Anne-Mette Aagaard – Maratonkvinden

Søndag den 18. maj 2008 løb Anne-Mette Aagaard over målstregen ved Den Sorte Diamant med et stort smil på læberne. Efter et langt, hårdt skadesforløb, der satte en stopper for hendes OL-drømme, havde hun bevist, at hun stadig er Danmarks hurtigste kvindelige marathonløber

Hvis der er en ting, der er sikkert, så er det, at der skal mere end et par skader til at slå den 34-årige tandlæge Anne-Mette Aagard ud af kurs. Siden hun løb sit første maraton i 1996 i tiden 3 timer og 45 minutter har hun kæmpet målrettet for at nå med til et OL. Et hårdt skadesforløb sidste efterår satte en foreløbig stopper for drømmen, men med en førsteplads til årets Copenhagen Marathon efter kun syv ugers træning viste hun, at drømmen stadig lever.

Vi tog en snak med Danmarks bedste kvindelige maratonløber om det daglige løberliv og drømmen om OL i London i 2012, hvor hun bare må stå på startstregen.

Hvorfor løber du?
Jeg løber fordi, jeg kan lide det. Det er en god, nem og effektiv måde at få sig rørt på, og det er en god måde at slappe af på, både sammen med andre mennesker men også alene. Det er socialt, hyggeligt, sjovt og samtidig fedt, specielt når der går leg og ræs i det, men også når man kan se, man forbedrer sig og man ved en lang intens træning kan træne kroppen op til at klare en vis mængde og intensitet, for så til sidst at opnå et specifikt mål. Desuden er det skønt at komme ud i naturen og fornemme den og årstiderne.

Hvordan startede du med at løbe?
Jeg startede med at løbe i 1995, hvor jeg flyttede fra Hjørring til København for at studere. Jeg kendte ikke så mange herovre udover mine medstuderende, hvor snakken mest handlede om tænder og tænkte derfor, det var en god måde at komme ud og lære andre mennesker at kende. Desuden var det en god måde at få lidt puste rum fra alle bøgerene og lidt ekstra energi til at læse om aftenen.

Jeg boede sammen med min storesøster, da jeg flyttede herover, og når vi så blev lidt uenige om tingene, tog jeg lige et par omgange om søerne og så var alt bedre, når jeg kom hjem. Det skal nok også lige nævnes, at jeg har en meget sød tand og er lille af kropsbygning. Hvis dette skulle forenes uden de helt store ændringer, var det nødvendigt at forbrænde lidt mere de fleste.

Hvornår på dagen løber du?
I hverdagene, hvor jeg går på arbejde, er første pas til arbejde kl 6.45. Nogle dage løber jeg hjem igen kl 15, sidste pas er ca kl 17.30. I weekender og ferier venter jeg med at løbe første pas til ved 10 tiden.

Hvad tænker du på, mens du løber?
Alt. Både hvad der sker omkring mig og de ting, der er sket i løbet af dagen. Det er en god måde at få samlet alle trådene på. Jeg slapper meget af og kommer på ting, jeg lige skal huske, tænker dagen igennem, med alt det den nu har budt på. Jeg tror faktisk det er det tidspunkt, hvor jeg giver kroppen mest ro til at tænke.

Løber du alene eller med en makker?
Både og. Om morgenen løber jeg sammen med min kæreste Steen, og så vidt det er muligt, løber jeg i Sparta om aftenen, hvor der næsten altid er nogle at løbe med. Men jeg tager også mange ture alene, og jeg er glad for begge dele.

Er det mest sjovt eller hårdt at løbe?
Sjovt. Ok, 30×1000 m er ikke så sjovt, når man skal til at igang med de første 1000 m, men bagefter er det en super fed fornemmelse.

Hvor løber du henne?
Ja, hvis du spørger folk i København, mener de nok jeg er overalt. Men de fleste ture går op nordpå – Klampenborgturen går man aldrig fejl med. Det er en ca 20 km tur op langs strandvejen, hvor man til tider kan blive blæst godt igennem ude ved vandet.

Jeg måtte indse, at jeg umuligt kunne nå at være i form til at løbe under 2.33 (OL-kravet), som alt ellers har været tilrettelagt efter. Det var en meget hård realitet at måtte acceptere.

Hvad er din største løbeoplevelse?
Jeg synes, jeg har haft mange store oplevelser, men hvis jeg skal nævne nogle særlige betød Copenhagen Marathon 2008 rigtigt meget for mig. Jeg var skadet det meste af vinteren, kom lidt i gang med at løbe i februar, men blev desværre skadet igen. Jeg måtte indse, at jeg umuligt kunne nå at være i form til at løbe under 2.33 (OL-kravet), som alt ellers har været tilrettelagt efter. Det var en meget hård realitet at måtte acceptere. Da jeg så, på trods af en både fysisk og psykisk belastende periode, vandt Copenhagen Marathon og tilmed blev dansk mester for første gang, var det næsten helt uvirkeligt.

Derudover har det været nogle kæmpe oplevelser at være med til EM i Göteborg 2006, VM i Oska 2007. Det føles også helt uvirkeligt at stå der på fyldte stadions sammen med nogle af verdens bedste marathonløbere. Mit første marathon var også en helt speciel oplevelse, desuden Kbh marathon i 2002, 2003, 2004, hvor jeg vandt.

Hvordan oplevede du årets Copenhagen Marathon?
Jeg var meget spændt på, om jeg i det hele taget kunne gennemføre, da jeg kun havde løbetrænet i 7 uger inden og derfor ikke havde alle de km i benene, som jeg plejer inden et marathon.

Det er altid en fest at løbe marathon i København, en super hyggelig stemning og et godt arrangement, som efterhånden er blevet meget mere professionelt. Ruten er blevet hurtigere, men der er stadig alt for mange skarpe sving, kantsten og brosten der gør, at det ikke er det idelle marathon at løbe super stærkt i. Tilmed var vi lidt uheldige med vejret på dagen, temperaturen var nok perfekt, selvom jeg godt kan lide at løbe i tør varme, men det blæste alt for meget, det kostede for meget energi. Jeg syntes, det føltes som om, vi løb i modvind hele vejen! Når man skal præstere lidt over evne på et marathon, er det disse små detaljer, der er med til at afgøre om man løber 2.36 eller 2.33. Men som tidligere nævnt, var det en helt fantastisk oplevelse for mig. At komme tilbage på favoritdistancen og tilmed i ens egen by, hvor det meste af publikum kender mig, og der bliver heppet på mig næsten hele vejen. At jeg så oven i hatten blev vinder og dansk mester for første gang, var bare en ekstra bonus. Det var vildt fedt at løbe de sidste 200m, hvor publikum er helt vilde, jeg fik gåsehud over hele kroppen.

Først må jeg lige bevise, jeg kan løbe under 2.33 til Berlin marathon i efteråret, dette giver forhåbentligt en billet til VM i Berlin i år 2009.

Det blev din næstbedste tid nogensinde, men du klarede ikke kravet til OL med en tid på under 2:33.00. Hvad er dine planer for fremtiden?
Først må jeg lige bevise, jeg kan løbe under 2.33 til Berlin marathon i efteråret, dette giver forhå- bentligt en billet til VM i Berlin i år 2009. Året efter er der EM i Barcelona, hvor Sparta satser på at kunne sende en stor samling af atleter afsted.

Så er der jo OL i London om fire år, hvor jeg bare er nødt til at stå på startstregen; forhåbentlig sammen med et par nye unge danske kvindelige marathonløbere.

Hvordan har det været at komme i gang igen ovenpå sidste års skade?
Det er altid super fedt at komme igang igen efter en skade. Bare det at kunne løbe uden smerter er fedt og igen at få det, der for en er en normal hverdag og ikke hver dag skulle forholde sig til noget nyt og uvant.Det er trygt at gøre det man er vant til og god til.

Det er hårdt mentalt at være skadet, men samtidig bliver man også stærkere og desuden bliver man bekræftet i, at man er glad for sin sport, da man virkelig kommer til at savne det. Måske ikke så meget det at kunne løbe stærkt, men mere det, at der ikke er noget, der hæmmer ens løb eller gør ondt.