fbpx

Overskriften er en fortærsket kliché, men i tilfældet Sahara Marathon ligger der vægt bag de forpligtende ord. Løbet er nemlig kun en lille del af den pakke, der hedder Sahara Marathon, og indebærer, at du tilbringer en uge hos en sahrawisk flygtningefamilie i Algeriet.

Sahraw… Hvad for noget?

Indrømmet: Havde jeg ikke været en kæmpe geografi-nørd som barn, havde jeg næppe kendt til Vestsahara. Den stiplede grænse på landkortet undrede mig – som om det ikke var et rigtigt land. I januar 2017 havde jeg kærestesorger og rejste til Las Palmas for at løbe Gran Canaria Maratón og få tankerne et andet sted hen. Efter løbet rejste jeg til Dakhla i Vestsahara for at se det med mine egne øjne. Tre fjerdedele af landet har været besat af Marokko siden 1970’erne, og tilstedeværelsen af soldater og propaganda er massiv. Til gengæld glimrer den oprindelige befolkning – sahrawierne – ved deres fravær. Størstedelen af dem har siden besættelsens start levet i flygtningelejre i Algeriet. Det er her, Sahara Marathon finder sted, og løbet handler om at udvise solidaritet med flygtningene og skabe opmærksomhed omkring Afrikas sidste koloni.

Start I Madrid
Jeg bruger nogle dage på at krydse seværdigheder af i den spanske hovedstad, inden jeg en lørdag ved middagstid tager bussen til Terminal 4 i Barajas-lufthavnen. Jeg skal ikke hjem – det er først nu, det begynder. Ved skranke 966 mødes løbere og frivillige og tjekker ind på det chartrede Air Algérie-fly, der på knap fire timer bringer os til Tindouf i det vestlige Algeriet. Vi går straks på African Time, da vi lander. Paskontrollen og bagageudleveringen er en langsommelig proces i den lille militære lufthavn, og der går nogle timer, før vi kan hoppe ombord i nogle gamle spanske bybusser, som på én eller anden måde er endt i Algeriet. Ved en grænsekontrol bakker den algeriske eskorte af, og Polisario – sahrawiernes frihedsbevægelse – tager over. Da vi ruller ind i flygtningelejren Smara klokken tre om natten, modtages vi af de lokale værtsfamilier. To frivillige fra Spanien og en kroatisk og hollandsk løber bliver mine rejsekammerater.

¡Hola cómo estás!
Det er en fordel, hvis du kan lidt spansk, men bestemt ikke afgørende. Løbet organiseres langt hen ad vejen fra Madrid, og det er et krav fra arrangørerne, at værten taler spansk. Vestsahara var tidligere en spansk koloni, og en del flygtninge har været på udlandsophold i Cuba eller Spanien og taler derfor sproget. Vi havde ganske vist to spanske frivillige i vores gruppe, men de talte ikke engelsk. Derfor endte jeg – med mit 5-tal i mundtlig spansk fra 10. klasse – med at føre ordet. Det gik dog overraskende nemt, og jeg fik pudset mit tegnsprog af.

Du kommer til at spise lokalt. Det betyder, at du skal undvære øl og bacon I en hel uge, men til gengæld er der en god chance for, at du får smagt kamel.

Hos værtsfamilien foregik tingene på deres vilkår. Der var ikke rindende vand, intet bad, intet fjernsyn, ingen Wi-Fi – og toilettet var et squat-toilet. Én af mine løbefæller kom ikke på toilettet én eneste gang hele ugen… Jeg vænnede mig dog hurtigt til det, og tog det som en del af oplevelsen. Vi sov i et værelse for os selv, hvor der var madrasser, tæpper og puder. Familierne, vi boede hos, var lige så forskellige som herhjemme. I min familie var Mariem værten, da det var hende, der talte spansk. Hun var ugift, men boede hos sin søster og svoger, samt deres tre børn (nummer fire er i skrivende stund lige på trapperne). Børnene var ni, fem og fire år gamle og gjorde opholdet til en fest.

Tiden brugte vi på at snakke, lege, spise og drikke te – masser af te! Det var et helt ritual, når teen skulle forberedes, og de ville gerne lære os, hvordan det skulle gøres. Et par aftener lavede vi bål, og en enkelt aften fik vi besøg af en flok algeriere, der spillede op til dans. Jeg kom hjem med armene plastret til i hennatatoveringer, så det blev der også tid til.

Du kommer til at spise lokalt. Det betyder, at du skal undvære øl og bacon i en hel uge, men til gengæld er der en god chance for, at du får smagt kamel. Ellers bestod maden meget af couscous med grøntsager, kylling eller fisk. I vores familie var morgenmaden let og bestod af kaffe og kiks eller brød. Til gengæld var der varm mad til frokost og igen om aftenen. Det var forskelligt fra familie til familie, om de ‘lod dig gå alene rundt’ i flygtningelejren. I vores familie var de meget large med det, men andre værter insisterede på ikke at lade gæsterne gå rundt alene.

Løbsdagen
Aftenen før løbet sørgede vores værtsfamilie for pastaparty. På løbsdagen stod vi op klokken seks, hoppede i tøjet og gik ned til én af de officielle bygninger, hvor der var linet morgenmad op til os: Toastbrød, smør, marmelade, banan, kiks og kaffe. Derefter var der tid til at nå på toilettet, inden en gammel bybus fra Bilbao kørte os til El Aaiún – den nordligste af de tre flygtningelejre, løbet besøger. Alle flygtningelejrene har navn efter byer i det gamle land. Her havde vi lidt tid til opvarmning, toiletbesøg eller fotos med præmiekameler, inden starten gik klokken 10 foran en masse entusiastiske tilskuere – og flag fra alle deltagende nationer.

Ved depotet efter 25km var der en müslibar – personligt overrakt af en soldat fra polisario.

Jeg havde hjemmefra bestemt, at jeg ville tage fotos undervejs, så selv om kondien var okay, havde jeg en ikke alt for ambitiøs målsætning om at komme i mål under fem timer. Jeg havde fulgt et marathon-løbeprogram, men skippet de sidste lange ture, så jeg tog det stille og roligt. Underlaget var generelt hårdt og mindede mest af alt om at løbe på grusvej. De første 21km forløb optimalt med høj sol og en lille brise. Jeg lagde mig bag tre italienere, der løb et fint tempo, og nåede flygtningelejren Auserd, der ligger halvvejs på ruten i tiden 1:53. I Auserd starter halvmarathonløberne, og der er derfor også en del tilskuere og god stemning. De sidste 21km var mere kuperede og betydeligt mere sandede. Det blæste også op, så solbrillerne viste sig helt uundværlige, da sandet begyndte at flyve. Efter 33km meldte krampen sig i det ene ben, og jeg måtte ned at gå. Da jeg nærmede mig de 40km, kunne jeg se min målsætning om at komme ind under fem timer smuldre i det varme sand. Så jeg tog mig god tid til smalltalk og high-fives med nogle af børnene, der stadig var ude at se på, og kom i mål i 5:13, og modtog min fine, håndmalede medalje.

Resten af ugen
Sahara Marathon afvikledes om mandagen. Da løbet var overstået, faldt spændingsniveauet og alle begyndte at slappe mere af. Resten af ugen var der arrangeret en masse frivillige aktiviteter, man kunne deltage i. Dagen efter løbet var det sahrawiernes nationaldag, som blev markeret med en kæmpe parade, der også havde deltagelse af præsidenten. Om aftenen var der medaljeceremoni og musikalsk underholdning. Den følgende dag stod på fodboldkamp mellem de lokale helte og et hold af løbere. Vi tabte desværre 7-5. De følgende dage var der mulighed for at tage på udflugter. Den første gik til sahrawiernes nationalmuseum i flygtningelejren Rabouni og et andet museum i flygtningelejren Boujdour. Især nationalmuseet var en oplevelse. De har en samling af erobrede våben fra krigen mod Marokko, hvor producentlandenes flag er placeret på genstandsteksten, så man kan se, hvem der solgte våben til Marokko. Selv de fredeligste lande kan ikke sige sig fri, og det er en god måde at ‘stille folk til ansvar’, for at deres land producerer og sælger våben til en krigspart. En anden udflugt gik til de store sanddyner i ørkenen. I bussen derud stod de algeriske løbere for den musikalske underholdning – det var ikke kedeligt!

Et godt løb
Sahara Marathon har over femten år på bagen, så børnesygdommene er væk. Det er et velorganiseret løb, der på alle fronter – undtagen rammerne – ligner et europæisk løb. Løbsposen bestod udover startnummer med chip og sikkerhedsnåle af en T-shirt og lidt småting. På ruten var der væskedepot hver tredje kilometer med vand, dadler og appelsinbåde. Ved depotet efter 25km var der desuden en müslibar – personligt overrakt af en soldat fra Polisario, der anses for en terrororganisation i Marokko.

Kilometermærkerne var en tidslinje over sahrawiernes historie fra invasionen I 1975 og frem til i dag.

Vi fik før løbet ordre på at stoppe op, hvis der skulle blive sandstorm og sigtbarheden forsvandt, så vi ikke risikerede at fare vild i ørkenen. Så galt gik det heldigvis ikke. Ruten var godt afmærket med flag og sten. Kilometermærkerne var en tidslinje over sahrawiernes historie fra invasionen i 1975 og frem til i dag. På ruten patruljerede Polisario i firehjulstrækkere, ligesom løbsarrangørerne kørte frem og tilbage for at tjekke, at der ikke var nogen, der fik problemer med helbreddet. Der var førstehjælpere i én af bilerne og på udvalgte steder langs ruten. Efter løbet fik vi udleveret en madpakke og kunne helt eksklusivt få et koldt bad.

Sahara Marathon er et potentielt meget hårdt løb, hvis forholdene vel at mærke er dårlige. Vi undgik sandstorme og fik endda lidt regn, så det blev ikke vanvittigt varmt. Jeg synes derfor, løbet var mindre krævende end Thy Trail Marathon og North Sea Beach Marathon, som jeg tidligere har været med i. Hvis vejrforholdene havde været anderledes og underlaget blødere, er der dog ingen tvivl om, at det havde været væsentligt hårdere. Jeg vil sige, at løbet egner sig til alle – og er man usikker på, om man kan klare et helt marathon i Sahara, så kan man altid nøjes med et halvt, 10km eller 5km.

Når du pakker tasken, skal du huske at få solbriller og en løbekasket eller buff med. Derudover er det en god idé at medbringe en sovepose, da nætterne i ørkenen er kolde.

En samlet pakke
Sahara Marathon er en all-inclusivepakke der udover et startnummer indeholder fly, overnatning, mad, visum og et spændende program. Til gengæld behøver du strengt taget ikke at medbringe penge (men gør det alligevel – sahrawierne er dygtige kunsthåndværkere, så du kan få nogle spændende brugsgenstande, malerier og souvenirs med hjem). Derudover får du belyst en konflikt, der er totalt overset i medierne, og du kommer tæt på nogle mennesker, du aldrig ville have mødt. Da vi tog afsked med værtsfamilien, græd kvinderne og de store børn, og jeg må blankt erkende, at selv om jeg er lidt af en robot, der kun græder, når AGF rykker ned, så fik jeg blanke øjne, da vi tog afsked. Jeg har heldigvis stadig kon takt med dem på WhatsApp, og håber på at komme til at se dem igen på et eller andet tidspunkt. Hvem ved, måske bliver Sahara Marathon det første løb, jeg kommer til at deltage i mere end én gang.

Lidt om mig: Jeg er 32 år gammel og begyndte at løbe, da vægten for 10 år siden pludselig viste 0,1 ton. Jeg løb 30kg af, og blev afhængig af at løbe – uden det dog nogensinde er blevet seriøst i forhold til konkurrencer. Sahara Marathon var mit 10. marathonløb. Min bedste tid lavede jeg til H.C. Andersen Marathon 2013, hvor jeg løb 3:44. Jeg er typen, som op til, under og efter ethvert marathonløb, siger “aldrig mere!” – for en måned efter at tænke: “Hmm… Det kunne også være fedt at løbe Athen Marathon!”

OM SAHARA MARATHON

  • Sted: Sahrawi-flygtningelejrene, Tindouf, Algeriet
  • Tidspunkt næste gang: 27. februar 2019
  • Distance: Marathon, halvmarathon, 10km, 5km og børneløb
  • Antal deltagere i 2018: Cirka 500 løbere på alle distancer, heraf godt 100 på marathon
  • Pris: 950 euro for voksne / 750 euro for børn
  • Vinder 2018: Lehsen Sidahmed Ahmed 2:59:47 / Inmaculada Zanoguera 3:48:11
  • Læs mere på: www.saharamarathon.org
  • Type løb: Ørkenløb
  • Sværhedsgrad: Mellem
  • Helhedsoplevelse: 6 ud af 6