Der er kommet et nyt svensk mærke på den danske løbescene, som hedder Salming. Anders Juncker har testet deres løbesko Distance.
Anders Börje Salming var den første svenske, og en af de første europæiske, ishockeyspillere, der kom til NHL, hvor han fik øgenavnet “The King”. I 1996 blev han sågar optaget i Hockey Hall of Fame. Efter endt karriere valgte han at gå videre med sit eget brand, Salming, inden for sportsundertøj, floorball, squash og håndbold.
Nu har Salming også kastet sig over løbesporten med løbesko inden for natural running. Vi har testet letvægtsskoen Salming Distance, der som navnet antyder henvender sig til langdistanceløbere fra 10 km og over hel- og halvmarathon hele vejen op til ultraløbene.
En let løbesko
Salming Distance er med sine blotte 240 gr. (str. 422/3) en meget let sko, og da det samtidig er en sko, der retter sig mod natural running, får man let en tanke om en minimalistisk barfodssko uden støtte og beskyttelse, men her tager man helt fejl. Fra bunden er skoen bygget op af en ydersål bestående af forskellige lette, men robuste materialer omkring en teknologi, som Salming kalder The Torsion Efficiency UnitTM. Denne teknologi er baseret på semi-transparent TPU (en blanding af plast og silikone, som vi kender fra smartphone covers), og det skaber en effektiv afvikling for foden med god respons og uden at dominere og støtte for meget.
Stødabsorbering
Mellemsålen er baseret på EVA-skum og giver både lethed og en stødabsorbering, men igen uden, at det går ud over responsen. At finde balance mellem stødabsorbering og stadig tillade god kontakt med underlaget er noget, der eksperimenteres meget med inden for de naturlige løbesko, og her må vi konkludere, at her er balancen fundet: skoen understøtter bestemt den naturlige løbestil.
Dog skal det samtidig siges, at stødabsorberingen i kombination med en hælkappe, der stabiliserer den del af foden, gør, at denne sko også kan være et udmærket valg for den klassiske hællander med mindre denne samtidig er kraftigt pronerende. Og med hensyn til de laterale bevægelser, så kommer vi til et af de punkter, hvor Salming virkelig er lykkedes.
Støtten i skoen
Overdelen er bygget op af 3 lag. Inderst har vi et mesh-lag, der giver god komfort og yderst endnu et meshlag, der ud over det designmæssige også medvirker til en god åndbarhed. Det mellemste lag er et Exo-Skelet, hvilket vil sige et eksternt skelet. Dette har til hensigt at beskytte fodens MTP-led (MTP = Metatarsophalangeal) i mellemfoden og frem mod forfoden. Skelettet skal støtte og beskytte mod for voldsomme sidelæns bevægelser, og det virker simpelthen fantastisk. Det er fantastisk, fordi foden er beskyttet, men man bemærker det ganske enkelt ikke. Endelig er indersålen med til at lægge foden som i en vugge og den behagelige pløs sætter prikken over i’et mht. komfort.
Konklusion
Skoen egentlig tiltænkt de længere ture på asfalt, grus og faste skovstier, men kan sagtens anvendes i intervaltræningen eller på korte ture. Afslutningsvis kan det konkluderes, at selv om det har været forsøgt, så det er simpelthen ikke lykkedes at finde noget negativt at sige om denne løbesko fra Salming.
Bedømmelse: 





Vejl. pris: 1.400,-
www.salmingrunning.com



