Istanbul Marathon er det eneste marathonløb i verden, der starter på ét kontinent og slutter på et andet. Udover at være interkontinentalt, udmærker løbet sig ved at bringe løberne tæt forbi en af Europas største bys seværdigheder.
Jeg er typen, der op til, under og efter ethvert marathonløb siger “aldrig mere!” – for så en måned senere at tænke: “Hmm… Det kunne også være fedt at løbe Sahara Marathon!” Jeg er 32 år gammel og begyndte at løbe, da vægten for 10 år siden pludselig viste 0,1 ton. Jeg løb 30 kg af og blev afhængig af at løbe. Istanbul Marathon blev mit sjette marathonløb.
Istanbul er nem at komme til fra Danmark. Der er direkte fly fra både Billund og København, og der kræves intet visum for danske statsborgere. Det tager derfor ikke lang tid, fra du lander, til du er på vej mod den spændende by ved Bosporusstrædet. Istanbul hed tidligere Konstantinopel og før det Byzans. Det er en gammel og meget vigtig historisk by, og det kan anbefales at lave en tur ud af deltagelsen i marathonløbet, så man også får nogle dage til at opleve byen uden løbesko.
Istanbul Marathon afholdes ugen før det legendariske Athen Marathon. De to løb konkurrerer derfor om deltagere, mens de få rå vælger at se placeringen af løbene som en mulighed for at løbe dem begge. Istanbul Marathon er et veletableret og professionelt arrangeret løb, der ikke koster en bondegård at deltage i.
Jeg indlogerede mig et par dage i for – vejen på Second Home Hostel i den lille gade Ebussuud Caddesi nær Hagia Sophia, som ligger i den gamle bydel Sultanahmet. Marathonløbet slutter på pladsen mellem Hagia Sophia og Den Blå Mosk é, så det er et ideelt sted at have som base. Starten går til gengæld langt herfra – i Üsküdar på den asiatiske side af Bosporus. Der går dog shuttlebusser fra Sultanahmet til startområ – det på løbsmorgenen.
Når man som jeg er en historienørd, er Sultanahmet det eneste rigtige sted at bo. Er man mere til restauranter, natklubber og shopping, kan det anbefales at slå sig ned i Taksim nord for Sultanahmet. Dagen før marathonløbet gik med et besøg i Den Blå Mosk é og en tur i den store bazar, Grand Bazaar, hvor man bogstaveligt talt kan finde ALT. Der blev også tid til at kigge nærmere på det imponerende Hagia Sophia og snakke med nogle af byens mange katte.
Løbsdagen
Jeg havde beregnet hjemmefra, om jeg kunne gennemføre løbet uden optimal træning. Tidsgrænsen i Istanbul er på 05:30, så den var et tema. Min taktik var at løbe de første 21 km på under to timer og derefter fortsætte indtil 25- eller 30-kilometermærket – afhængigt af dagsformen. Herfra kunne jeg ‘powerwalke’ i mål, hvis jeg kunne holde mig nede på en tid, der sagde cirka ni minutter per kilometer.
Aftenen inden løbet gik jeg all-in på pasta. På løbsdagen stod jeg tidligt op og spiste morgenmad på mit hostel. Jeg havde købt noget let i form af nogle kiks samt nogle hurtige kulhydrater i form af nogle energibarer. Appetitten plejer ikke just at være i top sådan en løbsmorgen, og det var heller ikke tilfældet den dag. Jeg snakkede lidt med en rumænsk løber, der også boede på mit hostel, og vi gik den korte vej til Hagia Sophia, hvorfra busserne skulle fragte os til startområdet på den asiatiske side. Der gik dog lidt kage i det for busserne, og på et tidspunkt opstod der tvivl om, hvorvidt der var indsat nok. Vi stod en del løbere og kiggede nervøst på klokken, da den sidste bus kørte mod Asien.
Der kom heldigvis flere busser, og vi nåede alle til startområdet i tide, hvor man kunne aflevere sin løbspose med personlige ejendele i nogle busser, som man efter løbet kunne finde i Sultanahmet. Her var der også lidt kaos, og jeg endte med at kaste min pose ind i en forkert bus – men da jeg kom i mål, havde den på magisk vis selv fundet over i den rigtige bus. Startområdet kan virke kaotisk og lidt sammenpresset, da man ikke står på en åben plads, men på en smal gade, der leder frem til Bosporusbroen. Vejret var typisk for Istanbul i november. Det var overskyet, lidt blæsende og med nogle små byger af finregn – og dermed ganske udmærket løbevejr.
Det hurtige klimaks
Løbet er godt organiseret, omend transporten til startområdet var lidt kaotisk. Ruten er fint afmærket, og der er væskestationer med jævne mellemrum. Istanbul Marathon er alt i alt et godt løb, der byder på mange flade stykker, men også spektakulære højdepunkter. Men som mange andre marathonløb kæmper Istanbul også lidt med ruten. Klimakset er uden tvivl den spektakulære tur over Bosporusbroen, som i dag officielt hedder 15. juli-martyrsbroen – opkaldt efter ofre for kupforsøget i 2016.
Broen kan man kun krydse til fods denne ene dag om året. Det sker til gengæld på de allerførste kilometer, hvor der ikke er kommet spredning på løberne endnu, og det kan derfor være svært at nyde overgangen fra Asien til Europa. Herefter følger en god rute ned gennem den nye bydel, hvor man blandt andet passerer tæt forbi Galata-tårnet, før man krydser Galatabroen over Det Gyldne Horn til Sultanahmet. Her fuser ruten til gengæld hurtigt ud, da man løber ad en langt fra legendarisk vej ud mod lufthavnen – blot for at vende om og løbe tilbage mod Sultanahmet. Et højdepunkt er dog, at man passerer de hurtigste eliteløbere, som allerede er på vej tilbage, når de fleste stadig er på vej ud.
Frygten for fejebladet
De første 21 km forløb planmæssigt. Jeg holdt mig på cirka to timer og fortsatte til 25-kilometermærket. Tempoet gik voldsomt ned, men jeg fortsatte i løb til 30-kilometermærket, hvorefter der var udsolgt. Jeg satte gang i min kalkulerede powerwalk og holdt øje med tiden og noterede mig, at jeg holdt mig på cirka ni minutter per kilometer. Jeg skulle derfor gerne nå i mål indenfor tidsgrænsen. Andre var i samme situation. Jeg overhalede én, som jeg genså kort før opløbsstrækningen: Da hang han på fejebladet og havde øjensynligt givet op – eller besluttet sig for at snyde. På den sidste kilometer blev ruten igen spændende. Mange tilskuere, god stemning og en fantastisk opløbsstrækning mellem Hagia Sophia og Den Blå Moské gav mig energi til at sætte i løb igen. Jeg kom i mål i tiden 05:20:00 – præcis 10 minutter før tidsgrænsen.