Test af Nessi Oslp Tights

Spraglede farver og multifunktionelt bælte

Nessi er et sportstøjmærke til aktive mennesker, som blev grundlagt i 2008 i Polen med et ønske om at lave et design, der står ud fra mængden. Mærket kom til Danmark i 2015, og de har blandt andet løbetights, løbetoppe, jakker og kompressionssokker i deres kollektion.

Vi har testet et par lange farvestråelende tights, som er lavet i et fleksibelt, åndbart og svedtransporterende materiale. De er syet sammen med flade syninger og en smart lille feature er, at de har tre åbninger i elastikken i livet til nøgler, penge og mobil med mere. Materialet har UV-beskyttelse og har ligeledes reflekser placeret på læg, lår og talje. Tightsene fås i fire forskellige længder.

Nessi skriver selv i deres pressemateriale, at de er ligesom en ‘second skin’, og de sidder da også behageligt, men det relativt kraftige materiale (86 % micropolyester, 14 % spandex) gør dog, at man ikke helt glemmer, at man har dem på. Den relativt kraftige elastik i livet kan godt føles lidt ubehagelig, selvom det er smart tænkt, at man kan have sine ting gemt i de lynlåsfri lommer rundt om livet, som fungerer overraskende godt.

Der er egentlig ikke så meget at sige til disse tights, udover at det klart er deres fokus på farvestrålende mønstre, som gør dem unikke, og får dem til at skille sig lidt ud. På mine testture fik jeg da også flere glade smil med på vejen end normalt – og der er ingen tvivl om, at de farvestrålende tights var med til at gøre det. Det er ikke helt til at komme udenom, at designet ikke er helt up-to-date med den gængse mode. For selvom spraglede mønstre uden tvivl er på vej ind igen, og det er sjovt, at de vil noget andet end andre sportsbrands, så mangler mønstrene en opdatering af designet til min smag. De lugtede ligeledes en anelse syntetisk, da jeg åbnede posen. Det første, jeg gjorde, var faktisk at smide dem en tur i vaskemaskinen, og selv efter en vask hang lugten stadig lidt i dem.

Konklusion

De var fine at løbe i og fungerede i al sin simpelhed ganske udmærket. Ingen tvivl om, at man skiller sig ud fra mængden i dem, og den smarte tre-i-en lomme i livet var en rigtig fin feature. Du skal vælge disse, hvis du er vild med det farvestrålende design.

Bedømmelse: ★★★☆☆☆

Tester: Sofie Hvitved

Vejl. pris: 575,-

Web: www.nessi-sport.dk