Test af Winforce Ultra Energy

Energiproduktet Ultra Energy Complex fra Winforce er nyt på det danske marked. Ernæringsekspert Camilla Spagner har testet produktet. 

winforce Resized

Winforce er af Schweizisk oprindelse og dette produkt er markedsført som energitilskud til længerevarende fysisk aktivitet. Når jeg umiddelbart læser på pakningen, vil jeg mene, at det med længerevarende aktivitet henvises til ultraløb. Produktet indeholder nemlig, ud over kulhydrat, også fedtstoffer og L-carnitin.

Sammenlignes produktet med andre geler på markedet er indholdet af kulhydrat tilsvarende eller mindre. Flere geler er dog mængdemæssigt større, så mængden der indtages vil også være større, hvis der anbefales 2 geler i timen. På Winforce æsken kan man læse, at der anbefales 1-2 geler i timen. Dette svarer til 12-25 g kulhydrat/time. Arbejdes der intensivt og i lang tid, vil denne mængde være relativt lav, men flere faktorer spiller selvfølgelig ind på mængden af kulhydrat, man vil anbefale. Bl.a. har den omgivende temperatur betydning, da der under varme forhold anbefales mindre mængder kulhydrat.

Stort energiindhold
Energimæssigt er indholdet i Winforce alligevel større end de fleste andre energigeler. Dette er på grund af det kombinerede kulhydrat og fedt indhold i produktet. Der er tilført vegetabilske olier fra olivenolie, kokosolie, solsikkeolie, rapsolie og hvedekimolie.

Produktet er ikke en energigel, som man traditionelt kender dem fra løbebutikkerne, men netop en kombination af kulhydrat og fedt, tilført carnitin. Måske disse “geler” nærmere skal opfattes som en mellemting mellem en energigel og en energibar.

I markedsføringen af produktet, er der lagt vægt på indholdet af L-carnitin. Carnitin er en lavmolekylær organisk syre, som fungerer ved transport af fedtsyrer ind i mitokondrierne til forbrænding. Carnitin kan dannes i kroppen, og er således ikke essentiel at indtage fra kosten. Alligevel findes carnitin i den mad, vi spiser, særligt i kød (svinekød og oksekød). Hundrede gram bøf indeholder cirka 70 mg carnitin. Der findes ingen decideret anbefaling for det daglige indtag af carnitin. Det kan derfor undre, at man på produktet kan læse, at indholdet er 250 mg L-carnitin/25g gel, hvilket svarer til 12,5 % af det anbefalede daglige tilskud.

Carnitins virkning

Teorierne omkring carnitin som et præstationsfremmende middel er koblet til forskellige funktioner i kroppen – primært på grund af virkninger, der finder sted i muskelcellerne. Cirka 90 procent af kroppens carnitin er lokaliseret i muskelvævet, hvor det er en del af et enzym, der er vigtig for transporten af langkædede fedtsyrer til mitokondrierne til levering af energi til musklerne. Teoretisk set kan et øget forbrug af fedtsyrer under meget lange løb spare på kulhydratdepoterne og dermed øge tiden, hvorved man kan være fysisk aktiv. I praksis mangler der stadig beviser for, hvordan L-carnitin effektfuldt kan anvendes som præstationsfremmende middel.

Med Ultra Energy Complex er der kommet et spændende kosttilskud på markedet, hvor jeg hovedsageligt ser produktet som et energitilskud, som kan anvendes af ultraatleter, der har behov for meget energi på en let og tilgængelig måde.

Bedømmelse: ★★★★☆☆

Winforce Ultra Energy Complex
Vejl pris: 249,- (10 stk)
Info: 26 82 76 84
www.winforce.ch