Posemanden Claus Rasmussen – Manden med den minimale mission

Han er en evig kilde til diskussioner i løbemiljøet. Nogle provokeres af hans stålsatte lovprisning af naturlig løbestil, mens andre har overgivet sig totalt til hans undervisning i netop denne, efter at han har hjulpet dem af med genstridige skader. Mød Claus Rasmussen der slet ikke ønsker at missionere. Han ønsker blot, at alle kan blive glade, skadesfrie løbere – som han selv blev det.

Tre gode kammerater, Claus, Peter og Emil sad sammen i 2003 og drak nogle øl. Pludselig meddelte Peter, at han ville gennemføre en Ironman. “Hvis han kan, så kan jeg sgu også,” tænkte Claus ved sig selv. Han havde godt nok aldrig løbet, men han havde en fortid som elitesvømmer, så hvor svært kunne det lige være? tænkte han uvidende om sine forestående udfordringer.

Et væddemål blev indgået mellem de tre venner, og ikke længe efter stod Claus på et løbebånd i den lokale specialbutik. Ekspedienten kunne fortælle ham, at han havde brug for en løbesko med pronationsstøtte.

“Fint,” tænkte Claus og begyndte ellers at klø på med træningen. Og det gik også fint i vandet og på de to hjul. Men løbetræningen gav ham tilbagevendende frustrationer, efter forskellige dele af kroppen på skift meldte sig ud:

“Det er jo ikke håndspålæggelse. Jeg kurerer ikke noget, jeg fjerner bare årsagen – i stedet for symptombehandling, hvor man ikke ser, hvad der er galt”

“Jeg begyndte at gå i stykker fra højre mod venstre. Jeg var vant til sport på et højt plan, så jeg kunne ikke forstå det, for svømningen havde aldrig givet andet end lidt ondt i skuldrene, når der blev lagt godt med kilometer på. Jeg fik nye sko, indlæg, nye såler. Men der gik ikke mere end en måned eller to, før jeg blev sat på bænken med problemer fra hoften og ned, og løbet virkede som et uoverstigeligt problem,” husker Claus Rasmussen, der langt fra følte sig i nærheden af en jernmand – men snarere som et ynkeligt opslagsværk i løbeskader. Efter at have døjet med løberknæ, skinnebensbetændelse, springerknæ og ondt i led, tæer og ankler var Claus’ løbemotivation ved at nå et nulpunkt.

Your running sucks!
En dag kom det ham for øre, at vennen Peter efter at have læst mere om emnet var begyndt at løbe i sko med minimal støddæmpning. Så det inspirerede ham til selv at prøve et par. “Det gik egentlig meget godt for ham, og rent logisk gav det også meget god mening, syntes jeg. Og efter en overgangsperiode, hvor jeg havde ondt i musklerne, begyndte det at gå fremad med den nye løbestil og alle de nye ting, der skulle læres,” fortæller Claus Rasmussen. Men det skulle vise sig, at han havde meget at lære endnu.

De minimalistiske sko fik alle tre kammerater gennem jernmanden, men endnu mere vigtigt: De havde reddet Claus fra at drukne i skader. Så da én af guruerne inden for natural running, Nicholas Romanov – manden bag begrebet pose running – kom til Danmark, besluttede Claus Rasmussen sig for at få ham til at rette lidt på sin teknik:

“Han så på min løbestil og sagde, at godt nok landede jeg på forfoden, men at jeg hverken var fugl eller fisk. Han sagde direkte: Your running sucks.”

“Det skal være løgn,” tænkte Claus Rasmussen. Han besluttede sig for, at han ville til bunds i det og have styr på teknikken. Ikke længe efter begyndte han at uddanne sig som coach inden for barfodsløb. Dengang var planen på ingen måder, at han ville bruge det til at undervise med. Men det skulle hurtigt vise sig, at han ikke ville få lov til at beholde sine kundskaber for sig selv.

“Jo mere jeg fik styr på det, jo mere ville venner og familie gerne vide om det,” lyder det fra Claus Rasmussen, der har undervist struktureret i naturlig løbestil siden 2009.

Provoen
Som løbecoach kaldte han sig Posemanden, som netop er afledt af pose running. Og Posemanden var og er ikke bange for at dele sine meninger om løbeindustrien. For hurtigt fandt Claus Rasmussen ud af, at barfodsløb var et højeksplosivt emne, der i den grad delte vandene. Én af hans venner blev smidt ud af en specialbutik, fordi han ikke ville have lavet en test på løbebånd, men blot bad dem om at bestille et par minimalistsko hjem til sig. Ikke tale om! Og emnet er stadig et af Claus Rasmussens yndlingsaversioner:

“De etablerede løbebutikker har et forklaringsproblem. Man kan ikke have almindelige løbesko og minimalistsko under samme tag, og hævde, at man giver uvildig rådgivning – hvor troværdigt er det?” spørger Claus Rasmussen, der gerne lægger sig ud med hele industrien – hvis det kan give flere skadede løbere de åbenbaringer, han selv har haft. Og han har efterhånden en del erfaringer med at hjælpe folk over på ‘den anden side’ – hvor sålen er tyndere og landingen foregår forrest på foden.

“Der er gået meget offentlig person i at være Posemand. Man står meget for skud,” lyder det fra Claus Rasmussen, der har gjort det til en vane ikke at tjekke sin mail den første dag efter, at han har postet en ny artikel på nettet.

“Jeg siger ikke, at verden ligger for ens fødder, bare fordi man skifter til flade sko. ”

“Nogle af dem skriver til mig, at de venter omkring næste gadehjørne. Men jeg sætter som sådan bare spørgsmålstegn ved noget, som de tror, er sikker viden. Jeg prøver at være moderat, og det er nogle meget få, simple pointer, jeg har,” konstaterer Claus Rasmussen og undrer sig samtidig over, at hans kritikere ikke kan komme med saglig kritik af hans synspunkter. Især hans artikel “Løgnen på løbebåndet” fik specialbutikkerne op i det røde felt. I den angreb han løbestilsanalyserne på løbebånd og skrev på sin hjemmeside, at ‘analysen’ i virkeligheden var til for at binde kunderne den løgn på ærmet, at de har brug for en korrigerende løbesko. “I starten var der ingen, der sagde noget til mine indlæg. Det er der nu. Men der ligger mange flere artikler på bedding, må jeg skuffe med,” griner Posemanden, som virker til at have det helt fint med at få skabt røre i andedammen og tager det hele med et smil.

Mission er løbeglæde til alle
Og netop løbeglæden har været omdrejningspunktet for Claus Rasmussens virke som løbecoach. I takt med at flere oplever problemer med skader og skavanker er efterspørgslen på undervisning i en naturlig løbestil steget eksplosivt. Claus Rasmussen underviser mere end 200 løbere årligt og ser desværre rigtig megen tristesse blandt sine fæller:

“Der venter så mange løbeglæder, så jeg synes, at det er synd, at langt størstedelen skal have ondt – løbere taler jo uafladeligt om, hvor mange skader de har. Jeg vil gerne åbne mulighederne og hjælpe folk med at blive fri for skader. Løb er dig og din krops kamp mod tyngdekraften. Det er ren fysik, og hvis du kobler det med biomekanisk forståelse, så er det enkelt at opstille klare regler for, hvordan man løber effektivt uden at gå i stykker,” forklarer han. Blandt sine største succeshistorier kan Claus berette om flere, der havde fået at vide, at de aldrig ville komme til at løbe – også folk, der ikke har løbet tidligere.

“Det er jo ikke håndspålæggelse. Jeg kurerer ikke noget, jeg fjerner bare årsagen – i stedet for symptombehandling, hvor man ikke ser, hvad der er galt,” forklarer Claus Rasmussen og fortæller, at han har en svag svang og derfor går med svangstøtte, så pacificerer man den – i stedet for at styrke den.

“Det er ikke mig, der har opfundet den dybe tallerken eller set lyset før alle andre. Jeg går bare metodisk til værks, hvor andre går anekdotisk til værks.”

En forkert opfattelse af løb
Claus Rasmussen er slet ikke i tvivl om, at naturligt løb er vejen frem – men det har bestemt også sine udfordringer. Lærer man ikke at bruge de minimalistiske sko ordentligt og løbe rigtig, kan det også give skader til følge. Igen peger Claus’ anklagende finger mod løbeindustrien:

“Der er utrolig meget dårlig information derude. Jeg har oplevet folk komme kravlende op ad gangen, fordi de har været nysgerrige på det og købt flade sko, men ikke har fået instruktion i at bruge dem. Der er desværre meget broget information, og det er noget skrammel, for folk skulle gerne have en succesoplevelse med at skifte til flade sko.” Claus Rasmussens kunder kommer i hans klinik på Frederiksberg, fordi de vil lære at løbe naturligt. Men det kan være svært lige pludselig at skulle ændre sin løbestil – især for folk, der har løbet i mange år.

“Hvorfor er løb den eneste sportsgren, hvor man ikke diskuterer teknik?”

“Om man lærer det hurtigt, kommer helt klart an på, hvor meget der skal ‘skrælles af ’ løberen. Hvor godt det naturlige er gemt væk,” forklarer han. Samtidig kæmper Claus Rasmussen også med, at der hersker en helt forkert opfattelse af, hvad løb egentlig er. “Når vi ser hele verden løbe rundt på hælen, tror vi automatisk, at det er normen. Men løb er ikke noget, hvor man skal være krumbøjet og lænet fremad, fordi man skal lægge kræfter i. Men hvis man ser på verdensklasseløbere, så ligner det ikke, at det rører dem. De ser fuldstændig afslappede ud.”

I den forbindelse undrer det Claus Rasmussen, at man ikke taler om teknik inden for løb. Begyndte man til tennis, ville man som det første skulle lære teknikken bag et slag. “Hvorfor er løb den eneste sportsgren, hvor man ikke diskuterer teknik?” spørger Posemanden og besvarer selv sit spørgsmål:

“Barrieren for at løbe er lav – alle kan løbe uanset hvad. Men når man så begynder at døje med skader, der jævnligt vender tilbage, så må man se på, hvad man gør forkert. Men det er klart, at hvis man ingen problemer har, skal man ikke ændre noget.” Men Claus Rasmussen får dagligt bekræftelser på, at han har fat i den lange ende. Alligevel varer han sig fra at blive for ortodoks.

“Jeg vil ikke missionere bare for at gøre det. Jeg prøver blot at fortælle om fordelene. Min opgave er, at folk skal kunne løbe, uden at det gør ondt – og vejen derhen er sikrest i flade sko. Og selvom det kan være svært at lære en ny løbestil, er der en mulighed for alle.”

Sælger løbestil – ikke sko
For at holde sin sti ren og ikke forplumre sin mission har Claus Rasmussen besluttet sig for, at han ikke vil sælge de minimalistsko, han selv anbefaler. “Der er ikke noget, der ville være lettere for mig end at sælge sko. Hver gang jeg har haft løbere forbi til kurser hos mig, skal de jo ud og investere. Så kunne jeg lige rulle et bord ind med tre modeller, og det har mange producenter tilbudt mig, men på den måde ville jeg også miste min troværdighed – og det har jeg ikke lyst til.” Posemanden holder fast i sin spidskompetence: At hjælpe folk med at komme tilbage til en naturlig løbestil. Men det kræver en indsats fra hans kunder. “At skifte løbestil er noget man gør 100 procent. Derfor har man også brug for nogle, der kan rette på ens løb. Ellers kommer man til at forfølge de forkerte ting,” forklarer Claus Rasmussen og tilføjer:

“Jeg siger ikke, at verden ligger for ens fødder, bare fordi man skifter til flade sko.”

Og når vi nu er ved sko, har Posemanden endnu en pointe, han gerne lige vil have på plads. Det drejer sig om de ultra-stødabsorberende sko, som blandt andre Hoka One One laver:

“De korrumperer og forstyrrer den måde, du løber på. De ansporer til, at man løber sjusket og dårligt. Og så irriterer det mig, at jeg skal udsættes for omvendt bevisførelse. Jeg skal bevise, at flade sko er bedst – selv om tykke, stødabsorberende sko kun har eksisteret i en flig af menneskets historie? Vi klarede os trods alt også som løbere, før de tykbundede sko blev opfundet i 70’erne. Når man så VM eller OL i 60’erne var det altid i flade sko – og er det for så vidt stadig. Stødabsorberende sko eksisterede slet ikke dengang.”

Claus Rasmussen forklarer, at problemet er, at man ikke kan mærke underlaget. Det kan man med flade sko – og det var lige præcis dette, der reddede Claus Rasmussen fra for evigt at blive fanget i skadesland, dengang tilbage i 2003:

“I sko med en tynd sål er man mere fintfølende, og kroppen er i stand til at reagere. Derfor ved jeg nu om dage 100 procent, hvad der gør ondt og hvorfor. Og derfor kan jeg også altid ændre på dette.”

Ultima Frontera
– 166 km trailløb med minimalistsko

Da LøbeMagasinet første gang mødte Claus Rasmussen, var det til ultraløbet Ultima Frontera i de andalusiske bjerge i Spanien i 2012. Et løb på 166 kilometer over 5.520 højdemeter på trailstier i Granadaprovinsen. Målet var at samle point til UTMB.

Ved synet af den 190 cm høje løber på 84 kilo, der fløj af sted over det bakkede trailterræn, var det svært at forestille sig, at manden begyndte sin løbekarriere med at være et omvandrende skadesleksikon og nu slet ikke er til at stoppe med en del ultraløb i bogen. Men hvorfor kom det egentlig så vidt?

“Jeg gør det vel, fordi jeg kan. Men egentlig startede jeg på ultraløb for at tage min egen medicin. Jeg ville se, hvad jeg kunne drive det til ved at fokusere på god teknik frem for uendelige kilometer,” lyder svaret fra Claus Rasmussen, der i hele 2012 kun har trænet ca. 40 km om ugen – lige bortset fra de uger, hvor han har gennemført konkurrencer på længere distancer.

“Det er min filosofi, at det ikke er de lange distancer, det handler om. Det er, hvor godt du holder til det. Så jeg løber det, jeg har lyst til,” siger Claus Rasmussen, der samtidig opfordrer til, at man ikke lægger under for ‘kilometertyranni’ i ens træningsprogram.

Asfalt er skolebænk
Da Claus Rasmussen passerede efter 50 kilometer, er det kun skoene, der afslører, at han har været i gang i noget tid. De terrængående minimalistsko med gummiknopper er godt smurt ind i mudder.

“Der er meget smattet på stierne, og det sætter sig hurtigt under skoene. Det er lidt træls. Og så er det lidt af en overdrivelse at kalde det et trailløb. Vi løber rigtig meget på asfalt,” lyder kommentaren fra Claus, da vi fanger ham i byen Montefrío, hvor han er inde for at proviantere. Nu skulle man måske tro, at en barfods-entusiast som Claus Rasmussen forsager asfalt – men sådan er det slet ikke.

“Asfalt er yderst lærerigt at løbe på. Man kan virkelig mærke underlaget og man får råt for usødet feedback. Asfalt er skolebænk – trailløb er frikvarter,” forklarer Claus Rasmussen.

“Jeg har bevist det, jeg gerne vil i flade sko”

Har ikke mere at bevise
Og Claus Rasmussen er ikke til at stoppe. Han var i de andalusiske bjerge for at samle point nok til UTMB. Lykkes det ikke, vil han måske stille op til Spartathlon, det 246 kilometer lange løb i Grækenland.

“Man lærer noget, hver gang man løber et utraløb. Og det er lige som med alle andre nærdødsoplevelser: Man når at tænke på, hvad man virkelig sætter pris på. Det er sgu meget rart, at man ikke skal være involveret i et trafikuheld for at få den slags erkendelser.” Som tilskuer til Claus Rasmussen 166 km trailløb i minimalistsko melder spørgsmålet sig automatisk: Hvad er det, Posemanden prøver at bevise?

“Jeg har bevist det, jeg gerne vil i flade sko. Om jeg så løb 266 eller 366 km, kunne det ikke underbygge mine pointer yderligere.”

Claus Rasmussen kom i mål efter 27 timer og 47 minutter – og nåede op på 170 km, efter at han kom til at løbe forkert.