fbpx

Én af Danmarks bedste ultraløbere var sidste år inviteret med til den første udgave af Ultra-Trail Faroe Islands, der blev afholdt som en del af Útilív Adventure Festival i 2018. Kom med en tur i storslået natur – med tågebanker, et depot med Michelin-stjerne og fantastiske udsigter.

Åbn vinduet. Det må gerne trække lidt. Lugter det lidt af saltvand, tang og tjære, er vi ved at være der. Sæt intromusikken fra Starwars på anlægget og skru op. Luk så øjnene i, og forestil dig en lille sandstrand omgivet af høje grønne fjelde, nogle huse – og ca. 100 løbere stimlet sammen på stranden. Det lysner sagte. Bygden, du ser for dig, er Leinar. De fleste sover stadig – men mange må være vågnet, og kigger ud for at se, hvad det er, der er ved at ske. Det er jo et historisk øjeblik. Færøernes første ultraløb. Men er alle øjeblikke ikke historiske? I hvert fald på Færøerne. Ikke én eneste tilskuer. Måske et par enkelte søvnige øjne bag et gardin. Men det ødelægger ikke stemningen. Det forstærker den. En måge skriger over hovederne på løberne og ønsker god tur!

Det her øjeblik går over i min historie. En historie, som rummer rigtig mange fantastiske løbsoplevelser, men hvor jeg bare ved, at nogen hænger ved. Oplevelser, hvor jeg er mere til stede end andre, oplevelser som skiller sig ud og udmærker sig ved at være anderledes.

Nå, beklager, vi bliver nødt til at forlade morgenen og stranden ved Leinar for en stund, og skrue tiden fire uger tilbage (den utålmodige læser kan springe direkte ned til “løbet” – men optakten til et løb ender ofte med at være lige så spændende som selve løbet!).

Et par uger inden: adventurerace og ondt i ryggen
“Vores fire mand har fået borrelia, og kan ikke køre i weekenden – kan du?” Beskeden på Messenger drejede sig om Yeti Adventurerace, en tur på 40-50 timer bestående af inliners-rulleskøjter, kano, svømning, kajak, MTB, løb og klatreaktiviteter. En ret hård omgang, når man ikke har trænet andet end løb de sidste 3-4 år.

Men samtidig har jeg god erfaring med, at et hårdt adventurerace kan give en ganske god topform en 3-4 uger senere. Da jeg i 2012 løb mit første rigtige bjergløb i Italien, og til min egen store overraskelse kom på podiet, havde jeg kørt et 54 timers adventurerace 4-5 uger før løbet.

Fem dage efter beskeden var kommet, skulle Yeti foregå, så jeg havde ikke meget betænkningstid.

Yeti har jeg selv stået i spidsen for i en del år, så det trak i mig at deltage. Som så mange andre af den slags beskeder er det rigtig svært at sige nej. Også selvom man ved, at det er dumt, ufornuftigt, og nogle ville sågar sige useriøst.

Som coach ville jeg på ingen måde anbefale det – og da slet ikke tre uger før et ultraløb.

Som coach ville jeg på ingen måde anbefale det – og da slet ikke tre uger før et ultraløb. Men efter lidt skriverier frem og tilbage var jeg snart en del af holdet “Sue and the Powerpuff Girls”.

Vi endte med at være i gang i 50 timer – ca. 7 timers kajak, 6 timers kano, 17 timers MTB, 10 timers løb, 2 timers klatring, 1½ times svømning plus alt det løse. Det var en fed oplevelse at køre på et hold igen. Og selvom jeg lige skulle i gang med de forskellige discipliner, gik det overraskende godt – både individuelt og for holdet. Og havde vi ikke lavet en kæmpe fejl undervejs, var vi endt på en 2. plads, men vi måtte tage til takke med en 3. plads. Det er dog en anden historie. Jeg kommer helt sikkert til at deltage i flere team/parevents i 2019, hvis mulighederne byder sig, da team-aspektet er ret tiltalende efter flere år med trailløb.

Efter Yeti fik jeg ganske langsomt ondt i ryggen – først i den ene side og senere i begge sider. Jeg skulle deltage i DHL-stafetten, og jeg joggede turen. Men selvom benene var tunge, og jeg tog det roligt, kom jeg under de 20 minutter. Det er svært at jogge med nummer på. Det gjorde ikke ryggen meget bedre, og den næste tid fik den en del ro – sådan da… Til et lille orienteringsløb i baghaven gled jeg på en træstamme, og fik et sidevrid i ryggen. Av! Jeg kunne knap holde ud at stå.

Da jeg samtidig var i fuld gang med at omlægge mit liv og mit rejsebureau trailtours.dk til at være klimabevidst og foregangsselskab i forhold til at tilbyde alternativer til flyrejser, havde jeg haft en del timer siddende foran computeren. Og det var bestemt heller ikke gavnligt for min overbelastede ryg.

Selvom jeg ikke var bekymret for min ryg, og det blot var muskulære problemer pga. overanstrengelse, nærmede løbet på Færøerne sig med hastige skridt. Og smerterne gik ikke over – tværtimod. Efterhånden føltes det som at rende rundt med et brækket ribben; grin og host var ganske ubehageligt, og det var svært at finde hvile. Det er første gang, jeg rigtigt har haft ondt i ryggen, og jeg var nok en kende pylret. Det værste var næsten, at det gik udover mit humør. Meget mere end en øm akillessene, brækket storetå, et brækket kraveben og overrevet ledbånd. Selvom jeg kæmpede imod det dårlige humør og forsøgte at skjule det, var jeg gnaven som bare fanden!

Optakten: vennemassage, livlinen og 90 km/t på tandem
Vi ankom til Færøerne torsdag eftermiddag, og allerede torsdag aften stod vi og nød en helt fantastisk solnedgang fra Slættaratindur – øernes højeste punkt. Turen var en del af festivalen, og arrangeret af Silva, som sørgede for transport, kaffe, kage og et par hyggelige engelske guider. Egentlig var det ment som en løbetur, men det var rigeligt at gå op til toppen. Den fantastiske udsigt og det at være tilbage på Færøerne i godt selskab opvejede smerterne, så gnavenheden blev holdt i ave.

Vi delte os på toppen, så de seje løb ned, og vi andre måtte stikke halen mellem benene og gå ned. Et valg jeg nok alligevel havde taget, hvis jeg havde et ultraløb 36 timer ude i fremtiden.

Det var rigeligt at gå de 450 højdemeter ned, og hvert skridt gjorde ondt. Da vi var nede igen, lagde jeg mig på bussens gulv, og forsøgte håbløst at strække ryggen ud. Ynkeligt – så ynkeligt, at min rejsefælle Jan forbarmede sig over mig og gav mig noget massage. Skidt var det! Og udsigten til at tage en fornuftig beslutning og ikke stille til start lurede. DNS… Uha, det klinger skidt!

Så jeg måtte bruge en livline.

“Hej Henrik. Det er helt galt med min ryg. Kender du en dygtig massør på Færøerne?”

“Ja, Une, min tandem-makker fra Team Rynkeby. Han er dygtig!”

“Kan han fikse mig?”

“Ja, det ved jeg, han kan!”

Beskeden fra Henrik Kølleskov var ret klar. At jeg så først havde kontaktet ham ved 23-tiden, og der var 33 timer til start, var den næste udfordring.

Men Henrik fiksede det, og næste morgen sad jeg i en bil på vej til en lille færøsk bygd, hvor Une boede, og hvorfra han drev sin massagevirksomhed. Une er blind! Og Henrik havde kørt med ham til Paris.

Vi snakkede lidt om tandem, handicap og ikke at give op på vejen derud.

Det var rigeligt at gå de 450 højdemeter ned, og hvert skridt gjorde ondt.

Sædevarmen kørte på højtryk og lindrede smerten fra ryggen. Det samme gjorde Henriks spændende fortællinger. Han er en hård, vejrbidt mand, og jeg spurgte ind til hans Rynkeby-cykeltur med en blind bag på.

“Vi nåede op på 91,7 km i timen under træningen. Une skulle jo ikke styre, og der er god fart i en tandem nedad!”

Jeg vidste det! Henrik er en af de sejeste, jeg kender.

For mange år siden – da jeg var 18 år gammel – cyklede en kammerat og jeg en lang tur; 12.000 km. Vi var ikke ret gamle eller modne, og mange indtryk fra turen hænger stadig ved. Det var en vild tur. Men alligevel var noget af det, jeg husker, en Kiwi (newzealænder), som vi mødte i starten af vores tur, hvor snakken faldt på hastigheder – og jeg kan huske, jeg var ret imponeret over, at denne Kiwi havde kørt 90 km/t med en blind bagpå. Den havde Henrik så lige slået. Imponerende!

Efter en time kom vi frem til Une, som stod klar og bød velkommen. “Dejligt, du vil tage dig tid til at kigge på mig.” Argh! Jeg kunne have kravlet i et musehul.

Men Une var rigtig dygtig, og ganske langsomt, nænsomt og sikkert fik han løsnet ryggen op. Han kunne nok fornemme mine ben spjætte, når han kom tæt på de punkter, hvor det føltes, som om noget var låst helt fast. Der blev varmet igennem, æltet, og det var godt! Men da jeg rejste mig, var ingen mirakler sket. Det føltes dog anderledes og mere ‘løst’.

Resten af dagen lå jeg med en varmepude på ryggen, og kunne kun lige nå slikposerne. Jeg forsøgte at sove lidt indimellem, men det var svært.

De andre kom hjem. Jan, der havde forbarmet sig over mig et par gange allerede, gav mig en god massage med varmecreme. “Du er godt nok løsnet meget op, noget har han i hvert fald gjort.” Det føltes også bedre – men ikke som noget jeg skulle løbe 65 km i ujævnt terræn med. Urealistisk!

Jeg tog mig sammen, fik pakket min taske med obligatorisk udstyr, og så listede jeg op for at hente startnummer. Der var ca. 2 km – og det var ikke en fornøjelse at gå derop.

Vi fik vores startnummer, en lækker T-shirt, og der var et par gode foredrag og et par adventurefilm fra Færøerne, inden vi igen humpede hjem. Mad fik vi dog ikke noget af. Jeg var efterhånden rigtig sulten, og hvor jeg normalt tager kosten alvorligt op til et ultraløb, havde den i dag blot stået på vingummi, lakrids og et par bananer!

Sheena og Jan havde dog været søde og købt ind til æggekage, og jeg spiste lystigt af den – til trods for at jeg normalt spiser forholdsvis vegansk.

Jeg forsøgte at komme i game-mode ved at kigge lidt på ruten, blande energidrik osv., men jeg var på ingen måde i stand til at overbevise mig selv om det fornuftige i at starte. Men starte ville jeg. Hvad skulle jeg ellers? Jeg havde lige brugt en hel dag i sengen, og det var da dødens pølse.

Sheena, der faktisk er uddannet massør og indimellem har leget lidt med kinesiotape, tapede mig op. Hun anede ikke helt hvordan, men jeg bad hende om at improvisere. Det resulterede i en smuk smiley og en optapet, pink ryg!

Hun mente dog ikke, jeg skulle løbe. Og hendes godnat føltes som en rigtig mor-bemærkning, og bankede sømmet i min beslutning. “Nu håber jeg, du tager den rigtige beslutning. Vi ses i morgen tidlig!” De andre skulle løbe kortere distancer og først af sted ved 9-tiden, imens jeg skulle møde ved bussen 04:45!

Løbet: depot med Michelin-stjerne og tåge
Starten gik, og i modsætning til normale trailløb var farten afdæmpet i starten. Vi løb ikke langsomt. Men der var heller ikke nogen, som decideret pressede tempoet. Hvert et skridt forplantede sig op i ryggen, men jeg havde besluttet i hvert fald at løbe de første 4 km. Her ventede verdens første depot med Michelin-stjerne.

Jeg genkendte en anden dansker, Martin Scöber, som jeg blandt andet havde mødt, da han løb TDS til UTMB. Han løb med i fronten. Vi faldt i snak, og tankerne kom lidt væk fra ryggen.

Snart ramte vi den verdenskendte restaurant KOKS, som p.t. ligger godt gemt af vejen ude i fjeldene. De serverede en eller anden rod med en lækker, syrlig sovs. Der var nu kommet fart på feltet, og dermed ikke tid til de store madanmeldelser. Men et sjovt og hyggeligt indslag i løbet.

Lige efter KOKS krydsede vi en lille elv, og herfra begyndte det hele at blive mere offroad, vildt, grønt og fedtet! Jeg var meget nervøs for at lave vrid i ryggen, så jeg lagde mig bagerst i den firmandsgruppe, der havde skilt sig ud fra feltet. Jeg holdt god afstand, og løb mere konservativt end normalt. Desværre kunne jeg også mærke, at de nye sko, jeg havde på, var lidt for store, og jeg gled rundt i dem i det ujævne terræn.

Tågen havde lagt sig som en dyne over de grønne mosbegroede fjelde. Det var gråt i grønt og vanvittigt smukt og eventyrligt. Ruten var markeret med små røde flag. Nogle steder stod de tæt, andre steder med rigeligt mellemrum. Men det var egentlig et fedt. Jeg er farveblind, og det var virkelig svært at spotte de røde flag på den grønne baggrund. Det var det også for de andre med normalt farvesyn. Jeg bandede over, at jeg ikke havde fået oploadet ruten til mit ur. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at svenskeren Jacob Åberg havde ruten på sit ur – og så var der jo bare at håbe, han havde gode ben!

Tempoet passede meget godt til min rygstatus, som dog blev bedre – og min normale taktik med at give ‘skaderne’ tal og så skubbe dem væk hjalp mig til at tænke positivt og nyde turen.

Snart var vi ved næste depot, og vi var nu tre løbere tilbage. Jacob, Martin og mig. Det var fedt. Hverken Martin eller jeg havde ruten på vores ure, men heldigvis hyggede vi os – og der blev givet gas på nedløbene. Vi gav os indimellem også tid til at få taget et billede af de flotte udsigter. Der blev delt energi, og der var en god stemning iblandt os. Vi kunne godt fornemme, at det ville tage noget tid at gennemføre de 65 km!

Der er ikke så mange stier på Færøerne, så meget af tiden løber man ikke på sti, men måske på en fjeldside – op, ned eller traverserende. Det kan blive ret hårdt, hvis man ikke er vant til at løbe i terræn. Det kræver stærke ankler, og man skal stole på sine ben, da underlaget for det meste samtidig er blødt og vådt og suger energien ud af hvert et skridt. Det er virkelig en rute, der kræver styrke og god udholdenhed af deltagerne.

Det er virkelig en rute, der kræver styrke og god udholdenhed af deltagerne. Til gengæld bliver man belønnet med et storslået og dramatisk landskab.

Til gengæld bliver man belønnet med et storslået og dramatisk landskab, fantastiske udsigter og den der specielle følelse af, at man bare er midt ude i Atlanten på nogle små øer!

Vejret skiftede som altid på Færøerne, og gik fra sol, til tåge og regn i løbet af kort tid. Vinden skiftede ligeledes – men generelt var det en varm tur, Færøerne taget i betragtning – og jeg kunne løbe det hele i en kraftig undertrøje fra GripGrab.

Dårlig sigtbarhed og forsvundne flag
Ca. 20 km før mål ramte vi Saksun. Her var starten for 13 og 21 km gået tidligere. Jeg kendte turen fra Saksun til Tjørnuvik, hvor der var mål. Jeg har løbet den kendte vandrerute et par gange på andre besøg til Færøerne – en virkelig smuk rute der normalt er 7 km, hvor man går af en afmærket og tydelig sti. Men vi havde stadig 20 km igen.

Solen skinnede smukt over Saksun, og jeg følte mig godt løbende. Da vi ramte lidt asfalt op igennem Saksun, satte jeg lidt fart på for at fornemme, hvor gode ben Martin og Jacob havde. Jeg kunne fornemme, at jeg havde styr på situationen, når det gik opad, og lavede derfor en lille strategi med at rykke på det sidste fjeld, vi skulle opover, og så give gas på det nedløb, jeg huskede som rimeligt let at finde.

Vi fik tanket op i det sidste depot hos Spejderne i Saksun, hvor der var lækker chokoladekage, kaffe, vand og saft. Så løb vi ind på stigningen mod den store varde ovenfor Saksun. Det var varmt nu, og jeg pressede lidt på tempoet og fik hurtigt et lille hul. På toppen af bakken skulle vi dreje fra stien og igen følge de små flag. Shit, de var svære at se. Jeg satte farten lidt ned, og Jacob kom op – og vi havde Martin lidt bag os. Det var tydeligt, der var gået lidt ræs i den, og tempoet var godt! Solen skinnede og gav nogle helt fantastiske udsigter. Vi passerede et lille check point, og krydsede så op over et fjeld. Vi passerede de bagerste på 21 kmruten, som virkelig bøvlede med det ujævne terræn.

Så snart vi var på den anden side af fjeldet, kom tågen og indesluttede os, og sigtbarheden var virkelig lav. Der var dog en relativt tydelig sti i det meget stejle terræn. Men snart forsvandt flagene, og vi måtte igen have tillid til Jacobs ur. Jeg fik lidt dårlig samvittighed over at have plantet Martin bag os. For bare de 200 meter, han var efter os, var nok til, at han ikke havde en chance for at se os.

Vi fulgte ruten på Jacobs ur, men efter lidt tid gav det ikke mening. Slet ikke. Vi løb ned og op i det stejle terræn. Pludselig kunne vi høre Martin kalde. Vi kaldte igen. Og vi var samlet og tilbage på en form for sti. Jacobs ur viste os op, men Martin havde en fornemmelse af, at vi bare skulle fortsætte ligeud. Vi blev enige om at dele os og så råbe på hinanden. Jeg fulgte Jacob og hans ur. Terrænet, vi kom ud i, blev stejlere og stejlere, og snart var det ret klart, at det nok ikke lige var her, at de havde forestillet sig at sende 200 løbere igennem. Vi kravlede tilbage og ned på stien igen. Nu var Martin væk. Jacob løb stærkt, og jeg hang bare på. Det var lidt sjovt, at nu hvor vi nok alle var kommet i racemode – ja, så endte vi med at ‘tåge’ rundt!

Vi kom op til Martin. Tempoet røg ned, og vi joggede i den retning, som gps-uret viste, uden dog at være direkte på ruten. Sigtbarheden var virkelig ringe – 10 meter måske. Vi kunne nu pludselig høre råb og kalden. Yes – det var sikkert et depot eller lignende, og vi var glade for at være tilbage på sporet. Men nej! Vi kom op til ca. 30 løbere fra halvmarathonruten, som var helt væk og bare stod stille. De havde heller ikke set nogen flag længe. Vi slog følgeskab med dem – og forsøgte at sprede os lidt ud og lede efter flag. Vi fandt ikke nogen!

Mål i sigte
Gruppen besluttede sig nu for at gå opad, imens Jacob og jeg valgte at følge GPS-sporet. Martin var blevet væk i alt kaosset, og vi løb af sted. Pludselig så vi et enkelt flag – og et mere 200 meter længere fremme. Men det var også det. Energien var ved at ebbe ud, og vi besluttede, at det måtte være her, vi skulle kravle over fjeldet. Vi kom op over en meget stejl græsside og fortsatte vores løb lidt nedenfor selve fjeldet. Tågen lettede, og vi kunne nu se en folkevandring mod toppen af fjeldet.

Vi løb op mod dem – og løb egentlig ret stærkt. Det viste sig at være gruppen fra før. Vi løb mod toppen af fjeldet, og her mødte vi Martin. Vi smed os alle tre på toppen og nød livet en stund. Spiste de sidste snacks, og så gav vi ellers gas mod Tjørnavik på et skønt nedløb, hvor vi overhalede mange løbere, da alle skulle slutte med dette nedløb.

Vi anede faktisk ikke, om vi var de første på ultraløbet, da der jo sagtens kunne være smuttet nogen forbi i tågen. Men vi valgte at løbe over stregen sammen – og det var bestemt også den rigtige måde at afslutte et fedt løb på, hvor teamwork og gode beslutninger havde ført os sammen til mål.

I mål var der masser af god færøsk øl, vildmarksbad og en enormt god stemning. Det var en fest og helt sikkert en af de fedeste finishlines, jeg har oplevet. Jeg mødtes med de andre fra min rejsegruppe – og de havde også haft gode oplevelser, selvom terrænet var meget udfordrende, og de vist også havde været væk et par gange eller to. Men hvad gør det, når enden er god!

Der endte med blot at være fem løbere, der gennemførte de 65 km, da der var cut-off flere steder på ruten – og særligt i Saksun var mange blevet kortet af, og sendt den lige vej over fjeldet!

Jeg vil helt sikkert anbefale løbet, og er sikker på, at arrangørerne arbejder på øget sikkerhed og markering af ruten. Alt andet i forbindelse med løbet spillede max – og der var en dejlig, ung og innovativ vibe over hele arrangementet.

Ryggen havde godt af at blive tæsket igennem, og så længe den færøske øl bare blev ved at flyde, var det ok!

OM ULTRA-TRAIL FAROE ISLANDS

Ultra-Trail Faroe Islands er en del af Útilív Adventure Festival – en tre dages outdoor festival på Færørerne fyldt med adventure, trailløb, adventurefilm og foredrag om bæredygtighed og eventyr. Er man ikke helt klar på et 60K ultraløb kan man også vælge at løbe et marathon, et halvmarathon eller et 10K – samt prøve kræfter med havkajak, hiking og surfing som en del af programmet.

Læs mere på utilivfestival.com.