– Lysbælte med lomme
Det danske firma Everything Glows laver LED produkter og har blandt andet en hel kollektion med produkter til løbere. De har lavet en række lysbælter med forskellige funktioner, som alle kan ses 360 grader rundt og er udstyret med både LED lys samt reflekser.
Bag-runner
Bag-Runner er et bælte med LED lys samt to lommer, der kan udvides, således at man kan opbevare både nøgler og telefon i bæltelommerne, imens man løber. Bæltet er drevet af to CR2032 batterier og kan ifølge producenten indstilles i tre indstillinger: Hurtigt blink, langsomt blink og konstant lys. Derudover er der også refleks i bæltet. Vores version havde dog kun blinkende udgaver af forskellig art, som lyste i regnbuens farver. Du skal i hvert fald være klar på at skabe en fest på løbestien, men ingen tvivl om, at du bliver lagt mærke til!
Road-Runner
Road-Runner minder meget om Bag-runner bortset fra, at det ikke har ekstra plads i lommerne. Der er dog stadig lynlås i, hvilket vi aldrig helt fandt grunden til, udover at der kan være plads til en nøgle. Kvaliteten af bæltet er mere groft lavet i tyk nylon, så det er meget hårdt i det. Road-Runner er ligesom Bag-Runner drevet af to styks CR2032 batterier og kan indstilles i følgende tre indstillinger: Hurtigt blink, langsomt blink og konstant lys. Fås i enten regnbuens farver, blå eller rød.
Street-Runner
Det sidste af de tre testede bælter hedder Street-Runner og er i modsætning til de andre to drevet af opladelige batterier, der kan genoplades med medfølgende USB-stik. Street-Runner kan indstilles i følgende tre indstillinger: Hurtigt blink, langsomt blink og konstant lys. Det er klart denne model, der har det stærkeste lys.
Konklusion
Der er ingen tvivl om, at funktionen i disse LED-bælter er rigtig fin og man kan ses på lang afstand, men desværre er kvaliteten på nærværende bælter lidt for hjemmelavet med klodsede detaljer og løsninger, som ikke er alt for elegante. Allerede efter et par gange blev elastikken i Bag-Runner bæltet lidt løst, og vi blev aldrig helt venner med spændet. Generelt var vi ikke imponerede over kvaliteten, selvom prisen naturligvis også er derefter. Dog ville vi gerne have set lidt pænere og mindre grove detaljer samt en lidt bedre pasform. Vores favorit i kollektionen er dog klart Street-Runner, der i sin simpelhed fungerede bedst for os.
![]() |
![]() |
![]() |
Bag-Runner Vejl. pris: 168,- Karakter: 2/6 |
Road-Runner Vejl. pris: 138,- Karakter: 2/6 |
Street-Runner Vejl. pris: 168,- Karakter: 3/6 |