“Glæd dig, det bliver en fest” var en udtalelse, Anne Grete Jacobsen ofte hørte, når hun fortalte, at hun skulle til Chicago for at løbe marathon. Og en fest, det blev det. Det var fjerde gang, hun løb et marathon i USA (New York, Miami og Space Coast Marathon, Florida), og igen blev hun bekræftet i, at hun ikke kender nogen så entusiastiske som amerikanske tilskuere.
Chicago Marathon, som havde 40 års jubilæum i år, er med sine ca. 45.000 deltagere et af de største marathonløb i verden, og da det samtidig er et af “de seks store” (World Marathon Majors), er der rift om pladserne. Jeg var så heldig at få et startnummer via Marathontravel, så den 6. oktober drog Pia og jeg afsted fra AAIG Aabenraa for at støde til andre medrejsende i København.
Vi blev godt indkvarteret i et centralt beliggende hotel, og næste morgen – lørdag – gik turen til expoen. Allerede der mærkede vi den gode organisering. Vi blev hentet i bus ved hotellet, læsset af i kælderen og ledt frem til expoen. Når man tænker på, at der er omkring 45000, der skal hente startnummer i løbet af 2 dage, må jeg sige, at det gik utrolig smertefrit og hurtigt at få udleveret startnummer og t-shirt. Pia og jeg havde aftalt, at vi ville gå rundt hver for sig og så mødes ved udgangen ved skiltet Good Luck. Så vidt – så godt, vi vidste bare ikke, at der var to skilte med samme tekst.
Vejrudsigten blev fulgt meget nøje – temperaturen for søndag sagde omkring 25 grader, for nogle rigtig fint – blandt andet en løber fra Indien, som holdt meget af varme – mens det for mig var rigelig varmt – jeg løber bedst i 10-12 graders varme.
Trængsel, men velorganiseret
Heldigvis boede vi i gåafstand fra start og mål, så selv om løbet startede kl. 07.30, kunne vi vente med at forlade hotellet til kl. 6.00 – ren luksus.
Selvfølgelig var der køer for at komme gennem sikkerhedsforanstaltningerne i startområderne og ved toiletterne, men igen antallet taget i betragtning, virkede det ikke uoverskueligt og besværligt – og overalt var der flinke officials, som vi kunne spørge, hvis vi var i tvivl om noget.
Efter den obligatoriske nationalsang ‘Stars and Stripes’ lød startskuddet, og jeg var i en startgruppe, som efter 12 minutter løb over start. Og så gik det ellers derudaf. Trængsel, ja lidt i starten, men jeg havde ingen problemer med at komme af sted. (Måske ville det have været bedre for mig senere, hvis det havde været mere trængsel i starten og farten dermed lavere).
Kulturelle omgivelser og fuld opbakning
Chicago Marathon er kendt for sin flade rute med lange lige strækninger, og der er i årenes løb sat flere verdensrekorder, blandt andet af Paula Redcliffe, som løb i tiden 2:17:18.
Fra starten i Grant Park gik det nordpå, med lidt udkig til Lake Michigan, derefter mod syd, øst, vest, syd og nordpå igen med indløb i Grant park. Undervejs passerede vi mange forskellige dele af den store by; gennem Chinatown, en farvestrålende mexicansk bydel, universitetsbyen – og den er stor – og noget, som optog mig meget, var, at vi løb forbi mange flotte skyskrabere med de mest fantastiske spejlinger i de mange vinduer. Hver gang vi havde retning mod centrum, kunne vi se den imponerende top af Willys Tower, som med sine 108 etager er den næsthøjeste bygning i USA. Efterhånden som solen kom højere op på himlen, blev det dog temmelig varmt, og til sidst bagte den ubønhørligt ned på os, der var lidt længe undervejs. Men til arrangørernes ros, var der masser af væskedepoter – 22 med vand, Gatorade energidrik og gel kunne man få på sidste halvdel, mens det først var bananer fra 20 milesskiltet. Det var også muligt nogle steder af få et stykke hugget sukker, men det turde jeg ikke binde an med.
Jeg har løbet 92 marathon mange forskellige steder, og Chicago er uden tvivl det marathon, hvor jeg har oplevet den bedste og mest fantasti ske stemning med masser af tilskuere overalt. På et tidspunkt løb vi langs en motorvej, og der var der ikke så mange, men på resten af ruten stod de nærmest i lag. De officielle tal siger omkring 1,5 mio. Og de står ikke bare der – de jubler, klapper, opmuntrer, synger, skriger – og tænk, det gør de også for lille, langsomme mig. Jeg løb selvfølgelig i Danmarks-trøje, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange der blev råbt ‘Welcome Denmark’, ‘Denmark go’ eller lignende til mig.
Jeg blev hurtigt opmærksom på de mange håndmalede skilte, som tilskuerne stod med. Der var mange, som henvendte sig til en far, mor, en forening eller lignende, men også mange meget humoristiske. Jeg husker blandt andet “You can do it better than Trumph”, “Enjoy it, you have payed for it”, “Pain is temporarely, Facebook/the Internet is forever” (den var ny for mig), “Tired legs? I have been standing here for hours lifting this sign, so what do you think about my arms?”
Målet var samme sted, som vi var startet, og det gik også hurtigt med at få vand, en medalje, en pose med lækkerier og snak med andre, der havde fuldført.
Et løb, der aldrig bliver glemt
Pia og jeg havde aftalt, at vi ville mødes ved springvandet – men dem var der også to af, og da vi endelig fik telefonkontakt, blev vi enige om at møde ved storskærmen – nu burde vi havde lært det, og rigtig gættet, dem var der også to af, så der gik lidt tid, inden vi kunne begive os mod vores hotel. Stolte og trætte, men næsten også høje på grund af al den venlighed og hjælpsomhed, vi var omgivet af. Min tid – ikke så væsentlig, men jeg kom i mål efter 5:29. Så jeg fik noget for pengene.
Alt i alt et fantastisk løb, som jeg aldrig vil glemme, især på grund af den gode stemning – jeg kan vist ikke blive ved med at bruge ordet fantastisk – den fremragende organisation og de mange entusiastiske hjælpere ved væskedepoterne. Så min anbefaling er, at det er et løb, som bare skal prøves, selv om det er dyrt at deltage og dyrt at komme til Chicago.
Bombesprængningerne ved Boston Marathon i 2015 lå selvfølgelig et eller andet sted i baghovedet, men jeg har ikke på noget tidspunkt følt mig utryg. Der var politibetjente langs ruten og betonblokke ved indkørselsvejene, men det var ikke noget, der forstyrrede eller ødelagde løbeoplevelsen.
Og de står ikke bare der – de jubler, klapper, opmuntrer, synger, skriger – og tænk, det gør de også for lille, langsomme mig.
Det er ikke mit mål, men jeg ved, at mange, både fra Danmark og også andre steder fra i verden, deltog i Chicago Marathon, fordi løbet er 1 af de 6, man skal løbe for at kunne erhverve den meget flotte medalje, som bevis på at man har gennemført de 6 World Major Marathon: Berlin, London, Tokyo, New York, Boston og Chicago. Der gik rygter om, at de 6 skal blive til de 9 med løb i Sydney, Shanghai og et mere, som jeg ikke fik fat i, hvor var. Det bliver en meget dyr medalje af erhverve, men det er vist en hel anden historie.
Der var heldigvis også tid til at opleve byen som turist et par dage, inden turen gik hjemad igen. Dagen efter løbet gik jeg rundt i t-shirten fra løbet, og igen gav det meget opmærksomhed, der var mange, der smilede og sagde tillykke. Jeg kunne godt have brugt meget mere tid der, men det må så blive en anden gang.

- Dato: oktober 2017 (7. oktober 2018)
- 45.000 deltagere fra 100 lande og 50 amerikanske stater, Udover USA er der flest deltagere fra Mexico, Canada, Brasilien, Kina og Storbritannien.
- Startnumre kan købes ved Marathontravel, som råder over 50 startnumre. Man kan også være heldig at komme til at deltage ved at vinde i lodtrækningen, Vi talte med en dansker, som havde fået startnummer af den vej, så det kan lade sig gøre.
- 1,5 mio. tilskuere – 12.000 frivillige hjælpere
- Læs mere på chicagomarathon.com