeg tænkte “Åh nej”, allerede inden starten var gået. De færreste havde været så forudseende at tage en plastikponcho eller lignende med, så vi blev godt våde. Kort efter blev der talt ned, og så var vi i gang!

FLAD – OP – NED
Modsat mange andre marathonløb, så bliver ruten i Athen aldrig kedelig. Den starter med 12 kilometer på flad vej. Her befinder vi os i byen Marathon og det historiske område omkring, hvilket naturligvis ikke er kedeligt. Man passerer en del monumenter og statuer, og så er der masser af tilskuere langs ruten. Når man efter 12 kilometer begynder at kede sig, kommer der til gengæld stigninger på. De fortsætter i 19 kilometer – mest opad. De sidste 11 kilometer går det nedad mod Athen. Hele ruten er på asfalt, men den er alsidig og omskiftelig, hvilket gør, at løbet ikke føles så langt, som det kan være tilfældet på en mindre kuperet rute.

Modsat mange andre marathonløb, så bliver ruten i Athen aldrig kedelig. Man passerer en del monumenter og statuer, og så er der masser af tilskuere langs ruten. Når man efter 12 kilometer begynder at kede sig, kommer der stigninger på.

Temperaturen lå på cirka 22 grader. Der kom regn undervejs, og først på de sidste 10 kilometer blev det rigtig varmt. Ikke desto mindre var der foruroligende mange, der lå i siderne af vejen og modtog behandling. Under løbet kom der en del opmuntringer – både fra publikum og andre løbere. Blandt andet fulgtes jeg et stykke af vejen med en gammel græker, der var i fuldt honnør som en spartansk kriger, der netop havde besejret perserne ene mand. Jeg hilste også på Bare-foot-Alberto fra Argentina. Han løb i en argentinsk landsholdstrøje med nummer 200 på ryggen. Gæt selv hvorfor.

BEDRE END FORVENTET
Min plan var at holde mig på den pæne side af 02:00:00 på de første 21 kilometer. Det lykkedes ikke helt, da jeg havde undervurderet de mange højdemeter. Til gengæld forløb de sidste 21 kilometer bedre end forventet, og jeg var endda tæt på at få en negativ split. Efter 30 kilometer fik jeg en jagende smerte i højre knæ, og jeg eksperimenterede med at skifte løbestil nogle gange, og endda at løbe baglæns. Efter et væskedepot prøvede jeg at gå, men det gjorde faktisk mere ondt end at løbe, og så er der jo ikke andet for end at løbe. Jeg fik gang i benene igen, og da ruten begyndte at gå ned ad de sidste elleve kilometer, begyndte knæet at makke ret, og jeg kunne løbe i mål i fin stil, i en tid på 04:27:58. Den sidste kilometer var ren fryd, da jeg vidste, at vi snart ville ramme det spektakulære Panathinaiko Stadion, der blev bygget i antik stil til de første moderne Olympiske Lege i 1896.

STÆRKE KONKURRENTER
I 2020 finder Athen Marathon sted samme dag som andre marathonløb i nogenlunde samme klima, bl.a. i Istanbul, Beirut, Ravenna og Porto. Vælger man Athen Marathon, får man en bedre og mere spektakulær rute end i Istanbul. De to øvrige kan jeg ikke udtale mig om. Athen Marathon er alt i alt et godt organiseret løb, hvor expoen er det eneste, der trækker ned på helhedsoplevelsen. Ruten er spektakulær og godt afmærket, og der er væskestationer med jævne mellemrum. Og så er det historiske vingesus ikke noget, man skal underkende. Hvis du vælger at deltage, kommer du selv til at mærke det, når du løber ind på Panathinaiko Stadion.