Den mentale kamp under 661 kilometer

Søren Andersen kæmpede sig gennem GoldStieg Ultra Race, som byder på 661 kilometer non-stop race med 19.000 positive og 21.000 negative højdemeter i skøn tysk natur. Læs om Sørens løbsoplevelser, der bar præg af 190 timers aktivitet, mentale udfordringer, løbemakkere fra Argentina og Tyskland samt stor opbakning fra kæresten.

600 kilometer på 180 timer

Jeg møder Daniel, den Argentinske humørfyldte Jernmand, dybt inde i den mørke og kolde Bayerske skov. Han ligner slet ikke den mand, jeg sidst så for mindre end 20 timer siden. Ansigtet er udtryksløst, blikket tomt og rygsækken har han placeret på brystet. Han manglede kun 50 kilometer for at nå i mål i Europas længste Ultra Race på 661 kilometer.

Da vi er mindre end 50 kilometer fra Neunberg vor dem Wald, giver den sidste mand fra vores lille firemandsgruppe op. Vi har tilbagelagt de sidste 250 kilometer sammen på både godt og ondt, dog mest godt. Vi har fortalt røverhistorier og bakket hinanden op, når kroppen, hovedet eller udstyret var ved at give op, men nu var det altså tid til et sørgmodigt farvel til min bedste løbemakker i dette løb. Jeg prøvede det bedste, jeg havde lært, både med de værktøjer som flere lederkurser havde givet, men også fra erhvervslivets udfordringer og sidst, men ikke mindst, det som de sidste 550 kilometer havde givet mig, men det hjalp ikke. Daniel, som er en meget erfaren ultraløber, vil ikke mere. Han bliver sat i vores autocamper, og min kæreste Tina kører ham til målbyen, hvor der venter mad og søvn, det sidste har han ikke fået meget af de sidste 48 timer. Inden de kører, siger Tina: “Du giver ikke op nu!” Den sætning beskytter mig på de hårdeste 50 kilometer, jeg til dato har tilbagelagt.

Den sidste løbemakker

Da jeg mødte Daniel, kom Dirk fra Tyskland også til. Han er i overskud, eller så meget man nu kan være efter 600 kilometer Ultra Race i de sydtyske bjerge. Efter Daniel er ude af løbet, lægger vi lynhurtigt en gameplan for de sidste otte timers race og laver ligeledes en forventningsafstemning. Vi skiftes til at tage føringer, en går forrest med pandelampen, mens den anden læser kort/GPS. Hvis vi holder det aftalte tempo, kan vi nå de 661 kilometer inden for tidsgrænsen på 192 timer. Det bliver tæt, men vi kan gøre det. Den sidste aftale er, at hvis den ene ikke kan følge med, ventes der ikke. Dette er ikke et teamrace, men et one-man-race.

Det hele begyndte otte måneder tidligere. Jeg besluttede mig for, at jeg ville løbe GoldStieg Ultra Race, som er et 661 kilometer non-stop race, der starter i Marktredwizt Tyskland og slutter lige syd for Nürnberg. Løberuten, som blandt andet krydser den Tjekkiske grænse og i syd den Østrigske grænse, byder også på 19.000 positive og 21.000 negative højdemeter i den mest fantastisk natur, som den Bayerske delstat kan byde på. Der er ganske få regler i løbet. Du skal løbe/gå hele ruten, du skal følge den fastlagte rute, du skal til enhver tid have det udstyr på dig, som den obligatoriske pakkeliste påkræver. Derudover bestemmer hver enkel person selv, hvordan de vil gennemleve de 661 kilometer Ultra Race. Mit løb bliver gennemført med support af min kæreste samt en sponsoreret autocamper. Der er også mulighed for at få lagt dropbags ud ved kontrolpunkterne for de, som ikke har support, men da vi hjemmefra havde besluttet os for, at løbet skulle være en oplevelse for os begge, valgte vi denne løsning, og det viste sig at være et rigtig godt valg.

Træningen

Jeg har altid løbet. Først løb jeg de korte distancer 5-10 kilometer, men for 4-5 år siden prøvede jeg mit første Ultraløb. Det var 56 hårde kilometer i Julsø Rundt ved Silkeborg. Træning op til det første løb var sammensat af løb, løb og mere løb – ingen anden træning end løb, og det resulterede da også i overbelastningsskader. I planlægningen af min træning til Goldsteig Ultra Race var jeg opmærksom på, at den skulle omfatte andet end løb. Og når jeg så var ude at løbetræne, skulle det være med lavere tempo og intensitet, end jeg normalt ville løbe i. Farten skulle komme fra andre træningsformer end løbsintervaltræning. Jeg besluttede at få hjælp til at lægge min træningsplan, så alle elementer, der skulle indgå i en otte måneders træningsplan, blev bedst muligt tilgodeset.

Jeg havde trænet Crossfit i Boxen i Holstebro, men det var ikke noget, der var så målrettet på det løb, som det jeg skulle deltage i. Jeg søgte en person, som ikke kun skulle hjælpe mig med at udarbejde en træningsplan, men også være en sparingspartner gennem hele forløbet før, under og efter løbet. Løsningen på mit problem var Peter Melvej, som er ejer af Boxen, uddannet sportsmassør og tidligere eliteudøver på topplan. Træningsplanen skulle ikke stå alene, men indeholde alle delene omkring de elementer, der indgår de næste otte måneder, blandt andet motivation, fysik, kost, udstyr, skader og sidst, men ikke mindst, mentaltræning.

Træningsplanen

Det at lægge en træningsplan er i og for sig nemt nok, jeg underkender ikke de dygtige fagfolk, der tilbyder diverse muligheder i den retning, dog manglede jeg en, der kunne hjælpe med hele pakken. Jeg ønskede også en, der kunne justere min træning, når det var nødvendigt. Når et træningsforløb strækker sig over mere end syv måneder, vil selv den mest gennemarbejdet plan skulle justeres på grund af skader, job eller private årsager, motivationsændringer og alle de andre faktorer, som påvirker os i den daglig træning. Det, der virkede for mig, var, at den kommende træning skulle være tre ting: sjov, sjov og sjov. Det var således vigtigt, at min træning var en sjov og givende tidsperiode, og at selve løbet også skulle være en positiv og god oplevelse. De store ændringer, i forhold til de øvrige træningsplaner jeg har prøvet, er i store træk:

• Sikre at planen kunne ændres i forhold til de givende omstændigheder. Hvis motivationen ikke var til et fuldt træningspas, var det ok, at det kun blev til det halve, men så skulle resten af tiden bruges på noget andet, der var til gavn for løbet. Det kunne være, at jeg øvede mig på GPS’en, læste kort, skrev til mine sponsorer, hvilede eller fik massage. Jeg havde en indstilling, hvor jeg glædede mig over de ting jeg nåede, i stedet for at stresse over dem, jeg ikke nåede.
• Gøre træningen så alsidig som mulig: Løb, Crossfit, roning, styrketræning og vandring.
• Inddrag familien i træningen. Jeg trænede Crossfit og løb med Tina, og når det passede, havde vi også børnene med.
• Spise det der gør mig glad, stærk og skadesfri.
• Afprøv og kend mit grej og make it simple.
• Få aftaler på plads med familie, venner, jobbet og træningsmakkere.
• Træningen skal være sjov og med højt humør.

661 kilometer på 190 timer

Dirk og jeg er godt i gang med den ottende og sidste nat i 2015 udgaven af Goldsteig Ultra race. Dirk er en garvet tysk ultraløber, og sidste år forsøgte han at gennemføre selvsamme løb, men måtte desværre udgå efter 450 kilometer. Jeg drager nu stor nytte af den erfaring, han har samlet. Erfaringen er en kæmpe del af det at gennemføre så langt et løb, som det vi var i gang med. Hvordan reagerer din krop over tid? Hvordan behandler du de tanker, du får, når du er træt og mangler søvn? Hvilke signaler skal du reagere på, og hvilke skal du ikke reagere på? Flere gange øser han ud af de tidligere erfaringer, han har fra løb over flere dage, men på trods af hans erfaring med fleredagsløb er vi alligevel ens på et punkt; nemlig at ingen af os har løbet over 600 kilometer. Vi har begge forsøgt at forberede os på uvisheden om, hvordan vi vil reagere, men når udfordringerne kommer, er vi enige om, at vi giver alt, hvad vi har for at komme samlet i mål inden for tidsgrænsen.

40 km tilbage

Sidste gang vi forlod autocamperen og Tina var omkring midnat. Vi havde da 40 kilometer tilbage og skulle være i mål klokken 12.00 den efterfølgende dag. Umiddelbart lyder 40 kilometer på 12 timer jo som en overkommenlig opgave, men gameplanen, som vi havde lagt på baggrund af vores sidste syv døgns race, var realistisk, og vi vidste nu, at vi nok skulle komme i mål inden for tidsgrænsen. Det er dog de hårdeste 40 kilometer, jeg til dato har tilbagelagt. Smerten i kroppen var til at abstrahere fra, den blev ikke forværret, og det var ‘kun’ ømme muskler, et par vabler, hævede fødder og ømme led. Terrænet var overkommeligt, vi havde 1.500 højdemeter tilbage og vejret var på vores side, som det havde været under hele løbet – stille og stjerneklart. Underlaget var hovedsageligt på grusvej og asfalt. Derfor var navigationen også overkommenlige og ikke noget, der måtte sinke os yderligt. Så alt det ‘praktiske og fysiske’ var på plads, men det, der kom til at fylde, var den mentale udfordring, jeg stod foran.

Vi havde syv timer tilbage i mørke, og jeg kunne mærke, at mit mentale overskud var på et minimum. Jeg havde før været mentalt presset, og hver gang havde jeg fundet en løsning i at flytte fokus fra de negative tanker over til de positive og lyse tanker. Oftest var det nok at putte noget musik eller podcast i ørene, og lidt efter var de negative tanker væk. Denne gang var det ikke kun negative tanker, der drænede kroppen, men også tankerne omkring det at slutte dette fantastiske race. Tanken om at det, som jeg i ¾ år havde været i gang med forberedelserne til, nu var ved at være ved vejs ende, idet jeg stod mindre end seks timer fra målstregen og slutningen på eventyret, udfordrede mig mentalt.

Når man får nok af løb…

Det var også på det tidspunkt, hvor jeg måtte spørge andre end Tina om hjælp. Dirks og mit samarbejde fungerede fint, vi skiftevis løb og gik, og vi holdte os til tidsplanen, men mit hoved var slet ikke med mere, det var fuldstædig tomt. Jeg tog ikke føringer mere, og hvis vi skulle komme i mål sammen, måtte jeg gøre noget. Jeg spurgte Dirk, om vi kunne sættes os 10 minutter og indtage lidt cola og chokolade. Ikke fordi jeg var træt eller skadet, men fordi det var første gang på turen, hvor jeg ikke selv kunne finde de værktøjer, der skulle til for at løsne mine tanker og få de gode, positive og givtige tanker tilbage i spil. Da vi har sat os og aftalt, at pausen er 10 minutter, ikke mere, ikke mindre, begynder vi at tale om alt andet end de sidste syv døgns oplevelser og de sidste 12 timers race.

Vi har begge fået nok af løb, løbeudstyr, madindtag, energidrik, GPS koordinater og begynder i stedet at tale om børn, ferieplaner, trosretninger og mange andre ting. De 10 minutter skulle kun bruges på at bringe de gode energier tilbage i hovedet, og det lykkedes. Efter de 10 minutter var jeg klar til de sidste 12 timer. Solen var på vej op, og vi fik et større og større smil på læben. Vi fortalte vittigheder og jokede med, at vi ligeså godt kunne løbe tilbage til Danmark, det er utroligt, hvad der kan komme ud af 10 minutters samtale.

I mål!

Jeg nåede målet med Dirk klokken 10 lørdag formiddag, 2 timer før lukketid. Jeg havde været i gang i 190 timer, tilbagelagt 661 kilometer, sovet 15 timer i løbet af 8 døgn, tabt mig 6 kilo, fået 4 vabler samt hævede underben og tabt begge storetånegle. Men sikke nogle oplevelser Tina og jeg havde fået gennem de sidste 8 døgn; dejlige grin, sjove oplevelser, fantastisk natur og et evigt minde om et helt igennem uforglemmeligt ultra race.