Marathonløbernes sande forårsklassiker

Med lange brostenspassager, få flade kilometer og et engageret tjekkisk publikum med stor løbsforståelse er Prag Marathon det bedste bud på en pendant til cykelsportens mytiske forårsklassikere. Og med de historiske omgivelser som et smukt bagtæppe til lidelserne på asfalten kan det være at svært finde på en god grund til ikke at prøve kræfter med Prag Marathon.

Det er, som om brostenene prøver at fortælle mig det. At de gentager den legendariske sætning, som det tjekkiske marathonfænomen Emil Zátopek lod udklække fra sin mund ved startstregen ved OL i Melbourne i 1956; “Men, today we diea little”. For hvis ikke marathonløbet i sig selv er hårdt nok, skal Prag-brostenenes ubarmhjertige hårdhed nok gøre sit til at efterlade dine muskelfibre lige så uorganiserede som starten på et spil Mikado. Jeg er taget til Prag for at løbe mit første marathon, og da jeg efter athave krydset Karlsbroen efter godt 2,5 kilometer godt kan mærke, at brostenene bliver en faktor, får jeg flashbacks til en samtale, jeg havde med en agent for nogle af de bedste kenyanske løbere dagen inden løbet. For da han nævnte, at løbet ideelt set passer bedst til dekenyanere, der har fået deres opdragelse gennem de benhårde crossløb i det kuperede kenyanske terræn, var det et

For der er enormt mange sving, brosten, sporvognsspor og små bakker. I cykelsporten bruger man ofte udtrykket ‘falsk fladt’ om terrænet. Det er måske ikke tydeligt for det blotte øje, men du kan mærke det i benene, og du kan se det på kilometertiden på dit ur.

første vidnesbyrd om, hvilke prøvelser der ventede mig og de cirka 10.600 løbere, der stod på startstregen i centrum af Prags gamle bydel.

De ujævne motorer
Det er en prioritet fra arrangørernes side, at brostenene er der. Eller rettere: Det er en prioritet for arrangørerne, at løbet skal ligge i centrum af Prag. Og det involverer altså brosten og rigeligt af dem. Med brosten, de mange sving og en rute, der langt fra er pandekageflad, ved arrangørerne godt, at ruten ikke egner sig til en verdensrekord som for eksempel ruten i Berlin. Men for arrangørerne er det langt vigtigere at give løberne en oplevelse af, at man løber i Prags historiske centrum og ikke bare ude i forstæderne, som det er tilfældet i andre storbyhalvmarathons, som jeg har løbet rundt om i Europa. Og det projekt er de lykkedes med. Start og mål er placeret i det inderste centrum af den gamle bydel. Startgrupperne, hvor løberne indfinder sig, alt efter hvilken tid de regner med at komme i mål, smyger sig op langs de smalle sidegader til den gamle bydel. Det betyder, at man helt frem til start kan stå i skygge og helt afskærmet for en eventuelt kølende vind. Og det er meget rart, når temperaturen allerede har passeret 17 grader ved startskuddet klokken 9 denne søndag morgen i maj.

Et bevidst kompromis
Med valget af at løbet skal foregå i centrum af Prag har arrangørerne bevidst valgt at gå på kompromis med muligheden for en verdensrekord. Til gengæld er fokus på at give breddemotionisten følelsen af at være en del af et rigtigt storbymarathon. Det leder mig tilbage til min snak med agenten for de kenyanske løbere. Ifølge ham passer ruten ideelt set bedst til de løbere, der er vant til konstante temposkift i deres løb.

Her stod de klar med vand, bananer og svampe til at tørre sved og saltaflejringer af de slidte løberkroppe af. Oftest stod de der helt alene. Det er klasse.

I en elitekontekst de marathonløbere, der har en fortid inden for crossløb, og i en dansk og breddekontekst de løbere, der også godt kan lide trailløb. For der er enormt mange sving, brosten, sporvognsspor og små bakker. I cykelsporten bruger man ofte udtrykket ‘falsk fladt’ om terrænet. Det er måske ikke tydeligt for det blotte øje, men du kan mærke det i benene, og du kan se det på kilometertiden på dit ur. Der er meget få punkter, hvor du er i stand til at holde en jævn fart over flere kilometer i træk. Jeg forsøger altid at finde en ‘leadout-mand’ i feltet, som af statur og i væremåde ligner en, der har erfaring med marathonløb, og så følger jeg hans spor de første kilometer, indtil der kommer spredning på feltet. Det er nemlig ikke altid, man lige kan se, hvornår næste forhindring på vejen kommer, og derfor kan det være et godt råd at lægge sig bag en, der ligner en, som har styr på det. På den måde sparer du også lidt koncentrationsenergi, du kan bruge senere, når benene begynder at gøre ondt, eller når du vil forsøge at nyde ruten en smule også.

God tilskuerrute
For lad det være sagt med det samme. Det kan godt være, ruten er hård, men den er samtidig virkelig flot. Hvor de mange sving på ruten kan ses som et negativt aspekt, hvis man jagter en god tid, er svingene anderledes positive, hvis man fokuserer på løbsoplevelsen, da det giver gentagne muligheder for at se de mange løbere bevæge sig på broerne, der krydser Vltava-floden.

På ruten lagde jeg mærke til to ting, der er interessant i en tid, hvor mange store løb – bortset fra de helt store – er udfordret af faldende deltagerantal og en stor forskel mellem eliten og breddeløberne. Punkt ét er, at tilskueropbakningen i Prag er kæmpestor, og at publikummet i Prag virker til at have stor forståelse for løbets mekanismer. Især var det sjovt at bemærke, at nogle af de lokale havde etableret deres egne depoter imellem de officielle depoter på de sidste 10 kilometer af løbet. Her stod de klar med vand, bananer og svampe til at tørre sved og saltaflejringer af de slidte løberkroppe af. Oftest stod de der helt alene. Det er klasse.

Jeg forsøger altid at finde en ‘leadout-mand’ i feltet, som af statur og I væremåde ligner en, der har erfaring med marathonløb, og så følger jeg hans spor de første kilometer, indtil der kommer spredning på feltet.

Punkt to er, at mange af de tjekkiske løbere bærer officielt merchandise fra den professionelle tjekkiske løbeklub RunCzech. En løbeklub, der består af nogle af de bedste kenyanske, etiopiske og tjekkiske løbere. I Tjekkiet arbejder man nemlig på at mindske skellet mellem bredden og eliten, og øge opbakningen til eliteløbere. Derfor har man givet de afrikanske løbere tjekkiske kælenavne, ligesom der sælges RunCzech-merchan-dise, som de lokale kan løbe i for at vise deres opbakning til klubben. Som man kender det fra fodboldverdenen og cykelsporten. For mig var det noget nyt at lægge mærke til i løbesporten, og i bredere perspektiv et interessant bud på, hvordan man øger den gængse motionsløbers tilhørsforhold til eliten. Det vil jeg spændt følge udviklingen i fremover.

Konklusion
Det er ikke uden årsag, at Prag Marathon er ét ud af i alt syv tjekkiske løb, der har status af at være Gold Labelløb. Det er meget professionelt afviklet. Alt fra bagageopbevaring til væskedepoter fungerer bare, og der er styr på sikkerheden med 30 telte undervejs, der er bemandet af samaritter klar til at hjælpe dig, hvis du går kold eller får en skade. Derudover kan man også opleve, at der ude på ruten er cyklende samaritter, der er klar til at hjælpe dig.

Alt i alt er Prag Marathon et fantastisk marathonløb med en seværdig rute, der også egner sig til, at du kan tage hele familien med til løbet og efterfølgende nyde Prag sammen, uden at det vælter økonomien. Og et løb der, også set i lyset af den amerikanske vinder Galen Rupps nye personlige rekord til 2018-udgaven af marathonløbet, godt kunne gå hen og udvikle sig til løbesportens forårsklassiker med nogle episke dyster på brostenene i fremtiden.