Som jeg efterhånden stolt har nævnt mange gange tidligere, er Danmark én af de største løbenationer i verden.
Vores passion for løb viser sig både, når man måler antallet af indbyggere i forhold til procentdelen som løber, men også i forhold til, hvor mange motionsløb, der bliver arrangeret landet over. Ifølge Dansk Atletik Forbund var der 1.010 registrerede motionsløb i 2012. Det er en tilvækst på intet mindre end 131 løb i forhold til 2011, hvor der var 879 registrerede løb. En vækst, der har været konstant de seneste par år. Og så har vi slet ikke medregnet den ernorme mængde autonome løb, som ikke er afbilledet i disse statistikker. Løb som popper op hurtigere end hidtil set – blandt andet godt hjulpet af de sociale medier, som gør det nemmere at arrangere små løb. Og der findes et hav af varianter at vælge mellem – lige fra cannonball, parkruns, velgørenhedsløb og socialløb for bare at nævne nogle få af tidens mange løbetrends.
Lad mig starte med at sige, at jeg som udgangspunkt finder det virkelig inspirerende at se, hvordan vores danske løbescene udvikler sig. De mange løb er et udtryk for en boblende dansk løbeverden, hvor folk ikke er bange for at prøve løb af under forskellige forhold og selv arrangere løb.
Men medaljen har en bagside. Kampen om at få de danskere løbere til start har aldrig været hårdere, og mange løb kæmper for at komme af med sine startnumre med det resultat, at det bliver svært at holde budgetterne – og i værste fald må de bukke under for alt for få tilmeldinger. Spørgsmålet er så, om dette blot er en sund og naturlig mekanisme, som er med til at sikre udviklingen af de bedste løb?
Vender vi et kort øjeblik blikket mod Norge, har denne debat om noget været i vælten de seneste par måneder – ikke mindst efter at Norges Friidrettsforbund, det nationale atletikforbund, forsøgte at forbyde afholdelsen af Holmestrand Marathon med henvisning til, at løbet ikke var arrangeret af en løbeklub. Samtidig forsøgte de at få udstukket ved lov, at kun officielle løbeklubber i Norge skulle have lov til at arrangere løb. Og ikke mindst tjene penge på denne aktivitet. Og vi kan roligt sige, at dette forslag ikke blev særlig godt modtaget af løberne i Norge, hvor mange løb, som i Danmark, ikke er organiseret i løbeklubber, men af passionerede løbere. På få dage rejste der sig en storm af protester, som nu har fået Norges Friidrettsforbund til at trække ideen tilbage.
Jeg synes personligt godt om princippet med “jo flere, jo bedre”, for det giver jo mere for os løbere at vælge imellem. Der er noget for enhver smag. Kvindeløb, mandeløb, strandløb, historiske løb, flødebolleløb – ja, og der har sågar lige været et løb for hipsterne igennem Københavns gader. Det er lækkert at se kreativiteten blomstre indenfor løbsverdenen.
Tilbage står så startspørgemålet om, hvorvidt man kan få løb nok? Nej, synes vi her på LøbeMagasinet. Men det betyder ikke, at man ikke skal være med til at tage en debat om, hvad den gode løbeoplevelse er, endsige at være med til at gøre de gode danske løb endnu bedre og støtte op om nye initiativer, som beriger vores løb på nye måder.
Med håbet om en god løbeånd og en god balance i vores motionsløb!
Sofie Hvitved
Chefredaktør
sofie@lobemagasinet.dk