På løberejse i USA: 7 løbere, 7 dage, 100 km løb

Har du overvejet at tage på en løberejse? Hvem er sådan en løberejse for? Og hvad kræves det af grundform for at løbe med? Kom med til USA på en 7-dages Tour de Run gennem nogle af de mest betagende landskaber og ikoniske steder på den amerikanske vestkyst.

”So how long have y’all been running here in the States?” Manden står i skyggen ved et storcenter tæt på Mammoth Lakes, hvor vi lige har løbet et trail med bjørnefløjter i hånden i en granskov med udsigt over snefyldte bjerge. Den bagvedliggende frygt for at stå ansigt til ansigt med en bjørn ligger stadig i kroppen, selvom den søde receptionist på vores motel sagde, at hun endnu ikke har set nogle i år, da de netop er ved at komme frem af deres vinterhi. Ikke desto mindre har jeg personligt aldrig mødt en bjørn – og har ikke nogle særlige ønsker om at møde én. Mere om det senere, men først tilbage til spørgsmålet, for amerikanerne er vilde med at høre, hvad vi dog er for en sjov flok. Og vi får da også en del opmærksomhed på vores tur, og man forstår godt hvorfor: Syv løbere iklædt løbetøj fra morgen til aften med det dedikerede mål at opleve det bedste, Californien og Nevada har at byde på, iført løbesko.

Syv løbere iklædt løbetøj fra morgen til aften med det dedikerede mål at opleve det bedste, californien og nevada har at byde på, iført løbesko.

Da vi møder manden, er vi nået til tredje dag på vores løberejse, som er arrangeret af det lille danske rejsebureau Run The Canyons. Da jeg går i gang med at fortælle om turen, spørger han interesseret ind til det, og vil da også lige komme med sine tips til, hvad vi bør se i området. Generelt møder vi ikke andet end søde mennesker, som med stor entusiasme vil hjælpe den lille gruppe skandinaver, der har indtaget vestkysten. Løb er på alle måder en fantastisk åbning til at møde nye mennesker, og det skinner igennem på hele vores tur, uanset om det er inde i landet eller i byerne.

Det hele startede med, at jeg fik muligheden for at komme med på turen i det amerikanske bagland. “En tur, hvor alle kan være med” ifølge arrangørerne. De fleste løberejser, vi kender til, kræver et relativt højt niveau for at kunne følge med – og ofte går rejsen til et halv- eller helmarathon. Men på denne tur kan alle være med. Et statement der, efter min mening, er lidt overdrevet, for selvom det ikke er for ultraløbere, så går konceptet ud på, at der løbes en til tre gange om dagen 5-10 km. Og nogle gange blev de 10 km til 15 km. Man skal være klar over, at man ikke altid kan få klart svar på, præcis hvor lange ruterne er. I stedet må man tage det som et eventyr – og gå resten af vejen, hvis benene ikke kan klare de sidste kilometer. Det var lidt ambivalent for mig, eftersom jeg gerne ville skubbe den, så langt jeg kunne, men heller ikke havde lyst til at skubbe den for langt. Og det er ikke rart, hvis man ikke selv kan løbe, når alle de andre i gruppen har lyst, og i stedet bliver nødt til at stå at vente. Buttomline er, at det trods alt er godt at have et par kilometer i benene, for at kunne være med. Også selvom man naturligvis stopper mange gange under løbet for at nyde udsigten og tage billeder af alle de ikoniske steder, man kommer forbi. For den veltrænede løber virker dette måske ikke som nogen særlig bedrift, men for en motionist som jeg selv skal der lige trænes lidt op, for at konditionen og kroppen er helt klar.

DAG 1:
LAS VEGAS & DEATH VALLEY

Det var med stor spænding, at jeg steg ud af flyet i Las Vegas efter omkring 16 timers rejse og med den flotteste indflyvning ind over Nevadas ørkenlandskab i skumringen. I lufthavnen blev jeg hentet af én af de to arrangører, Jesper Damgaard Kristiansen, som samtidig havde hentet nogle af de andre deltagere, der kom med et andet fly. Det var en træt flok løbere, der kørte igennem den neonoplyste The Strib hjem til vores hotel. En imponerende køretur, som bød på en visuel tour de force gennem noget, der mest af alt ligner en kulisse til en amerikansk film.

Der er ni timers tidsforskel til vestkysten, så kroppen skulle naturligvis lige tilvænnes. Det viste sig dog kun at være et plus i forhold til vores løb, da stort set alle vågnede tidligt om morgenen og derfor kunne komme godt i gang med dagen. Som sagt så gjort. Vi stod op kl. 6 og løb en 5 km tur igennem kasinoer, storcentre og imponerende bygningsværker, som er blevet bygget midt i ørkenen. Det var ret specielt at løbe i et næsten mennesketomt Las Vegas, hvor vi primært mødte trætte, festklædte folk på vej hjem fra byen, folk der gjorde rent og enkelte sjæle, der sad ved én af de tusinde slotmaskiner, der er på byens mange casinoer, som er åbne 24 timer i døgnet.

Fra Las Vegas gik turen til første stop i Spring Mountains, hvor vi løb Upper Bristlecone Trail. Det ligger ca. en times kørsel fra Las Vegas og bød på en 9 km løberute i 2.800 meters højde med 415 højdemeter. En relativt hård rute, hvor det ligeledes kunne mærkes, at luften var tyndere. Heldigvis blev der generelt holdt en del små pauser i løbet af løbeturene. Både til at nyde udsigten og tage billeder, men også for at få samling på flokken, få en pustepause og eventuelt noget af drikke, hvis man havde taget det med. Humøret var højt, og vi nød den kolde luft og et smukt landskab som skarp kontrast til Las Vegas. Det blev endda til en slutspurt ned ad bjerget til parkeringspladsen. Så var vi i gang!

Efter løbeturen blev vi introduceret til den såkaldte Run The Canyon-sandwich, som blev spist i det fri. En fin indikator på den simple tilgang, de gerne vil have på turen. Der behøves ikke så meget – bare lidt brød, skinke, tomat og salat. Simple but good. Du skal ikke forvente den vilde luksus, men det er ikke ensbetydende med, at det ikke var luksus at være med på turen!

Løb i 53 grader
Et par timer senere var vi tilbage i varmen. Og med varmen mener jeg seriøst varmen. For den tredje løbetur blev brandvarm! Med temperaturer på helt op til 53 grader blev det til to korte løbeture i Death Valley og Badwater i Mojaveørkenen. Selve dalen er omkring 225 km lang med det laveste punkt 86 meter under havets overflade. Den er kendt for sin ekstreme hede med den højeste temperatur målt tilbage i 1913 på 56,7 grader, hvilket er den højeste temperatur målt på jorden. Death Valley fik sit engelske navn i 1849 under guldfeberen, hvor mange håbefulde guldgravere tog til dalen og håbede på at finde vand i Badwater – saltørkenen, der på lang afstand ligner en sø – men endte med at omkomme på grund af varmen.

Det tog da også noget overtalelse fra vores peptalkende guide Flemming at få os med ud på løbeturen. Han har selv løbet Badwater Marathon og er vild med at løbe i varmen. Ifølge ham kan det næsten ikke blive varmt nok! Vi andre var lidt mere modvillige, men ud i ørkenen kom vi. Og jeg er glad for, at jeg prøvede det. Selvom nogle af deltagerne var lige ved at dehydrere på grund af varmen, var det en virkelig speciel oplevelse. Som at løbe i en sauna. Selv vinden var varm som en hårtørrer, der var med til at varme kroppen endnu mere op. Og en spøjs oplevelse var, at sveden først begyndte at pible ud af huden, da vi kom ind i bilen. Mens vi løb, fordampede den blot. Thank god for airconditionanlægget i bilen!

Efter løbet kørte vi forbi The Inn i Death Valley. Et imponerende flot hotel, der ligger som en oase ved indgangen til dalen med palmer og en frodig have, som er i stor kontrast til ørkenlandskabet. Og da de kolde øl kom på bordet, var der ikke et øje tørt. Vi overnattede vores første nat udendørs på en campingplads i Death Valley. En varm oplevelse, hvor natten aldrig blev kølig, og varmen fra jorden kom op igennem mit underlag, så jeg følte, jeg lå på en bradepande. Men også en smuk udsigt ud over de mange farvenuancer på de mineralfyldte klipper i horisonten.

SAMLET LØBEDISTANCE DAG 1: 20 KM

DAG 2:
FRA SAND TIL SNE!

Mandag morgen startede vi ud med en kort morgenløbetur i sandørknen på vejen og kørte så videre mod næste stop: Ancient Bristlecone Pine Forest – med verdens ældste træer og mere menneskelige temperaturer!

Bristlecone Pine Forest ligger i White Mountains og er en del af Inyo National Forest i Californien. Den ligger ca. 400 km fra vores udgangspunkt i Las Vegas og krævede en lille omvej for at komme forbi, hvilket de fleste af vores trailruter gjorde. Men det var uden tvivl en ekstra køretur værd at opleve de op til 4.800 år gamle grantræer med træstammer, der snor sig som levende skulpturer. De har også et lille museum, hvor man kan lære mere om træerne. Ikke at vi generelt havde tid til så meget af den slags, da vores tidsplan ofte var relativt tætpakket, og vi skulle videre til næste punkt på dagsordenen. Og der var mange punkter. Det er naturligvis godt, fordi man så får oplevet så meget som muligt, men nogle gange ville det også have været rart at kunne hvile lidt i de oplevelser, vi var i. Ikke desto mindre fik jeg taget mig tid til at kigge ind på det lille museum under frokosten (traditionen tro med Run The Canyon-sandwiches), som vi nød på parkeringspladsen til Bristlecone Pine Forest. Den søde guide på museet viste rundt og fortalte indlevende om træerne og viste også et fireårigt træ, som var plantet ved siden af museet. En knap en centimeter høj plante, som vitterligt ikke så ud af særlig meget. Så forstår man godt, at træerne har brug for tid til at vokse i de meget golde omgivelser.

Bjørnefløjter og en øm ankel
Herefter gik turen videre til den flotte bjergby Mammoth Lakes, hvor dagens sidste løbetur desværre blev ændret grundet en lukket vej. Vi skulle ellers have oplevet et ret så imponerende vandfald, men fik anbefalet et trail af den lokale parkpatrulje, som bød på en tur med sne, bjerge, flotte søer og en bjørnefløjte stukket i hånden i tilfælde af, at vi skulle støde på én af områdets mange bjørne. En tur som viste sig at være hård for min ankel, der halvvejs gennem ruten vrikkede om på vej op ad en stejl bakke i skoven. Av for h*****! Ikke lige et ønskescenarie på en løbetur, men heldigvis virkede det ikke så slemt – dog slemt nok til at jeg ikke kunne løbe tilbage til bussen. Jeg endte derfor med at gå sammen med én af mine medløbere, Bent, som var sød nok til at følges med mig i humpende gang tilbage.

Efterfølgende havde jeg en lang snak med Jesper og Flemming om sikkerheden på turen. Altså ikke om bjørnesikkerhed, selvom jeg adskillige gange syntes, jeg hørte en bjørn pusle i skoven (uden at det havde noget i sig i virkeligheden) – men mere om hvordan de håndterer skader. Hvad er deres procedure? Hvorfor blev én af dem ikke tilbage med mig? Det er et af de helt store emner, når man som rejsearrangør står med ansvaret for sikkerheden for deltagerne. Ikke at min hændelse var alvorlig, men mest af alt for at føle mig sikker fremover. Og fremadrettet har de da også snakket om, at én af dem altid venter tilbage med den sidste på ruten, hvis vedkommende er skadet – og derudover vil have en lille rygsæk

Det var uden tvivl en ekstra køretur værd at opleve de op til 4.800 år gamle grantræer med træstammer, der snor sig som levende skulpturer.

med, hvori de har en vandflaske, noget ekstra energi, tape, isposer, ankelbind etc. Vi tog et smut forbi apoteket, hvor jeg fik købt et ankelbind, der støttede godt op om anklen, da den gjorde ondt, hvis foden blev skubbet til siden. Og det gjorde den af naturlige årsager ofte, eftersom vi løb på mange forskellige typer underlag og ofte løb på sten, rødder og andet underlag, der gør livet svært for en øm ankel.

SAMLET LØBEDISTANCE DAG 2: 15 KM

DAG 3:
YOSEMITE NATIONAL PARK

Den næste dag startede med en smuk køretur mod én af de destinationer, som jeg personligt havde glædet mig allermest til; Yosemite National Park. En park med storslået natur, der dækker et areal på omkring 3.000 km² og strækker sig over de vestlige skråninger af Sierra Nevada-bjergkæden. Yosemite er kendt for spektakulære granitklipper, vandfald, rene vandløb, mammuttræer og en helt exceptionel biodiversitet.

Min ankel havde brug for ro efter gårsdagens vrid, så mens de andre løb Elisabeth Lake Trail i Yosemite, tog jeg et mere roligt trek på en lille del af den 340 km lange John Muir Trail. Et trail opkaldt efter den legendariske naturforsker, forfatter og fortaler for bevaring af naturen i USA. Hans aktivistme var medvirkende til bevaringen af Yosemite Valley og en lang række andre naturområder. Når man er sammen med en gruppe mennesker så intenst, som man er på en løberejse, hvor vi løber sammen, bor sammen, kører i bus sammen, sover sammen, spiser sammen og i det hele taget er sammen hele tiden, var det faktisk lidt af en tiltrængt oplevelse bare at vandre helt alene og nyde den storslåede natur, som Yosemite har at byde på. Af de over 3,5 millioner besøgende, der hvert år gæster Yosemite, oplever de fleste ‘kun’ selve dalen, som da også uden tvivl er det mest imponerende i hele parken – men den vilde natur i resten af parken er også værd at rejse for.

Efter en times tid mødtes jeg igen med resten af gruppen, der havde været på en 10 km løbetur op til en sø med en del højdemeter. Herefter kørte vi igennem parken til dalen, hvor vi, efter en del tids forgæves søgen, endelig fandt en parkeringsplads til vores minibus. Ligeså pakket der var i dalen, ligeså mennesketomt var der i resten af parken. Også på de forskellige trails. Vi tog en bus til starten af The Mist Trail, der fører op til vandfaldet Vernal Fall. Det er en super stejl rute langs flotte klippevægge og en imponerende udsigt. Vi skulle ikke hele vejen op, da vi også skulle nå videre i programmet, men det er uden tvivl en anbefalelsesværdig rute, som nok nærmere blev gået end løbet. Herefter gik turen nemlig til Tuolumne Grove, en skov af kæmpestore nåletræer, hvor man kan se nogle af verdens største træer, rødtræerne. Der er blevet savet et stort hul i én af de døde træstubbe, som virkelig giver følelsen af, hvor store de er, da man kan løbe igennem dem – og der endda plejede at køre biler igennem engang! Man løber ned ad bakke for at komme ned til selve skoven, og har så en herlig stigning på ca. 120 højdemeter op igen. Det var ved at være slutningen på vores eventyr i Yosemite, og på vejen ud af parken skete det så. Vi mødte en bjørn! Heldigvis på afstand – og der stod en skare af folk på vejen for at se den. Efter sigende er det én af de typiske grunde til ulykker og lange køer i Yosemite, når en bjørn bliver spottet. Men så fik vi også lige tjekket ‘bjørn’ af på den næsten uendelige liste af oplevelser på turen.

SAMLET LØBEDISTANCE DAG 3: 19 KM DISTANCE

SAMMENLAGT FOR DE SIDSTE TRE DAGE: 63 KM

DAG 4:
SAN FRANSISCO OG THE GOLDEN GATE BRIDGE

Hvor meget løber man så på sådan en tur? Well, den første løbetur på dag 4 – hvor vi alle var ved at være godt trætte – bød fra morgenstunden på turens længste løbetur på 15 km op og ned ad gaderne i downtown San Francisco langs kysten med udsigt udover Alcatraz fængslet og henover Golden Gate Bridge. Uden tvivl ét af højdepunkterne på turen, hvor vi lige fik et par ekstra kilometer, fordi vi blev sendt den forkerte vej i starten ved en fejl. Igen én af de ting, som man skal være klar på, hvis man skal med på en Run The Canyon-tur, da turene af og til bliver lidt ad-hoc. Heldigvis var alle klar på det, og så fik vi et par ekstra kilometer “uden ekstra betaling”, som Jesper og Flemming forklarede med et smil. For lige præcis smilet og det med ikke at tage tingene så tungt, er nok et af det lille firmas største forcer. Der er en utrolig lethed over det hele og ord som ‘fællesskab’, ‘kilometer i benene’ og ‘oplevelser’ rangerer højt på prioriteringslisten.

Der er i øvrigt heller ingen fælles opvarmning eller udstrækning før løbeturene, så det er op til én selv lige at gøre det, hvis du har behov for det. Du kan køre dine egne rutiner, og det er også op til dig selv, hvad du tager med på de enkelte ture. F.eks. om du vil have vand med m.m. Det kunne godt være lidt svært at vide, hvor meget behov der ville være for vand, eftersom man ikke altid kendte længde og/eller terræn – og da vi løb i meget forskellige temperaturer og luftfugtigheder, gjorde det det også ekstra svært at bedømme. På en tur som den i San Fransisco stødte vi heldigvis på et lille museum, hvor vi kunne få lidt at drikke halvvejs på ruten – og på en eller anden måde lykkedes ting altid. Med en positiv tilgang kan man komme langt.

Flemming havde parkeret bilen på den anden side af Golden Gate Bridge og løb os i møde på broen. Efter et velfortjent hvil kørte vi videre til den lille by Sausalito, hvor vi for en gangs skyld spiste en anden frokost end Run The Canyon-sandwichen, der ellers havde været en god følgesvend. Efterfølgende kørte vi op til Muir Woods, som ligger en halv times kørsel fra San Francisco. Her løb vi Bootjack Trail Loop, som førte os igennem en næsten regnskovslignende skov, hvor vi endte i Muir Woods National Monument med endnu flere flotte, høje træer. Om aftenen var vi en tur med de kendte sporvogne igennem San Franciscos gader efterfulgt af en god nats søvn.

Vi overnattede på det samme motel som aftenen før, hvilket var en god afveksling fra at skulle skifte overnatningssted hver aften. Humøret var højt, selvom stængerne var ømme. Det føltes som mange flere dage med så mange kilometer og oplevelser i benene!

SAMLET LØBEDISTANCE DAG 4: 22 KM

DAG 5:
HVALER, SÆLER OG VINGÅRD

Det var blevet dag 5, og pludselig begyndte slutningen af nærme sig. Solen fortsatte med at skinne på os, da vi satte os ind i bilen for at køre langs Highway 1 til Monterey, hvor vi skulle løbe en formiddagstur på Point Lobos Trail langs kysten med udsigt til sæler, hvalrosser og hvaler. Desværre spottede vi ingen hvaler, men det var en skøn tur i smuk og barsk natur.

Vi blev enige om at skippe dagens anden løbetur til fordel for at besøge en vingård. Velfortjent, hvis vi selv skulle sige det. Og dejligt med lidt selvforkælelse! Natten til dag 6 overnattede vi igen udenfor i telt – men denne gang så koldt, at det uldne undertøj skulle frem, så det var noget af en kontrast til natten i Death Valley. Til gengæld fik vi gang i bålet, så vi kunne nyde et par ristede pølser ovenpå færdigretterne, som ellers var hovedmåltidet. Det er en helt særlig type hygge, der opstår, når man camperer ude – og med seks velvoksne mænd på slæb blev der også til en del værkstedshumor, som jeg lige skulle tune mig ind på. Jeg havde haft mine overvejelser, inden jeg tog af sted som eneste kvinde på turen, men jeg indgik bare som én af gruppen, og der blev ikke holdt tilbage på jokesene – i hvert fald ikke efter hvad jeg oplevede. Til gengæld skal man ikke være alt for forfængelig, for der er ikke meget tid til at gøre noget ud af sig selv, og man bor tæt sammen med de andre (både i telt og på værelserne).

SAMLET LØBEDISTANCE DAG 5: 8 KM

DAG 6:
INDIANERRESERVATER OG THE CITY OF ANGELS

Fra morgenstunden tog vi endnu et langt stræk ned ad Highway 1 efterfulgt af dagens første løbetur, der mest af alt kan beskrives som en bjergbestigning på Sandstone Peak Trail i Hidden Valley nær et indianerreservat. En smuk start på dagen, som var efterfulgt af ømme læg- og lårmuskler – og resten af kroppen for den sags skyld! Kroppen vender sig til at skulle løbe hver dag, og når man har siddet i en bus iført løbetøj seks dage i træk, begynder det at blive rutine. Jeg havde forventet en lettere svedlugtende minibus på dette tidspunkt, men måske havde min lugtesans langsomt vænnet sig til det, for det var på ingen måde noget, jeg lagde mærke til. Til gengæld havde jeg lært mit løbecrew godt at kende i løbet af de lange køreture, samt på turene rundt om på de mange trails. Derudover blev der (helt naturligt) snakket meget om løb. Gode tips, råd og opmuntrende udsagn var en fast del af turen, og sætninger som “den første kilometer er altid hård” og “hvis ikke det var en del af turen, ville jeg aldrig komme ud at løbe nu” var standarder på turen. Folk hilste også løs og råbte opmuntrende ting.

Efter turen til toppen af Sandstone Peak Trail kørte vi videre til vores endelige destination: Los Angeles. I fuld solskin blev vi mødt af Santa Monica Beach med alt, hvad dertil hører af håbefulde kunstnere, der underholderlangs kysten, samt et hav af badenymfer, muskelmænd og hippier. Vi løb langs stranden forbi det sted, hvor Baywatch blev filmet, og endte ved

Hvis ikke det var en del af turen, ville jeg aldrig komme ud at løbe nu.

Muscle Beach på Venice Beach, hvor vi kunne putte fødderne i sandet og køle dem lidt af i vandkanten. Her havde vi et par timer på egen hånd, inden turen gik til vores motel.

SAMLET LØBEDISTANCE DAG 6: 18 KM

DAG 7: SÅ ER LØBEREJSEN SLUT!

Den sidste dag på vores løberejse sluttede med en (kort) løbetur på intet mindre end The Walk of Fame i Hollywood, hvor vi fik set stjernerne og løbet på trappen op til Dolby Theatre, hvor Oscar-uddelingen bliver afholdt. Vi løb som altid morgenturen ret tidligt om morgenen, så der var næsten ikke nogen mennesker på gaden, hvilket i sig selv var en sjov oplevelse. På vejen til Hollywood kørte vi igennem Beverly Hills og fik også et kig til det store Hollywood skilt, der troner frem på bjergsiden af Hollywood Hills. Resten af gruppen skulle med flyet, men jeg havde valgt at blive en ekstra dag i Los Angeles for lige at få det sidste med, inden turen gik hjemover.

Det var virkelig en overvældende tur med så mange oplevelser, at jeg lige skulle hjem for at fordøje det hele. Min frygt for om min krop kunne klare mosten, var blevet (delvist) forkastet, for selvom jeg vrikkede om på dag 3, følte jeg, at jeg kunne være med stort set hele vejen.

Nogle af mine pauser var dog meget velkomne, og i stedet for at være ked af at have vrikket om, blev det vendt til at blive nogle af de tidspunkter, hvor jeg fik lidt mig-tid og kunne ånde lidt mere ud. Man skal være glad for det sociale for at tage med på sådan en tur, for det er begrænset, hvad der er af alenetid.

Løberejsen i USA var intet mindre end et fantastisk bevægelses- og oplevelsesboost for undertegnede. 2.000 kilometers kørsel og 104 kilometers løb blev det til. Og en ny måde for mig at få løb helt ind under huden, ved at være iklædt løbetøj syv dage i streg og løbe flere gange hver dag på virkelig mange forskellige underlag og i mange forskellige omgivelser. En klar anbefaling, hvis du godt kan lide at løbe med andre, gerne vil opleve den amerikanske natur og de ikoniske steder med løbesko – uden selv at stå for planlægning.

Læs mere her om den Run the Canyons Tour – interview med de to arrangører bag Run The Canyons, Jesper Damgaard Kristiansen og Flemming Mogensen Finøenher – her: “Det sociale betyder ret meget”