Italienske Diadora lancerer en flot og multifunktionel langdistance træningssko, som ifølge dem selv er lavet til at kunne tilpasse sig alle løbere. Vi har testet skoen for at opleve, hvordan den er at løbe i.
For mange vil Diadora måske være meget kendt fra andre sportsgrene end netop løb, men de satser meget stærkt på løbefolket nu, og man må sige, at deres indsats i forhold til at skabe en løbesko, der vil matche rigtig mange motionsløbere perfekt, er en succes.
Kort om skoen
Skoen markedsføres som en slags multifunktionel “one-size-fits-all”, idet skoens materiale i mellemsålen, som kaldes Blushield, kan tilpasse sig løberens teknik og løbestil. Dermed eliminerer man spørgsmål om pronation eller neutral løbeform, og skoen kan således bruges af et meget bredt spektrum af løbere.
Ved første øjekaste har skoen helt sikkert et meget iøjnefaldende look, nogle fine neutrale farver, som faktisk lyser op som neonfarver og mønstre i mørket – en sjov og flot feature, hvis man er til den slags. Materialer i inderskoen og overmaterialer virker virkelig lækre, og skoen fremstår som et produkt af meget høj kvalitet. Efter at have løbet snart 200km i skoen, er der ikke rigtig nævneværdige tegn på slitage, hvilket er markant bedre end mange andre løbesko på markedet i dag.
Allerede inden jeg prøvede skoen i løb, kunne jeg godt fornemme, at skoen jo er designet til et motionssegment, og derfor er noget tungere (ca. 350 gr.) og bedre polstret i sålen, end de meget lette sko (<200gr) jeg vanligt løber i. Derudover har skoen et drop på 10mm, hvilket også er noget mere, end jeg er vant til.><200gr) jeg vanligt løber i. Derudover har skoen et drop på 10mm, hvilket også er noget mere, end jeg er vant til.
Sådan er den at løbe
De første løbeture overraskede mig dog alligevel. Skoen føles virkelig behagelig, og der er en virkelig god og rar stødabsorbering, både ved lavere hastighed, men også når man løber hurtigt. Skoen støtter foden rigtigt godt og føles ikke så tung, som jeg havde kunne forvente. Der er et godt “bounce” i skoen, som gør, at man ret nemt kan holde en god og høj hastighed. Det føles som om, der gives energi tilbage til løberen på en god måde.
Min egen løbestil kan nok bedst beskrives som neutral, og jeg lander midt på foden. Fra start mærkede jeg ikke det store til skoens “evne” til at tilpasse sig min stil, men jeg må faktisk sige, at som tiden og kilometrene gik, føltes skoen bedre og bedre. Det er faktisk lykkedes for Diadora at lave en sko, der kan tilpasse sig din løbestil.
KONKLUSION
Ganske imponerende. Det skal prøves, før man kan fornemme det, hvilket jeg da bestemt vil anbefale. Et spændende og nytænkende produkt, der vil matche rigtig mange løbere, både motionsløberen, men også den mere ambitiøse løber, som ønsker en træningssko til de lange dage.
Bedømmelse: 








