Ultramarathonløberen blog – Edinburgh Marathon

LØBSRAPPORT. Kristina har var forbi den skotlandske hovedstad for at deltage i Edinburgh Marathon, hvor en masse deltagere løb for velgørenhed. Læs hendes oplevelse her.

Jeg har siden Thy Trail Marathon sidst i februar trænet målrettet efter at opnå en god præstation til bjergløbet Zugspitze Super Trail på 60 km i juni. Med dette mål for øje stod der denne weekend maraton på programmet i Skotlands hovedstad, Edinburgh, og man skulle fristes til at tro, det ville byde på masser af hård natur og vilde højdemeter, men der må jeg skuffe(jeg blev måske også selv lidt skuffet). Faktisk er ruten kåret som den hurtigste rute i United Kingdom af magasinet Runners World, og målstregen er placeret omkring 35 højdemeter lavere end startlinjen.

Ankomst til Skotland
Jeg ankom til Skotland onsdag aften, så jeg havde lidt tid til at se mig omkring i den gamle by, og den oprindelige plan var da også at få trænet lidt højdemeter. Men tirsdagens trailtræning med Kolding Motion medførte en lille overbelastning i højre fod, formentlig fordi jeg ikke havde fået snøret mine Salomon Speedtrail-sko godt nok. Det var rigtig dumt af mig, især fordi jeg lige har bøvlet med en skade omkring ledbåndet. Jeg valgte derfor at holde helt træningsfri fra onsdag og frem til maratonet søndag d. 25. maj, og det synes min krop egentlig var ret okay! Det er nok ikke en hemmelighed, at jeg har presset den til det yderste med mange ugentlige kilometer, spinning, boksning samt styrketræning for ben og core.

På raceday ringede vækkeuret kl. 06.50, og mit b-menneskegen brokkede sig lidt, men jeg var dog klar i 3.30-3.45-startblokken kl. 9.30 til startskuddet 20 min senere. Men da startskuddet gik, blev jeg overhalet af, det der virkede som absolut, alle løbere i blokken!

Dog blev det til en del kilometer i gåtempo med turistrygsækken på, et beredt kamera og bogen ”Turen går til Skotland” i højre hånd. Dagen før dagen kunne jeg alligevel ikke dy mig for at besøge det berømte Athurs’ Seat – en udslukt vulkan 251 meter over havets overflade lige i Edinburghs baghave med fantastisk panoramasyn over byen og den omkringliggende natur. Jeg forcerede det lille bjerg med min gode ven Malc, som også deltog i The Everest Marathon samt hans kæreste Rachel. Vejret bød på regn, blæst og lave temperaturer, men alligevel en charmerende tur op af det mini-bjerg.

De første udfordringer
Jeg kunne godt fornemme, jeg kørte på lidt lavt blus, og jeg havde en formodning om at den tid på måneden var ved at være inde, og ganske rigtigt, så kom der meget ubelejligt russere i lysthuset lørdag aften. Det gav anledning til en del mavekramper, og jeg vidste, de ville forfølge mig minimum et døgns tid – altså lige ind i maraton prime time. Det gør mig ikke noget at træne, imens det står på, men det duer ikke lige dét døgn, mens’en har meldt sin ankomst. Der var dog ikke andet for at acceptere omstændighederne, og jeg har for længst besluttet, jeg ikke gider at bekymre eller ærgre mig over ting, jeg ikke kan ændre eller har indflydelse på alligevel.Så i stedet for at være negativ og tænke trælse tanker, fik jeg det vendt til en udfordring, og jeg bød mavekramperne og eventuelle humørsvingninger velkommen. Jeg ved nogle kvinder tager et par smertestillende, og det skal jeg ikke blande mig i, men jeg tager ikke piller, medmindre det er meget kritisk og især ikke, hvis jeg skal dyrke idræt. Jeg kunne ikke finde på at indtage et stof, der forhindrer min krop i at give mig signaler – sagt lige ud af posen, så har jeg svært nok ved at lytte efter signalerne i forvejen, så hvis de blev sløret, vil jeg da aldrig have en chance

Raceday
På raceday ringede vækkeuret kl. 06.50, og mit b-menneskegen brokkede sig lidt, men jeg var dog klar i 3.30-3.45-startblokken kl. 9.30 til startskuddet 20 min senere. Men da startskuddet gik, blev jeg overhalet af det, der virkede som absolut alle løbere i blokken! Jeg krydstjekkede med mit Garmin, som meldte en gennemsnitskilometertid på de første 3 km på 5.10, så mit tempo var faktisk lidt hurtigere, end jeg havde planlagt. Jeg løb ikke med oppakning, men i stedet et lille mavebælte med min iPhone til billeder og bundpropper til dagens strabadser.

Jeg havde ligeledes ikke medbragt energi, da jeg regnede med, at frugt, chokolade eller andet godt ved depoterne ville være fyldestgørende for turen. Problemet var bare, at der kun var vand ved depoterne! Ved to stationer delte de High5-geler ud, men dem kan min mave ikke samarbejde med, og da slet ikke når den i forvejen er optaget med andre cykliske omstændigheder. Men at kunne gennemføre et helt maraton uden tilføring af ekstra kulhydrater, ser jeg som en sejr for min fedtforbrænding, og det har længe været et fokus for min træning frem mod Zugspitze.

Løb – i den gode sags tjeneste
Som skrevet, blev jeg overhalet af mange løbere, og det kan være mentalt hårdt at håndtere inde i hovedet, men jeg vidste, jeg løb i det rigtige pace, og at jeg nok skulle indhente de fleste af dem senere. I min egen lille konkurrenceverden udpegede jeg en håndfuld løbere, som jeg ville holde øje med, og klappe mig selv på skulderen, når(ikke hvis) jeg overhalede dem. I den nøje udvalgte skare var en gut med en rød singlet, som løb for velgørenhed – nærmere bestemt samlede han penge ind til hjertesygdomme. Det er meget nobelt og en god gerning, jeg kun kan tage hatten af for, men som jeg så mig omkring, var det meget få, der ikke løb i en trøje, der tydeliggjorde en eller anden form for velgørenhed.

Det må ikke lyde forkert, men jeg følte mig lige pludselig hammer egoistisk, fordi jeg ikke samlede ind til noget godt formål. Jeg løber blot for min egen skyld. Jeg blev lidt nysgerrig på denne indsamlingskultur i Storbritanniens løbeverdenen, og jeg faldt derfor lidt i snak med Brian i den røde singlet. Han forklarede mig, at det var hans første maratonløb, og at han egentlig ikke rigtig havde fået trænet tilstrækkeligt, men nu skulle han bare igennem. Hans motivation var velgørenhed, og den tanke synes jeg indledende ret godt om. Men jo flere velgørenhedsløbere, jeg snakkede med, jo mere kunne jeg mærke, jeg distancerede mig fra det.

Mange af dem havde slet ikke trænet til løbet, men sammenlignede det med, at hvis et nærtstående familiemedlem kan gå igennem et smertefuldt sygdomsforløb, kan jeg også komme igennem et maraton. Det virkede provokerende for mig, at så mange løbere sammenlignede maratonturen med sygdom, og nogles tanke om selv at gå igennem et smertehelvede for at sympatisere med deres syge nære, forstår jeg ikke. Jeg vil dog gerne slå fast, at det naturligvis er dejligt, folk samler ind til de trængende eller hjælpeorganisationer, men jeg forstår ikke, hvis det skal være det primære formål med at løbe? Eller det faktum at sammenligne løb med smerte og ulykke.

Løb langs promenade
Efter omkring 5 km byløb og en tur forbi Arthurs Seat kom vi ud på en lang, smuk promenade ”Porty Prom”, og med den hårde vind viste havet fra sig sin barske, men smukke side, hvor bølgerne haglede ind mod os løbere på promenaden. Det var et betagende syn, og jeg nød omgivelserne samtidig med, jeg forsøgte at holde tempoet på mellem 5.10-5.15 km/min. De første ca. 9 km var af faldende højdemeter, men grundet hardcore modvind, var de faktisk lidt hårde at komme igennem. Efter den smukke promenade havde løbsarrangørerne gjort opmærksom på, at vi ville møde den gamle hestevæddeløbsbane fra 1800-tallet – jeg må have mistet opmærksomheden – jeg så den i hvert fald ikke! I stedet drømte jeg mig væk fra asfalten og ud på de små stier langs vandet eller helt offroad. Da ruten primært var en ud-hjem-rute, begyndte vi hurtigt at møde den hurtige front, og det er nu altid meget sjovt at se eliten komme susende forbi i et helt uvirkeligt højt tempo.

Gennemblødte før målstregen
Jeg havde ingen mavesmerter den første del af maratonet, men efter 13 miles-skiltet måtte jeg finde et toilet for at skifte bundprop. Jeg havde taget ekstra små skraldeposer med i min mavetaske, hvis jeg nu ikke kunne finde et toilet og måtte fixe det i naturen. Efter første ”skifte” kunne jeg mærke mavekramperne komme snigende, men jeg var forberedt på, de ville komme på et tidspunkt. Det var bare et spørgsmål om hvornår. Jeg forsøgte at holde hovedet koldt og fokusere på løbet i stedet for smerterne i underlivet, men på et tidspunkt kom en krampe marcherende, som fik mig i knæ et kort øjeblik. De sidste 10 km af turen var temmelig hårde, men jeg forsøgte at bevare det mentale fokus og holde humøret højt.

Med 2 km igen begyndte det at stå ned i stænger, og alle løbere og publikum blev mildest talt gennemblødte. Men omkring mig bredte sig alligevel den velkendte euforiske stemning af glæde og lettelse over næsten at være i mål, og jeg tænker, at mange af løberne var førstegangsløbere. Strækningen mod mål var ganske smal, og det gav en fed effekt med masser af publikum helt tæt på. Jeg ramte mål i tiden 3.43 og var ganske tilfreds med mig selv, men jeg kan mærke, at asfaltmaraton ikke bringer mig den samme glæder som trailløb. Det må jeg tage til efterretning.

Følg min træning på www.facebook.com/kriscrosseverest.