Jeg har glædet mig til dette! Og selvom det har ladet vente lidt på sig, håber jeg, at det er ventetiden værd. Dette nummer er den første udgave af det nye LøbeMagasinet i et nyt, mere tidssvarende format. Et magasin produceret og fabrikeret med omtanke for miljøet – og med endnu mere stillingstagen til løberlivet!
Fra dette nummer af LøbeMagasinet vil du således kunne opleve et redesignet magasin med 100 sider, bedre og mere bæredygtigt papir og tryk, nyt format og en ny profil, som går endnu tættere på dansk løb og passionen for løb. Et magasin med færre nyheder og flere dybdegående artikler – og med mere holdning og kant!
I dette nummer kan du blandt andet møde en række inspirerende danskere, der har en klar holdning til løb. Billedet fra forsiden er taget under Paris Marathon af nogle af folkene bag VoltWomen. En slags bevægelse, som lever sit liv på Instagram, hvis formål er at sætte en ny agenda for kvindelige løbere. Nanna Sine Munnecke startede for et par år siden platformen sammen med to andre løbere – og der er ingen tvivl om, at debatten om kvinder og løb om noget har fået ben at løbe på siden da. Det er emner, som du kan læse meget mere om inde i magasinet i nogle af de artikler, der omhandler kvindelige løbeprofiler, som udover Nanna også indebærer f.eks. Mette Birk Jensen, der sætter fokus på kvinder og ultraløb, og Sarah H. Lorentzen, som sidste år kom ind fra sidelinjen og blev dansk mester i marathon – og nu har sat sig et mål om at repræsentere Danmark til OL i 2020.
Ja, der er ingen tvivl om, at løbeverdenen er i forandring. Og det samme er LøbeMagasinet. Du vil derfor kunne finde en række nye sektioner i magasinet såsom en ny klumme af løbeekspert og fremtidsforsker Bugge Holm Hansen, som fremover i hvert nummer sætter fokus på ‘The State of Running’. Undertegnede vil ligeledes i hvert nummer sætte fokus på den teknologiske udvikling inden for løb i sektionen ‘Løber 2.0’, som går nærmere på de nyeste tendenser, der er med til at skabe løbets fremtid. Og så giver vi i hvert nummer ordet til løbere med noget på hjerte i det nye koncept ‘Mød de danske løbere’. Her kan du også høre den nye formand i Sparta, Henrik Vincentsen, om hans visioner for klubben og dansk løb, samt læse om den tidligere Michelin-kok Andreas Riis’ 1.400 kilometer lange løbetur fra Danmark til Italien.
Som du kan se, giver vi i magasinet tid og plads til at gå i dybden. For vi mener, at dansk løb fortjener det. Og bare rolig – du skal ikke gå glip af nyheder og andre små historier. Dem kan du i stedet finde på vores Facebookside og på onlinesitet løberne.dk, hvor alle korte nyheder fremover vil være. De nye ændringer på magasinet indebærer også, at magasinet fremover udkommer fire gange årligt og har en pris på 99,95 kroner pr. udgave. Samtidig har vi flyttet løberne.dk til en mere grøn og bæredygtig server.
Som den opmærksomme læser nok har bemærket, er miljødebatten noget, som vi i større grad også er begyndt at beskæftige os med på magasinet. Det er vores overbevisning, at vi som løbere og naturelskere ikke bare kan lade stå til. Vi bliver nødt til at tage aktiv stilling til det, som foregår omkring os. Ingen tvivl om, at vi mener, at alle løbere er superseje! Nogle gange lever vi blot i et ekkokammer med andre løbere, hvor vi glemmer at åbne øjnene og se det større perspektiv.
Med vores nye magasin håber vi både at kunne motivere og inspirere – og samtidig gøre vores for, at vi som danske løbere åbner øjnene overfor fremtidens udfordringer og gør vores for at blive de bedst mulige udgaver af os selv som løbere. Samtidig med at vi passer på hinanden og den natur, vi omgives af.
Med vores nye magasin håber vi både at kunne motivere og inspirere – og samtidig gøre vores for, at vi som danske løbere åbner øjnene overfor fremtidens udfordringer og gør vores for at blive de bedst mulige udgaver af os selv som løbere. Samtidig med at vi passer på hinanden og den natur, vi omgives af.
Vi tror på, at der er plads til et dansk løbemagasin på hylderne – og er stolte af at kunne præsentere denne nye version af magasinet. Vi glæder os til at dykke endnu mere ned i løberlivet!
Bedste løbehilsner,
Sofie Hvitved
Chefredaktør
sofie@lobemagasinet.dk