fbpx

Der er de medaljer, man bare lige snupper. Der er dem, man arbejder for. Der er dem, man må slide for. Der er dem, man kæmper for. Og så er der dem, man knokler røven ud af bukserne for; hvor man graver dybere end dybt, hvor man er helt derude, hvor det at hive vandflasken op og tage en tår synes som en umulig opgave, og hvor man er lige så ‘ristet’ som en branket hotdog fra Steff Houlberg. En medalje af den kaliber fik Jesper Elfving hevet i land over en weekend ved Kullamannen i Sverige.

Kullamannen er et løb, der på papiret ‘bare’ er ca. 100 km transport fra Båstad til Kullen efterfulgt af 3,5 omgange på dødsloopet (hver omgang er ca. 21 km med 1.000+ højdemeter).

Distancen er 100 miles. Arrangørerne havde i 2019 forlænget den til 174 km, så den derved udløste 6 point til UTMB (tidskravet på maks. 36 timer blev dog ikke forlænget tilsvarende).

OPTAKTEN TIL LØBET
Hjemmefra havde jeg kigget på ruten og læst tidligere deltageres referater. Alle talte kun om dødsloopet, og hvor vanvittigt det var. Dette resulterede i, at min makker og jeg totalt havde undervurderet det lange første stykke fra Båstad til Ängelholm, hvor vores første dropbag lå.

Løbet fik ikke den bedste start. Vi boede ca. 10 km fra start og skulle være i målbyen Mölle kl. 06.00 for at blive transporteret til startstedet. Vi stod op kl. 04.30 for at spise morgenmad, og så skulle vi ellers af sted. Da klokken blev 06.00, var der stadig ingen busser i syne, og så blev det annonceret: “Bussen er to timer forsinket”. Heldigvis blev vi tilbudt morgenmad på Grand Hotel, som ligger omtrent 1 km oppe ad bakken. Lidt af det tabte blev – trods en masse unødig spildtid – indhentet. Dermed kunne starten gå kl. 10 – en time senere end planlagt. Det betød dog også, at der var en time mindre til at nå frem til dropbag, hvilket resulterede i, at der blev regnet og kigget på uret mange gange.

SELVE LØBET – SÅDAN OPLEVEDE JEG KULLAMANNEN 2019
Løbet starter med et 5 km loop, så man kommer igennem starten en ekstra gang. Vi lagde stille og roligt ud på en bred, flad grusvej, der fulgte vandreruten Skåneleden – dette underbyggede kun vores forventning om et langt, let transportstykke. Vi blev dog hurtigt klogere. Efter ca. 15 km begyndte vi at følge kysten, og underlaget skiftede til en blanding af strandstykker, strand med store rullesten, skærver og skovveje med klippestykker stikkende op.

Især klippestykkerne voldte mig en del problemer. I det sekund, jeg mistede det mindste fokus, sparkede jeg konstant til klippestykkerne. Allerede efter 40 km på det, jeg rigtig mange gange fik klassificeret som ‘lorteunderlag’, havde jeg været i jorden fire gange. Den ene gang så voldsomt, at både håndled og knæ blødte. Heldigvis vidste jeg ikke, at jeg skulle styrte fire gange mere inden fyraften.

På trods af det udfordrende terræn og en kold modvind, nåede vi depotet i Ängelholm, inden mørket sænkede sig over Skåne. Der var desværre ikke mulighed for at komme indendørs, så det var en kold omgang at skifte trøje og få lidt mad indenbords. Heldigvis skulle vi starte med et 5 km loop i skoven lige efter depotet. Det gav lidt varme at komme ind i læ, og man lander blødere på en skovbund, når man skøjter rundt på sine fødder.

Vi kløede på med krum hals og fik stille og roligt ædt den ene kilometer efter den anden. Vi nærmede os Kullen og vidste, at vi skulle løbe en lille sløjfe, inden vi kom retur og løb ud mod fyret. På toppen af en lang grusvej stod en flok hjælpere og en stor lysende lampe midt på vejen. Inde i mit hoved var dette vendepunktet, så skuffelsen var stor, da vi blev dirigeret ind i en skov, der bare blev ved og ved. Det, der i mit hoved bare var en lille ekstra sløjfe, endte med at være et loop på cirka 11 km.

UDFORDRINGERNE TAGER TIL
Vi kom retur til vejviseren og tog nu hul på den første halve omgang af dødsrunden. Og jeg skal love for, at nu blev det alvor. Det gik i bogstavelig forstand over stok og sten. Kyststrækning med skærver, store rullesten der skulle balanceres på og meter høje klipper, der krævede hænderne til brug ved passage. Herfra gik det lige op i himlen ad en smal, mudret sti, der syntes at fortsætte i det uendelige – en af den slags stier, der drejer et par gange, når man ellers lige har fået overbevist sig selv om, at nu er toppen nået.

Efter en del op- og nedture gennem vand og ler kom vi til en ekstremt stejl opstigning over store, skarpe klippestykker. Det efterfølgende stykke havde en så voldsom stigningsgrad, at arrangørerne havde lagt tov ud, så man havde bedre mulighed for at komme op. Det blev ikke lettere af, at der var 4-5 mand på tovet ad gangen. Nu kunne det næsten ikke blive værre. Men endnu engang blev jeg dog klogere. Halvvejs oppe holdt jeg pause, mens jeg hvilede op ad et træ, og der kunne jeg se pandelamper så langt oppe, at de nærmest gik i et med stjernehimlen.

Næste depot var ved Josefinelust, hvor min makker desværre meldte ud, at han ville stoppe i Mölle. Jeg var nu ‘Jesper alene i Sydsverige’. Jeg drog af sted i mørket velvidende, at nu var der ‘kun’ 7 km til målområdet i Mölle. Dem delte jeg op i to stykker: 3,5 km ud til fyret og derefter 3,5 km hjem.

Jeg fik stille og roligt arbejdet mig frem, men da mørket sænkede sig, begyndte mikrosøvnen igen, og jeg hallucinerede voldsomt.

Ved ankomsten til Grand Hotel i Mölle sagde tiden 17 timer og 17 minutter for 111 km – noget mere end de 12-14 timer, jeg kækt havde budt ind med inden start. Jeg fandt hurtigt min dropbag og fik fundet lidt energi til rygsækken og mine savnede stave. Jeg var ristet efter de mange timers blæst og regn og skyndte mig ind i varmen for at få fyldt drikkedunkene op. Varmen på hotellet tændte straks for tankerne: “Du mangler kun tre runder, og du har cirka seks timer pr. runde”. “Seks timer er da rigeligt til 21 km – eller er det?”. “Gider du knokle 18 timer mere i mørket og regnen?”. “18 timer! Dvs. at du kun er halvvejs nu”. Jeg fik lidt varm suppe med ris og drog hurtigt videre ud i mørket – jo længere tid man sidder i depotet, jo mere lyst får man til at blive hængende inde i varmen.

DE SKRÆKINDJAGENDE DØDSRUNDER
Da jeg tog hul på den første af de tre dødsrunder, var klokken over 03:30. Trætheden begyndte at melde sig, og jeg havde ikke prøvet den første halvdel af runden. Jeg havde løbet den sidste halvdel og vidste, at den var sindssygt krævende. Det var derfor med bange anelser, at jeg luntede videre. Manglen på søvn gjorde nu, at jeg begyndte at døje med mikrosøvn og slingrede fra side til side. Jeg satte mig på en våd sten og forsøgte at finde lidt ro med lukkede øjne. Jeg fandt dog efterfølgende en god rytme med skiftevis ‘løb’ og gang, og kom stille og roligt fremad. Desværre kom jeg også til det punkt, hvor energiprodukter hang mig langt ud af halsen, og bare det at drikke vand var noget, som jeg skulle tvinge mig selv til.

Da jeg igen kom til kyststykkerne, vidste jeg, hvor på ruten jeg var – men jeg vidste også, hvad der ventede mig. Hen over rullestenene, op over klipperne og så ellers lige op i himlen gennem skoven. På det her tidspunkt i løbet er det svært at finde selskab. For det første er der god spredning på de resterende deltagere, og for det andet har de fleste deres helt egen rytme mellem løb og gang – så jeg fortsatte ufortrødent videre gennem mørket.

Præcis som det gik op og ned ad skrænter og klipper, gjorde det ligeså med humøret. Det svingede lige fra “nu stopper det pis” til “kæft, det går godt – jeg klarer den”. 21 km, 5 timer og 27 minutter efter jeg var her sidst, kunne jeg pludselig se lysene fra Grand Hotel. Da jeg kom ind, kom min makker og bad mig gå ind i varmen. Han fandt min dropbag samt noget suppe og cola til mig. Jeg fik noget energi i lommerne og tog af sted på den svære 2’er.

DEN SVÆRE 2’ER – DØDSRUNDE NUMMER 2
Vi havde på forhånd talt om, at runde 2 ville blive en dræber. Du har 132 km i benene, og du mangler et helt marathon fordelt på to runder af 5-6 timer. Klokken var nu lidt i 09.00 lørdag morgen, og jeg havde været i gang i knap et døgn. Igen talte jeg lidt med mig selv, og der kørte en uendelig diskussion i mit hoved, om hvorvidt jeg skulle tage en tur mere gennem den rædsel, som arrangørerne kaldte dødsrunden. Efter en hurtig hovedregning kunne jeg sjusse mig frem til, at jeg havde tid til en runde på 6 timer og en på 7 timer og stadig nå det indenfor cut-off på 36 timer. Det blev en runde, der ‘bare’ skulle overstås, og heldigvis hjalp de lyse timer med at holde humøret oppe på trods af en dræbende træthed.

Da jeg kom til den stejle stigning med tovene, var der lang kø. Det skyldtes, at der lå en stakkel ved det øverste tov og havde krampe i begge ben. Han holdt godt fast i tovet for ikke at glide længere ned ad skrænten, men var ude af stand til at komme på benene. Folk nedenfor begyndte at skælde ham ud, men staklen kæmpede det bedste, han havde lært, for at komme af vejen. Til sidst fik han dog kravlet det sidste stykke op. Det giver altid et lille boost på selvtilliden, at se, at de andre deltagere også lider.

Efter 5:33 var jeg igen retur ved Grand Hotel og blev endnu engang godt serviceret af min makker. Det var nu først på eftermiddagen, så det var med at komme hurtigt af sted, så jeg kunne nå så langt som muligt, inden mørket igen sænkede sig over Kullen.

SIDSTE DØDSRUNDE – MÅLET NÆRMER SIG
Jeg havde omkring 7 timer og 30 minutter til sidste runde, så nu skulle jeg bare lige rundt en sidste gang. Jeg begyndte at blive passeret af de løbere, der deltog i ‘dobbeltdödan’ (dvs. to omgange på dødsrunden). De gav stort set allesammen et klap på skulderen og et “bra jobbat” – det var dejligt opmuntrende og hjalp en lille smule hver gang.

Jeg fik stille og roligt arbejdet mig frem, men da mørket sænkede sig, begyndte mikrosøvnen igen, og jeg hallucinerede voldsomt. Jeg så en grøn bil holde på skovvejen, hvor to små børn stod og vinkede og heppede på mig – det viste sig at være grønne bregner. Jeg så en mand komme cyklende, stille cyklen op ad et træ, tage sin rygsæk af, finde det store kamera frem og stille sig klar til at tage billeder. Jeg drejede min nummersnor, så løbsnummer kom om foran – blot for at opdage, at det var en busk, jeg passerede. På et tidspunkt stod jeg stille og hang op ad et træ, da jeg så en stor sten, der svajede frem og tilbage ved siden af træet. Jeg måtte have en hånd på stenen, før jeg fik overbevist mig selv om, at stenen selvfølgelig ikke bevægede sig.

Regnen var nu begyndt igen, og det silede ned, så klipperne blev mere og mere glatte at træde på. Skrænterne blev mere og mere mudrede, og man skøjtede nærmest ned ad dem. Mudderet nåede godt op over skoene, som efterhånden blev godt fyldte og klemte både her og der.

Da jeg kom til fyret, stod der flere officials og dirigerede os ned ad en parallelsti, da den vi hidtil havde brugt, var skyllet delvist væk og var for farlig at færdes på. Jeg kunne nu se enden på det hele, og på trods af mit løfte til min makker om “ikke at tage chancer på sidste runde”, gav jeg nu los og løb det bedste, jeg var i stand til. Underlaget blev sværere og sværere pga. den tiltagende regn, og alle mellemrum mellem klipper var nu fyldte med vand, mudderet stod til godt oppe om benene, og kun stavene reddede mig fra flere styrt.

Nu gav jeg virkelig det sidste, jeg havde, og det lykkedes mig at overhale ni andre på de sidste 3,5 km fra fyret og ind til Mölle. Selv de sidste stejle stykker op og ned blev passeret i noget, der mindede om løb. Efter 33 timer og 50 minutter hårdt slid kunne jeg modtage Kullamannen-ringen som bevis på, at jeg var blandt de kun 22%, der gennemførte løbet.

Om Kullamannen Ultra 100 miles

  • Sted: Båstad – Skåne, Sverige
  • Distance: 174 kilometer
  • Antal deltagere i 2019: 453 (129 gennemførte)
  • Vinder 2019: Magnus Rabe 20:22:55
  • Hurtigste kvinde 2019: Sofia Smedman 23:28:07 (nr. 4 totalt)
  • Pris:295 SEK
  • Læs mere på: kullamannen.com