Hvis du kun vil købe én sko, primært til den daglige træning, men som også kan lidt mere, hvilken skal du så vælge?

Alle fine hensigter og top-justerede, personlige træningsprogrammer falder til jorden med et brag, hvis ikke der kommer kilometer i løbeskoene. Kommer du ikke ud af døren og får trænet, så kan det være lige meget med alt det andet.

Derfor tester vi denne gang løbesko af høj kvalitet til løberen med et bredt løbe-repertoire, der ikke gider vende og dreje tankerne og udstyret før man kommer afsted på dagens løbepas, uanset destination og underlag.

For er det virkelig nødvendigt at investere i en sko med 10 gram mindre på hver fod, medmindre man ligger og kæmper om meter på opløbet med top-10 til Eremitageløbet? Nok ikke. En virkelig god, allround mængdetræningssko er den sko, man kommer til at elske, fordi man kender den, og den leverer tryghed til næsten alle formål for langt de fleste løbere. Den skal kunne levere stødabsorbering nok til asfalten uden at være løbestilsspecifik, og den skal kunne blive ved med at levere løbeglæde til træningsdagbogen – også efter at de første 5-600 km er noteret. Det betyder dog langt fra, at det er ligemeget, hvilken sko du vælger.

I denne test forsøger vi at sammenligne en række kvalitetssko grundigt ud fra ikke mindre end 10 parametre for at kvalificere dit valg lidt. Det kan godt være, at ikke alle parametre betyder lige meget for dig – og du har måske allerede en idé om, hvor stabil og/eller støttende en sko du har behov for. Ellers er der mange kompetencer at hente ude i specialbutikkerne eller ved din lokale fysioterapeut.

Denne test er primært tænkt som en hjælp til at hive de tre-fire modeller ned fra hylderne i butikken, som imødekommer nogle af de behov, du har til din mængdetræning. Den samme sko er jo sjældent den eneste rigtige for alle løbere, så drop webhandel uden muligheden for først at afprøve skoen på et løbebånd. Særligt hvis din træningshistorik er begrænset, kan det være en rigtig god idé at søge råd, før du investerer. Det er træls at løbe ind i en skade pga. for hyppig og overdreven træning i en ny sko, der ikke skåner dig fra din egen løbeoptimisme. Det er en problematik, som de fleste løbere kan nikke genkendende til. God fornøjelse med testen.

ER DER VIRKELIG ?KUN? 1000 KM I MINE LØBESKO?

Man plejer at sige, at der ca. er 1000 km i dine løbesko, før du bør skifte dem ud med et par nye. Det er, fordi de stødabsorberende egenskaber i det EVA materiale, som de fleste producenter traditionelt har brugt, har en cellestruktur, der trædes fladere over tid. Flere producenter af løbesko bl.a. Adidas, Saucony, 361 Degrees og ECCO hævder, at det er lykkedes dem at fremstille et mellemsålsmateriale, der bevarer sine egenskaber i hele skoens naturlige levetid. Bruger du derfor lidt tid på at skylle snavset ud af af overmaterialet på dine sko efter brug, særligt hvis de har været i mudder eller saltvand, så skulle der være en god chance for, at de holder – også ud over de 1000 km.

SKAL DINE NYE LØBESKO LØBES TIL?

En ny løbesko skal ikke ?løbes til?, i den forstand at den gerne må føles ukomfortabel at løbe i, når den er ny. Den skal fornemmes komfortabel med det samme, ellers er der god sandsynlighed for, at den slet ikke matcher din anatomi. Man kan faktisk godt sige, at det er dig, der skal tilvænnes skoene og ikke omvendt. Derfor er det godt at prøveløbe en del sko i butikken, før man beslutter sig for, hvad der føles mest naturligt.

HVORDAN SNØRER DU DINE SKO?

Selv om det øverste hul i dine løbesko sjældent er i brug, når du pakker dine nye løbesko ud af boksen, så er netop det hul vigtigt for opsnøringen. Ved at bruge det låser du hælen ned i skoen, og får fuldt udbytte af alle de egenskaber din løbesko er født med.

HVAD GØR HÆLDROPPET PÅ DIN SKO?

Traditionelle løbesko er bygget med mere materiale under hælen end forfoden. Forskellen på, hvor højt hælen løftes over vandret, kaldes skoens hældrop og måles i millimeter. Hældroppet kan betyde en del for, hvor meget eller lidt din lægmuskel skal arbejde for at opnå dynamikken til din løbebevægelse. Et stort drop på 11-12 mm kræver mindre dynamik i lægmusklen end et drop på 4-6 mm. En del løbere hævder at opleve færre skader, hvis de langsomt tilvænner sig at løbe i sko med et mindre drop. Måske fordi det giver en lidt længere, mere smidig lægmuskel. Der er dog ikke noget, der tyder på, at du bliver en hurtigere løber af at løbe i en sko med et større eller mindre hældrop.

TESTPARAMETRE
  • Pasform: Har skoen et komfortabelt og løbevenligt fit.
  • Stabilitet: Bidrager skoen med støtte til foden gennem løbets afvikling.
  • Hælstøtte: Bidrager hælkappen til øget stabilitet.
  • Torsionsstivhed: Aflaster skoen svangsenen ved sin stivhed på tværs?
  • Stødabsorbering: Er skoen blød og stødabsorberende til løb på hårdt underlag?
  • Snøring: Kan snøresystemet tilpasses og fastlåse foden effektivt i skoen.
  • Respons: Leverer skoen landingsenergi tilbage til afsættet? Føles den hurtig?
  • Åndbarhed: I hvilken grad tillader overmaterialet, at foden ånder og tørrer
  • Varme: I hvilket grad er overmaterialet vind- og vandafvisende?
  • Terrænprofil: I hvilken grad virker sålens profil egnet til løb udenfor landevej eller i sne/blødt føre.
  • Helhedsindtryk: Testløbernes helhedsvurdering af skoen som allround mængdetræningssko efter et ?All in one? princip.

361°
MERAKI

Vejet vægt: 288 gram (herre str. 42)
Hældrop: 9 mm 
Pris:
1.180,-
Info: www.361europe.com

Meraki løbesko fra, det i Danmark endnu ret ukendte mærke, 361° med kinesisk ophav er den neutrale løbesko i deres serie. Ifølge 361°er den opbygget med et EVA-materiale, som de kalder Quickfoam, der bevarer sine responsive og stødabsorberende egenskaber i skoens levetid. Under mellemfoden ligger der en ?Quickspine? carbonplade, der sammen med skoens relativt brede trædeflade medvirker til at give skoen sin stabilitet. I test virker skoen komfortabel fra starten og føles meget traditionel at løbe i. Den er ikke revolutionerende på nogen områder ud over Quickfoam-mellemsålsmaterialet med de, ifølge producenten, selv-genoprettende egenskaber. For en mængdetræningssko kan det imidlertid være positivt ikke at skille sig ud, da den som regel vil være ?ufarlig? at skifte til. Den torsionskontrollerende carbonplade virker som om, den sætter hastigheden på afviklingen i vejret. Fornemmelsen af skoen kan beskrives som en mellemting mellem en Mizuno Wave Rider og en tyndere udgave af en Asics Cumulus med mindre drop. 8 fra oven. Skoen er i en sart gul, hvilket måske er okay til løb i byen, men knap så optimalt ved løb på smattede skovstier.

Udmærker sig ved: Sit traditionelle feel og stabile opbygning.

ASICS 
GEL-NIMBUS 20

Vejet vægt: 308 gram (herre str. 42)
Hældrop:  10 mm
Pris:  1.500,- 
Info www.asics.dk

En sko der bestemt lever op til, at den har mange år på bagen. Det er en fornøjelse at tage skoen på. De indsprøjtede gelkamre under de klassiske landingszoner for hællandere giver god støddæmpning på asfalten, og den torsionsdæmpende plastbro under midtfoden giver skoen ekstra stivhed. Asics guideline, der bevidst gør skoen mere fleksibel på tværs, styrer afviklingen af en neutral løbestil. De elastiske snørebånd letter snøringen. Ved mere udfordrende løb på ujævnt underlag yder skoen en fin stabilisering både for hælen, men også i forhold til torsionskontrol under midtfoden. Sålen har en højde, der ikke ligefrem befordrer god kontakt til underlaget udenfor landevejen, men den er så klassisk veldrejet, at den alligevel ikke falder igennem – og i blødt terræn virker en stiv sko med en vis stivhed faktisk godt. Der er god ventilation omkring forfoden, hvilket på den negative side også gør, at der nemt trænger vand ind fra oven. Skoen er i en sart gul, hvilket måske er okay til løb i byen, men knap så optimalt ved løb på smattede skovstier.

Udmærker sig ved: Sin høje stabilitet for hællandere og kvalitet som mængdetræ- ningssko på hårde underlag.

DIADORA
MYTHOS BLUSHIELD ELITE

Vejet vægt: 364 gram (herre str. 42)
Hældrop: 10 mm
Pris: 1.300,-
Info: www.diadora.com

Diadora Mythos Blushield Elite fremstår som en af de tungere løbesko, der er bygget efter et traditionel koncept med mere vægt på beskyttelse end på vægtbesparelse. Der er fokus på stødabsorbering i kraft af en gellignende teknologi (Blushield) mellem fodseng og mellemsål, samt opretning (korrektion) af fodens pronationsbevægelse for at udnytte den til fremadrettet bevægeenergi. Dette er den klassiske opfattelse af løbets anatomi, men også andre ting er på spil, f.eks. kan en lettere løbesko medvirke til en kortere skridtlængde og midtfodslanding. Diadora Elite vejer henved 100 gram mere på hver fod end mange af konkurrenterne i denne test. Det kan godt gå lidt ud over løbeøkonomien, men for Diadora Elites målgruppe er vægt ikke det vigtigste. Vi vurderer, at den henvender sig til to løbegrupper: Dels de tunge løbere i de indledende gå-løb manøvrer for at komme i form til den første 5 km. Her rammer den sin målgruppe, hvor formålet er at undgå skader tidligt i løbekarrieren, men stadig få udbytte af løb som motionsform. En anden målgruppe er i teorien den overpronerende mængdeløber – dvs. eliteløberen, der foruden de hurtige løbepas gnaver sig igennem kilometervis af LST (Long Slow Training) uge efter uge inklusiv restitutionsløb. Her er behovet for beskyttelse større end normalt.

Udmærker sig ved: Sin høje beskyttelse og sine pronationskorrigerende egenskaber i en traditionelt opbygget løbesko.

DIADORA
MYTHOS BLUSHIELD HIP 3

Vejet vægt: 316 gram (herre str. 42)
Hældrop: 10 mm
Pris: 1.200,-
Infowww.diadora.com

Sammenligner man løbefornemmelsen i skoene i denne test, falder Hip 3 lidt i sin egen kategori. Hvis man er en løber med en høj vrist og en smal forfod, så er Hip 3 et kig værd. Overmaterialet over mellemfodsområdet virker nemlig bygget til en højere vrist end vores, og tåboksen virkede snæver. Det giver desværre et nøk nedefter på komfortskalaen, da lilletåen ikke fik plads nok og blev klemt – men med en anatomi som nævnt, ville det sikkert have faldet ud på en anden måde. Sammenlignet med Elite fra Diadora falder Hip 3 mellemsålen i kategori med mindre styrende, mere fleksible sko. Der er dog stadig styr på hælen, og resten af skoen virker ensartet fleksibel og lægger op til en hensigtsmæssig rullende afvikling lidt på linje med Asics Nimbus, der ligesom Hip 3 også anvender en tydelig guideline under/i sålen. På grund af førnævnte udfordringer med tåboksen kunne vi imidlertid ikke yde Hip 3 fuld retfærdighed under test.

Udmærker sig ved: At være en neutral trainer til høje vriste og smalle forfødder med hæl til tåafvikling.

MIZUNO
WAVE RIDER 21

Vejet vægt: 284 gram (herre str. 41)
Hældrop: 12 mm
Pris: 1.100,- 
Info: www.mizuno.com

Det Japanske mærke Mizuno bygger deres sko over et plastchassis, der afstiver skoen og giver torsionskontrol. Det er med til at give en sko, der føles rigtig solid og meget stabil, og alt dette uden at være en skonnert at sætte sejl med, for den er heller ikke tung. Wave Sky er en af testens bedst støttende og torsionsstive sko. Det burde gøre den velegnet at løbe i for større og tungere løbere, end vi testløbere, men den fungerer også rigtig godt for os. Hvis man er vant til at løbe med et mindre drop end de klassiske 12mm, vil det føles lidt underligt i starten. Det gør det for os, men vi kan godt lide Rider, da den er en gennemarbejdet, velafprøvet sko, som har fundet sin identitet. Den føles komfortabel at løbe i, selv om den går med både livrem og seler, når det kommer til at beskytte løberen mod de negative konsekvenser af overtræning. En rigtig slider, helt perfekt til lange kilometer på asfalt og grus, men klarer sig også på en veltrådt skovsti i kraft af sin velformede, tætsiddende hælkappe. Læs også, hvad vi skriver om Mizuno Sky.

Udmærker sig ved: Sin høje støtte og stabilitet i en sko, der må appellere til løbere, der ikke vil gå på kompromis med vægten.

MIZUNO
WAVE SKY

Vejet vægt: 302 gram (herre str. 42)
Hældrop: 10 mm
Pris: 1.300,-
Info: www.mizuno.com

Hvis du er på udkig efter en sko, der kan støtte og aflaste dine fødder som tung løber, og Wave Rider ikke passer din løbestil, så skal du kigge til Wave Sky. Det velkendte plastchassiet under Sky går længere ud i forenden af skoen end under Rider og giver således mere stabilitet, men der er til gengæld en anelse mindre hælstøtte. Det virker lidt som om, Rider er Mizunos svar på Asics Kayano og Sky på Nimbus. Løbefornemmelsen er også forskellig. For os testløbere er det lidt sværere at få ?rul? i afviklingen i Sky, hvorimod Rider virker nemmere at løbe i. Den naturlige afvikling i Sky ligger længere inde over storetåen, mens den ligger mere neutralt på Rider. På os virker det som om, der er en smule bedre støddæmpning i Sky. Sky har en tåboks, der egner sig til lange, smalle fødder, mens Rider virker egnet til normale, brede fødder. Hvis man har brug for støtte, bør begge sko prøves nede i butikken.

Udmærker sig ved: Sin høje stabilitet i forhold til vægten i en gennemarbejdet sko til normale og smalle fødder.

ON RUNNING
CLOUDSURFER

Vejet vægt: 299 gram (herre str. 42)
Hældrop: 7 mm
Pris: 1.300,-
Info: www.on-running.com

Cloudsurfer kendetegnes i On Runnings program ved at være fleksibel og responsiv. Vi synes, at den fremstår som en godt afbalanceret sko med større fokus på tempo end på stødabsorbering. I princippet er det en minimal sko i sin opbygning med et lavt tyngdepunkt og smal sål, men så stopper genkendeligheden også, for det innovative støddæmpnings/fjedersystem under skoen, der kendetegner alle On Runnings modeller, er ikke til at komme udenom. Udover at skoens 13 gummifjedre/clouds trædes sammen og giver stødabsorbering, så opsamler de energi, der returneres i afsættet. Vi har tidligere testet skoen og er enige om, at den returnerer energi. Om det er markant bedre end andre nyere støddæmpnings-systemer, som f.eks. Sauconys Everrun eller Adidas Boost materialer, er vi ikke så skråsikre på. I den relativt slidstærke Cloudsurfer giver systemet ikke en lettere sko, da ?fjedrene? er lavet af PU gummi, der er noget tungere end almindeligt mellemsålsmateriale. Så her er vægtfordelen ikke synlig. En anden anderledes ting ved netop Cloudsurfer er hælkonstruktionen, hvor der først er jordkontakt ca. 1½ cm inde under skoen set bagfra. Det gør ren hællanding problematisk, men vi oplever faktisk, at det gør os bevidste om at lande længere inde på midtfoden. En sidste ting at bemærke ved Cloudsurfer er den helt tværstive forfod, der tvinger fodens bevægeenergi i en fremadrettet retning. Alt i alt er Cloudsurfer en spændende løbesko, der sidder godt. Hvis man køber den som sin eneste løbesko som all-in-one, så skal man lige forlige sig med fastklemt mudder og sten under skoen på trail og grus.

Udmærker sig ved: Følelsen af en responsiv gadesko med innovativ blød stødabsorbering.

ON RUNNING
CLOUDFLOW

Vejet vægt: 234 gram (herre str. 42)
Hældrop: 6 mm
Pris: 1.300,-
Info:www.on-running.com

En letvægtsløbesko til smalle, hurtige fødder, der kan meget selv. Når det er sagt, så er Cloadflow udstyret med en relativ kraftig hælstøtte i et par sko med samme høje tværstivhed i forfoden som i Cloudsurfer og ikke mindre end 18 ?clouds? under foden. Så helt minimalsko er det ikke, selvom de klart fornemmes sådan at få på. Hverken i Cloudsurfer eller Cloudflow er der særlig meget støtte at hente i overmaterialet, hvilket ved første øjekast får dem til at virke en anelse udefinerede. Til gengæld ånder det supergodt. Det ultratynde snørebånd på Cloadflow understreger den fornemmelse. Vi synes, at netop snørebåndene er det største forbedringspunkt, vi har til Cloudflow. På den anden side var de ikke generende, da pløsen sidder perfekt og hjælper med at holde foden fastlåst i skoen. Det er en virkelig hurtig sko. Om den er robust nok til at klare mængdetræning i hele sin levetid, har vi ikke haft skoen længe nok til at vurdere, men ydersålen/kontaktområderne virker minimal.

Udmærker sig ved: Sin gode respons i en letvægtssko med innovativ blød stødabsorbering.

PUMA
SPEED IGNITE NETFIT 2

Vejet vægt: 275 gram (herre str. 42)
Hældrop: 6 mm
Pris: 1.100,-
Info: www.puma.com

Puma Netfit har, som de fleste af de Puma modeller, vi har haft til test, en smal, tætsiddende pasform, der er for smalle til vores tykke fødder. Fødderne føler sig en smule klemt, og presses ud over kanterne af fodsengen. Pinligt. Af den grund vil den ikke være vores førstevalg som mængdetræningsko. Dertil mangler komforten naturligvis. Når dét er sagt, så scorer Puma højt på sit spændende, nye netfit-koncept, hvor man ved hjælp af snøring i højere eller lavere dele af den krafige netmesh, der dækker hele overdelen, kan opnå større eller mindre støtte, og ligefrem snøre skoen asymmetrisk for i princippet at opnå pronationskontrol. Om dette faktisk kan lade sig gøre eller ej, kan vi ikke bedømme, men vi kan konstatere, at der klart kan føles forskel på, om man følger den ene eller anden foreslåede opsnøring, og dermed opnå mere eller mindre sammenhæng med overdelen. På den måde er skoen tilpasningsdygtig overfor anatomiske forskelle, f.eks. fødder med højere eller lavere vriste og tynde eller tykke ankler. Vi synes også, at det føles fedt at stikke fødderne ned i noget, der minder om en sok. Det kræver en del arbejde at få den på, da åbningen er elastisk og helt omslutter anklen, men når det lykkes, føler man sig som en hurtig kenyaner og overvejer seriøst at droppe strømperne indenunder. Alt i alt virker Puma Ignite Netfit 2 som en spændende sko til den erfarne løber, der ved, hvad han/hun kan nøjes med, for den ville virke lidt flad og kontant at løbe alle lange pas i for os.

Udmærker sig ved: At være en kontant, responsiv sko med en ekstremt tilpasningsdygtig overdel i kraft af opsnøringsmulighederne.

PUMA
SPEED 600 IGNITE 3

Vejet vægt: 292 gram (herre str. 42)
Hældrop: 8 mm
Pris: 1.000,-Info: www.puma.com

Også Pumas 600 Ignite model har fået ny overdel i netfit, og det giver de samme opsnørings- og tilpasningfordele, som du kan læse om i beskrivelsen af Speed Ignite Netfit 2. Derud over er der tale om en sko med en del mere substans end Netfit 2. 600 Ignite har en rigtig hælkappe, der leverer støtte og sammenhæng med skoen, og mellemsålen har en tykkelse, hvor man ikke begynder at mærke asfalten som hård under forfoden gennem materialet efter de første 20 km. Ignite mellemsålsmaterialet fornemmes også bedre i denne sko, der føles responsiv på en mindre kontant måde. Der er ikke i samme grad som ved Netfit 2 lavet et modestatement over skoen, da netfit meshen stopper på over mellemfoden, hvor snøringen normalt ender, fordi den skal tillade tæerne at bevæge sig frit. Vi synes faktisk, der er lavet et godt job med Ignite 600. Det er bestemt en sko, man bør prøve at se, om den matcher ens behov for beskyttelse under mængdetræning. Ydersålens profil er ikke gearet til løb uden for asfalten, men skoen kan til gengæld snøres effektivt, så du i det mindste ikke skrider inde i skoen ved løb i stejlt terræn. Og så gør det da ikke noget, at den kommer i en rap orange med flere forskelligt farvede medfølgende snørebånd i boksen.

Udmærker sig ved:  At være en relativ hurtig, responsiv sko med en ekstremt tilpasningsdygtig overdel i kraft af opsnørringsmulighederne.

SALOMON
SONIC RA

Vejet vægt: 248 gram (herre str. 41 1/3)
Hældrop: 8 mm
Pris: 1.200,-
Info: www.salomon.com

En komfortabel, relativt bred og tilgivende sko, der ikke forsøger at styre foden, men giver en god fornemmelse af stabilitet. Som forkortelsen ?RA? – Running Avenue antyder, er Sonic RA konstrueret til gadeløb, hvor Salomon traditionelt har sit afsæt i trailsko. Sonic RA er en let løbesko udstyret med en ny VIBE teknologi, som er puder af blødere, stødabsorbererende materiale placeret under trædefladerne mellem indersål og mellemsål. Ifølge Salomon skulle de reducere de skinnebensvibrationer under løb, der er med til at give skader, både på kort og på længere sigt. Vi har ikke løbet i skoene længe nok til at kunne sige, om det er bedre end andre stødabsorberende materialer, men det føles blødere end de hybrid sko, vi tidligere har løbet i fra Salomon, og skoen føles stadig hurtig, uden at være en rendyrket temposko. En ting, vi særlig godt kunne lide ved Salomon Sonic RA, er det solide overmateriale, som vi kender fra trail- og crosslinjerne. Det afviser små kviste, mudder og den slags, der slider på en sko over tid, hvis du også tager den med i skoven. Alt i alt en sko du skal kigge på, hvis du vil have en gennemarbejdet gadesko, der fungerer godt i lortevejr og kan holde til, at du tager dem med en tur i skoven. Den gode ventilation i forfoden og den superlækre, brede pløs er med til at give den sin høje løbekomfort.

Udmærker sig ved:  Sit bløde feel i en hurtig, let, men alligevel robust allround sko.

SALOMON
SONIC RA MAX

Vejet vægt: 276 gram (herre str. 42 2/3)
Hældrop: 10 mm
Pris: 1.200,-
Info:www.salomon.com

I direkte sammenligning med lillebroreren Sonic Road Avenue er Sonic RA MAX kun en anelse tungere – ikke meget. Det er faktisk overraskende, hvor meget mere stabilitet der er hentet i denne sko, uden at det er gået ud over vægten, for det er stadig en meget let sko i sin kategori. Det giver mulighed for større/tungere løbere at få en sko, der understøtter et hurtigere/lettere tråd med kortere skridt, og (i hvert fald i princippet) minimere risikoen for løbeskader. Den store forskel, som MAX-udgaven af Sonic RA gør, er firedelt: Skoens torsions-vride-punkt i mellemsålen er flyttet længere ind midt på foden, hældroppet (og stødabsorberingen) er lidt større og trædefladen bredere. Endelig virker det som om, der er en anelse mere hælstøtte støbt ind i materialet om hælen. Alt i alt giver det mere stabilitet, men stadig uden at ?rette op? på din løbestil. Sonic RA MAX er således en sko med næsten samme overdel som lillebroreren, men blot udstyret til en tungere, neutral løber, og det er stadig en fed sko at løbe i.

Udmærker sig ved: Sit bløde feel i en hurtig, let, men alligevel robust allround sko til større løbere.

SAUCONY
RIDE 10

Vejet vægt: 277 gram (herre str. 42)
Hældrop: 8 mm
Pris: 1.400,- 
Info: www.saucony.com

En ergonomisk rigtig velafbalanceret sko til den krævende løber med mange kilometer på repertoiret. Ride 10 er udstyret med en fornuftig tåboks – lidt til den smalle side ift. storebroreren Triumph, men fint til smalle og normale fødder. Den sidder godt til om mellemfoden og har en fornuftig støtte for hæl og for midtfoden. Det er lækkert at løbe med en følelse af, at storetåen og fodrodsknoglerne er godt beskyttet. Den følelse har man i Ride 10, da mellemsålsmaterialet når vel ud under indersiden af foden, og altså også under forfodsområdet. Dette suppleret med følelsen af et lille pronationsløft, der starter helt ude under forfoden, gør skoen til en rigtig mængdesko. Det er Sauconys meget omtalte Everun-materiale, der sørger for stødabsorberingen, og det føles på en gang blødt og bouncy på hårdt underlag, og der er et fint greb på let ujævnt underlag. Ved løb i højt, fugtigt græs er overmaterialet så åndbart, at der trænger fugten ind, hvilket giver våde fødder. Den fine ventilation i forfoden sørger dog for at det tørrer op igen. Alt i alt en rigtig lækker sko, der kombinerer god fleksibilitet med en fornuftig hælstøtte, så skoen ikke fratager fodens kontrollen, men understøtter bevægelserne.

Udmærker sig ved: God ergonomi og et let pronationsløft i en ?bouncy? sko.

SAUCONY
TRIUMPH ISO 4

Vejet vægt: 313 gram (herre str. 42)
Hældrop: 8 mm
Pris: 1.600,-
Info:www.saucony.com

En overraskende fleksibel og blød sko fra Saucony, hvis ISO-Fit snøresystem nærmest omslutter foden helt og giver en behagelig følelse af skoen som en naturlig forlængelse af dine fødder. Der er fin plads til tæerne, også til bredere fødder end vores. Det er egentlig overraskende, at køkkenvægten fortæller, at den er hele 36 gram tungere end lillebroreren Ride 10 – for selv om Ride 10 føles i den lette kategori, så mærker man ikke de ekstra gram på Triumph under løb. Forskellen, der forklarer grammene, er primært, at der i denne model ligger en fuld mellemsål af Everrun-materiale. Det vejer lidt mere end traditionelt EVA-skum. Under denne er der limet en mere robust og dermed langtidsholdbar ydersål. De to ting matcher hinanden i en sko, man kan forvente må holde længere end de 1000 km, hvis man passer på den. Everun-mellemsålen føles på én gang blød og bouncy at løbe på. Vi kan godt lide fornemmelsen, men savner lidt mere ?fast? kontakt til jorden, når vi kommer uden for asfalten.

Udmærker sig ved: Fantastisk pasform og kombinationen af god stødabsorbering og respons i en langtidsholdbar mellemsål.

SCOTT
PALANAI

Vejet vægt: 289 gram (herre str. 42)
Hældrop: 11 mm
Pris: 1.199,- 
Info: www.scottsports.com

En elegant udseende, neutral løbesko fra Scott, der ifølge Scott er designet til at understøtte alle løbestile, dvs. både hællandere, midtfodsløbere og forfodsløbere. Vi oplever Palani som en hurtig, responsiv sko, der føles naturlig at løbe i med sit traditionelle hældrop og slanke, tætsiddende fit. Tåboksen er lidt til den smalle side, og skoen sidder som støbt om foden med undtagelse af hælen, der ikke føles helt så omsluttende under løb, som vi er vant til. På den anden side virker det ikke generende. Profilen på ydersålen er en af de bedste i testen, hvis man søger en sko, der også kan noget på trailet. Den helt ensartede flade har virkelig god friktion på glatte underlag, og er stadig så fint udfræset, at den ikke generer oplevelsen på landevejen. Der er godt greb i langt de fleste typer underlag. Selvom det ikke er anbefalelsesværdigt at gå rundt i sine løbesko til daglig, så er skoen udseendesmæssigt neutral og smart nok til en tur i byen som sneaker. Om ikke andet kan den få et nyt liv som sneaker efter en tur i vaskemaskinen, når den har rundet sine 1000 km?s levetid. Slidstyrken virker god, så den skal nok udtjene sin værnepligt først.

Udmærker sig ved: Sin tætsiddende pasform og sine gode allround egenskaber.

SKECHERS
GORUN RIDE 6

Vejet vægt: 235 gram (herre str. 42)
Hældrop: 8 mm
Pris: 999,- 
Info: www.skechers.dk

En blød, minimal sko med et flot design, og en lækker, brugervenlig detalje med indbygget flap over hælen, som man kan holde i, når man skal have dem af eller på. Skechers styrke er det bløde mokasin-feel og den superlave vægt, som da også kendetegner GoRun Ride 6. Den pude-agtige mellemsål har direkte kontakt til underlaget og udgør derfor en lidt mindre slidstærk løsning end traditionelt opbyggede løbesko med en separat ydersål. Når det er sagt, så virker den bedst på asfalt. Det gør den, fordi friktionen her er tilfredsstillende, mens den kommer til kort på de mudrede stier og glatte overflader, der kræver mere ?bid?. Når man får Ride 6 på første gang, føles de som et par sko, som dine fødder vil elske dig for. De sidder rigtig godt om foden – også som arbejds- og fritidssko. Som allround løbesko til mængdetræning er det ikke en begyndersko, da den kræver, at din fod har styrke nok i forvejen til at kompensere for skæve isæt på de sidste lange kilometer. Derfor anbefaler Skechers da også en større tilvænningsperiode med gradvis træningsforøgelse. Gevinsten er til gengæld stærkere fødder på sigt og måske færre skader.

Udmærker sig ved: Moccasin-feel i en ultra blød løbesko, der overlader meget til fodens egne muskler.

TOPO ATHLETIC
MAGNIFLY

Vejet vægt: 262 gram (herre str. 42)
Hældrop: 0 mm
Pris: 1.300,- 
Infowww.topoathletic.com

Det man straks bemærker, når man tager en Topo sko ud af æsken, uanset model, er den brede forfods-trædeflade. Her er virkelig plads til, at tæerne spredes og styrkes, når man løber. Det har ikke ændret sig, siden vi testede den første udgave af Topos Magnifly – men ellers har skoen undergået en kraftig forandring. Da vi testede den første udgave, var den mere en ?flat? end en mængdesko. Dette var helt bevidst fra Topos side, og i god tråd med løbefilosofien om Natural Running. Mellemsålen skal i princippet kun beskytte foden fra underlaget. Resten kan foden selv. Selv om Magnifly stadig ikke er den sko, man skal købe, hvis man søger særlig støtte og hæl-til-tå stabilitet, så har den fået mere af det. Mellemsålen er kraftigere, og det føles som om, materialet er blevet mere ?bouncy?, og det føles også som om, der er mere svangstøtte end tidligere. Når alt dette er sagt, så er Magnifly stadig en sko, der henvender sig til løbere, der gerne vil optræne en mere naturlig løbestil med landing længere fremme på foden i en zero drop sko, som det hedder. Hvis du skifter fra en mængdetræningssko med et klassisk hældrop, skal du som regel tilvænnes, før du kan give den gas i Magnifly på de lange ture også. Vi synes rigtig godt, om de ændringer Topo har lavet. Foden sidder mere fast i skoen grundet svangstøtten i den kraftigere mellemsål – det forhindrer foden i et skride ud ved bakkeløb, og i det hele taget er den blevet mere tilgængelig.

Udmærker sig ved: Sin komfortable pasform med den ekstra brede forfod og nul hældrop. Understøtter en mere naturlig løbestil.

UNDER ARMOUR
HOVR PHANTOM

Vejet vægt: 290 gram (herre str. 42)
Hældrop: 8 mm
Pris: 1.249,-
Info: www.underarmour.eu

Fremtidens løbere skal findes i byerne ifølge de store producenter. F.eks. forudsiger Nike, at 80% af verdens nye løbere vil komme fra urbane miljøer. En trend som især Adidas og Under Armour følger trop på. Og nu har sidstnævnte sat foden på pedalen med deres nye HOVR sko, som går målrettet efter de urbane løbere, hvor mode og funktion går hånd i hånd.

Ved første øjekast fremstår den ensfarvede HOVR Phantom da også som et modestatement. Men der er også løbe-funktionelle fordele ved Phantom. På linje med snart de fleste seriøse brands er UA gået ind i kampen om et bedre, mere responsivt og formholdende mellemsålsmateriale. HOVR-materialet føles godt og overraskende responsivt at løbe på, selv om Phantom klart falder i kategorien af støddæmpende løbesko til de afslappede ture på gader og stræder. Åbningen på Phantom er en tætsluttende elastisk, ribstrikket ?sok?. Den er med til at give komfort under løb og virker faktisk som en lille gamache, der forhindrer fremmedelementer i skoen. Phantom er ikke en sko, der egner sig til trail. Skoen suger for meget vand, og hælstøtten er for kompromissøgende. Til gengæld er åndbarheden helt i top. Ydersålen giver masser af friktion- også på våde fliser. Indersålen er blød, således at den former sig efter foden.

Alt i alt er Phantom en spændende sko, der har bedre pasform end vi til dato har set fra UA, og den føles naturlig at løbe i. Eneste minus er snøresystemet, som vi synes har noget at leve op til ift. konkurrenterne.

Udmærker sig ved: Sit urbane ?look?, strømpe-feel og sine gode egenskaber til neutrale løbere på den daglige tur.