Måske er du blandt de mange løbere, der hader træningscentrets løbebånd af et godt hjerte. I så fald: læs med her. For et løbebånd er ikke kun et nødvendigt onde, når der er fimbulvinter og permafrost. Du kan faktisk godt få en masse ud af løbebåndet – og (måske) slutte fred med løbebåndet én gang for alle.
At din skridtlænge er 10-12 centimeter kortere på et løbebånd, og du tager ca. 175 skridt i minuttet på løbebåndet, mens det for udendørsløb snarere er 170.
Jeg har altid lyst til at hoppe ud ad vinduet, når jeg af uransaglige grunde får forvildet mig op på den menneskelige udgave af hamsterhjulet. Virkelig. Det er for mig så skrækkelig en ting, at det nærmest ikke overgås af alverdens onder. Og det er jo noget pjat. For når en dyne af sne eller ekstremt frost belejrer Danmark, er jeg næsten villig til at betale med kropsdele for at komme ud og løbe. For slet ikke at tale om, hvor mange mennesker løbebåndet hjælper: Alle dem, der netop kun har mulighed for at løbe de 20 minutter, de kan stjæle sig til i de lokale træningscenter eller af andre grunde ikke kan eller vil løbe rundt i deres nærområde.
Og så er vi slet ikke nået til alle de træningsmæssige fordele. For netop løbebåndstræning kan være et super effektivt redskab til at træne alt fra hastighed til eksplosivitet. Når du løber der og surmuler på det rullende bånd, burde du nemlig huske dig selv på én altafgørende ting – som løb i det fri IKKE kan give mig: En konstant fart – en kadence. Og det skal man bestemt ikke undervurdere effekten af!
En personlig løbetræner
Samtidig behøver du heller ikke kæmpe mod elementerne, som du gør i det fri – hverken underlag eller blæst. Nogle ser det dog som en ulempe, at man med løbebåndstræning ikke selv står for fremdriften, og du går glip af den ekstra energi, det kræver at navigere sig under løbeturen. Men det er der også en delvis løsning på, hvis du kaster dig over løbebåndstræning. Du kan nemlig indstille det til en hældning, der hurtigt kan give seriøs konkurrence til Danmarks største bakker. Og savner du en eventuel vindmodstand, kan du kompensere ved at sætte båndet til en stigning på 1-2 procent.
Dertil kommer alle løbebåndets programmer, der kan simulere alt fra en tur i bakket terræn og intervalløb. Kort sagt en ret så værdifuld personlig træner, der den ene dag kan hjælpe dig med at træne dit kredsløb og næste dag forbedre din udholdenhed.
Formår du at udnytte løbebåndets mange funktioner, kan din træning kort sagt blive både sjovere og mere varieret. Selvfølgelig kræver det noget tilvænning, men vigtigst af alt er faktisk, at du sørger for at blive gode venner med træningsformen. Gør du ikke det, vil den, som med al mulig anden træning du har en negativ indstilling til, blive… ja, op ad bakke.