Henning Bechmann er ultraløber. Og løbene, ja dem arrangerer han selv. Det drejer sig om ultraløb med minimal oppakning og så godt som ingen planlægning. I denne artikel deler han ud af sine tanker om valg af udstyr.
Den rute du har sat dig for at gennemføre samt dine egne personlige behov, når du er afsted, er begge afgørende faktorer for, hvordan din oppakning ender med at se ud.
Inden du pakker, er det naturligvis vigtigt at kigge på, hvad det er, du forventer at begive dig afsted på. Er det en krævende rute med hensyn til skiftende vejr eller skiftende temperaturer? Forventer du at skulle sove udendørs, eller er det med overnatninger indenfor? Er der mange provianteringsmuligheder, eller skal der være plads til mad i oppakningen? Sådanne spørgsmål og andre skal der tages højde for inden afgang.
Når du skal afsted på en flere dags tour, er det samtidig vigtigt, du er tro mod dig selv. Hvem er du? Er du en frossenpind, eller klarer du dig temperaturmæssigt næsten ligegyldigt hvad? Skal du for alt i verden sove komfortabelt? Behøver du meget mad, og skal det være hurtigt tilgængeligt eller er dine madmæssige behov meget små? Oppakningen skal stemme overens med den, du er. Du får en fantastisk tur, hvis du kan indrømme overfor dig selv at have visse behov.
OPPAKNINGEN
Hvis vi tager udgangspunkt i min kommende udfordring, filuran Via Francigena trail tour 2017, så lad os se på et muligt setup.
Min tour foregår i Italien og starter i Alperne, hvor der højst sandsynlig vil være en del sne. Sidenhen vil jeg opleve en gedigen varme, da den slutter i Rom, og det hele foregår midt om sommeren. Selv om touren er på hele 1.006 km, skulle der ikke være overdrevet lange stræk, hvor man ikke kan proviantere eller sove.
- Der er en beklædningsmæssig udfordring, hvor tøjet skal strække sig fra at være nogenlunde varmt i Alperne til det letteste og mest åndbare tøj, når varmen sætter ind.
- Varmen gør, at trods ikke overdrevet langt til næste provianteringsmulighed, så skal der tænkes væskebeholdning.
- Sovepose, eller andet man skal sove i, skal tilpasses ruten og nattetemperaturerne.
Skal jeg se indad, har jeg næsten ingen behov, udover mad og søvn naturligvis. Jeg har dog et par ting, jeg udmærket godt ved om mig selv.
- Jeg har det ikke godt med at fryse, men gør det heldigvis sjældent, men ved fra mine tidligere tours, at jeg hurtigt fryser, når jeg har været meget varm en hel dag og så pludselig stopper for dagen. Selv om vejret kan være nok så varmt, vil jeg føle, at jeg fryser. Derfor skal jeg selv på en varm tour have overtræksbeklædning med.
- Endelig har jeg det svært med kryb og insekter, herunder myg. Det afstedkommer, at jeg har myggenet med, som jeg sover med om natten. Jeg kan simpelthen ikke snuppe, hvis noget kravler rundt på mig.
DET VIGTIGSTE
1. LØBERYGSÆKKEN
Det ene af 4 helt centrale redskaber på din tour bliver løberygsækken. Den skal være i strækbart materiale, så den ikke hopper på ryggen. Er den ikke det, vil du smadre dine skuldre de allerførste dage, så lad være med at købe billigt. Rygsækken skal være tilpasset og justeret ned til mindste detalje med oppakning i, inden du tager afsted. Selv når du er startet, vil småjusteringer være uundgåelige. Min er ikke vandtæt, så jeg opbevarer alt i gennemsigtige plasticposer indeni. Det giver orden at have tingene i hver sin pose. Det ligger på den samme plads hver gang. Det fylder eller vejer ikke mere af den grund. Du kan let se igennem posen, hvad den indeholder.
2. LØBESKO
Et andet helt afgørende redskab er naturligvis dine løbesko. Vær uhyggelig omhyggelig! Kig tilbage på, hvad der tidligere har virket for dig, men afstem også med det terræn, du skal ud i. Gå ind i en sportsforretning og forlang at tale med en løber. Han kender alle løbeskoene på hylderne, og ved hvad de hver især er specielt gode til, eller hvilke der løser lige netop det, du går efter. Det er ekstremt mange skridt, du skal ud på, og du skal vide, at dine fødder hæver op og bliver en del bredere efterhånden, som dagene går. Køb ikke for små løbesko. Kig ikke på prisen. Kig ikke på udseende. Køb den rigtige!
MOBIL
Den er absolut også et vigtigt redskab, både for kommunikation med dem derhjemme og måske med overnatningssteder og for at finde vej på downloadede kort eller Google Maps. Vækkeur, så du kommer op om morgenen, selv om du er træt, kamera og så videre.
SOVEPOSE
Endelig er soveposen også meget vigtig. Den vil næsten uanset hvad fylde sin del af oppakningen. Øvelsen her er naturligvis at sove bekvemt om natten, men uden at den fylder eller vejer mere end nødvendigt. Til min trail tour har jeg valgt den noget tyndere lagenpose i den varmeste udgave, i håb om at kunne komme igennem de første nætter i Alperne, hvorefter tingene skulle passe noget bedre i varmen senere. Et bevidst valg, når jeg nu har lidt tøj med, jeg kan sove i, hvis det bliver koldt. Det er naturligvis i håb om at kunne spare på pladsen og vægten, men vær tro mod den, du er!
TØJET
3. LØBEJAKKE
Løbejakkens vigtigste opgave er, at den skal være vindtæt. Pas på dem, der kun er vindafvisende. Det er i mine øjne ikke derfor, man har en løbejakke med. For mig skal jakken være let og må ikke være foret. Det skal mest af alt være en windbreaker. Er den vandtæt, kan det naturligvis være en god kvalitet at have med også, men nedsætter ofte også åndbarheden. Jeg forventer ikke stor risiko for regn på min tour, så jeg vægter åndbarheden mest. Medbringer en lille poncho af plast som backup i tilfælde af regn. Den vejer og fylder intet.
4. TRØJE
Som beskrevet tidligere kan jeg fryse efter en lang løbedag. En lun, svedtransporterende trøje er en nødvendighed for mig. Min er med hætte og høj krave, der er med lynlås i halsen, så der kan lynes op, hvis det er koldt, men også lynes ned for at få luft ind. Den kan samtidig soves i, hvis temperaturen er lav. Har tingene flere anvendelsesmuligheder, er det helt kanon! Det gælder inden for alt, du skal have med.
5. T-SHIRT
Forventningerne går dog på høje varmegrader, så helt tynde T-shirts er et must på min tour. Når en singlet, tank top eller stroptrøje uden ærmer ikke er valgt, er det, fordi skulderstropperne kan være uhensigtsmæssigt under løberygsækken eller måske have syninger netop der, hvor rygsækken skal sidde. Du skal nok blive rød på skulderne alligevel af sliddet fra rygsækken, så der er ingen grund til, at der også sidder noget og irriterer.
6. BUKS
Skal være kort, let og åndbart. Jeg har samtidig løstsiddende split shorts med, der kan lukke noget luft ind. Endelig har jeg et par tynde lange tights med til Alperne for at have mere varme til den kolde del af ruten, men også til at sove i ved lav temperatur.
TOILETARTIKLER
7. TANDPASTA
Kun lille tube. Der er nok til hele touren, så bær ikke rundt på mere end nødvendigt.
8. TANDBØRSTE
Find en lille én, eller køb en normal og sav så skaftet halvt af. Lange gevækster i oppakningen er et helvede, og i dette tilfælde ganske unødvendigt.
9. HÆTTE
Hætte til tandbørsten af hygiejnemæssige årsager, da tandbørsten ligger og roder rundt blandten del andet.
10. HÅNDKLÆDE
Mit håndklæde er en vaskeklud. Ganske enkelt. Ingen plads til luksus. Man kan sagtens blive tør alligevel. Ingen problem!
11. SOLCREME
Minimum faktor 30. Jeg hælder det over i en blød plasttube, der kan mases sammen efterhånden, som der bliver mindre i. Det er i stedet for en hård plastflaske, der bare bliver ved med at fylde det samme.
12. PAPIR
Lommeletter til al slags brug, også hvis man uventet skal træde af på naturens vegne. Kleenex er mindre end andre, så sparer man på pladsen. Desuden sæbe i fast form, så har du sæbe rigtig længe. Ingen plastflasker. De fylder for meget og kan som regel ikke mases sammen til at fylde mindre, når der bliver mindre indeni.
13. BANDAGE
Kinesiotape eller sportstape. Noget, der kan lave en forbinding eller støtte, for at kunne afhjælpe en kropslig situation. Ikke hele rullen. Du får ikke brug for det hele alligevel. Vurder og klip af!
ELEKTRONIK OG DIVERSE
14. GUIDEBOG
Beskrivelse af ruten eller kort over området. Det kan også være kort, der er downloaded på din mobil. Hvis der findes en guidebog over ruten, vil jeg gerne have den med, da jeg i så fald har lavet mine notater heri.
15. PAS
Hvis du er i udlandet.
16. BESTIK
Mad, du køber undervejs, er ikke altid tilegnet en backpackers situation. Lange ting i en oppakning er træls. Jeg har fået fat i sammenklappeligt plastikbestik, så det heller ikke vejer noget særligt. Husk 2 af slagsen, da man ofte både skal bruge kniv og gaffel samtidig.
17. PENGE
Penge og kreditkort. Jeg har altid lidt kontanter med til en given situation langt ude på landet eller ved små beløb.
18 . NØDSTRØM
Ekstra strøm med til slutningen af dagen, hvor du kan være i risiko for at løbe tør. Det kan være til mobil, løbeur, pandelampe eller andet. En god sikkerhed, der giver rar fornemmelse. Er du i meget uvejsomt terræn, kan den være med solcelleopladning, men den vejer mere. Pas på svingende kvalitet af disse!
19. OPLADER
Jeg har et USB-stik med 3 porte for opladning af flere apparater samtidigt. Virkelig rart ved dagens afslutning, at man kan sætte det hele til at lade op samtidigt, så man ikke skal blive oppe den halve nat for at skifte til nyt apparat, for at være klar til næste dag. Vurder herefter om, du skal have opladere og stik og ledninger med til hvert enkelt apparat, du medbringer, eller om nogle kan undværes. Det er ofte nogle store klodser, og vægten er ikke uvæsentlig.
20. SOLBRILLER
Skal være til løb. Derved vejer de mindre. Ved for stor vægt, hopper de på næsen ved løb. De skal helst slutte tæt til hovedet, så lysindfald mindskes. Vær kritisk! Solbriller er ikke for at se sej ud, men for at beskytte øjnene. Ved de mange timer udenfor, er der flere situationer, end man aner, hvor solbrillen bør beskytte dig, så selv om du ikke skal til varme egne med sol på himlen hele tiden, kan den være pokkers aktuel.
21. PANDELAMPE
Den skal give et fornuftigt lys, men er ikke til at løbe så meget med på denne tour. Mest til hvis man vil forlade et overnatningssted i mørke, for at have begge hænder fri til at pakke og for at kunne lyse rundt, om man nu har fået det hele med uden at skulle tænde alt lys i en fælles sovesal. Det er ikke populært! Kan selvfølgelig også bruges, hvis du vil tidligt afsted en morgen, hvor det ikke er helt lyst endnu.
ALTSÅ, FOKUS PÅ
- Tænk småt
- Tænk let
- Tænk anvendelighed
Min hovedregel er, at oppakningen er rar at løbe med, hvis den vejer max 4 kg. Jeg har løbet med 4,2 kg, men allerede der synes jeg det begynder at blive for meget. Det er en løbetur, jeg er ude på, og jeg ønsker at løbe behageligt og uden noget, der ødelægger oplevelsen. Skær al det unødvendige fra. Skær helt ind til benet. I værste fald, kan du måske købe den ting, du alligevel manglede.
Min hovedregel er, at oppakningen er rar at løbe med, hvis den vejer max 4 kg.
Kan du have alt dette i en minimalistisk løberygsæk, så er du dygtig. Men det kan lade sig gøre – også uden at mangle noget.
- 50 år
- Bor i Stoholm udenfor Viborg
- Løbeklub – Viborg Atletik og Motion
- Arbejder til dagligt med løb og anden sport hos Intersport Skive
- Marathonløber med løb i København, Hamburg, Frankfurt, Barcelona, Berlin, New York med mere
- Personlige rekorder: Marathon 2.42, Halvmarathon 1.15, 10 km 34 min
- Se mere på www.facebook.com/ filuranbechmann eller på YouTube og søg efter filuran eller Henning Bechmann








