Sascha Munch Petersen kom alvorligt til skade, da hun efter en julefrokost faldt ned ad trappen. Hun lå tre uger i koma og vågnede med en lammelse i den ene halvdel af kroppen. Et år senere kan Sascha dog skrive et halvmarathon på CV’et. Læs med, når Sascha fortæller om, hvordan løb blev en afgørende motivationsfaktor i hendes genoptræningsforløb.
1. Hvordan kom du til skade?
Jeg faldt d. 30 januar 2016 på trapperne i min opgang på vej hjem fra en julefrokost. Jeg husker ikke faldet og bliver først fundet dagen efter siddende bevidstløs op ad hoveddøren i opgangen. På grund af en fraktur og en blødning i hovedet lå jeg herefter i koma i tre uger, før jeg vågnede op igen med en halvsidig lammelse og en sonde. Gennem de sidste knap 6 måneder har jeg gennemgået et genoptræningsprogram, som har ført mig tilbage til livet – næsten som jeg var før ulykken. Faktisk satte jeg mig det mål, at jeg ville løbe et halvmarathon i juni måned, og jeg gennemførte det.
Løb betyder så meget i dag, og det har været en kæmpe gave i mit sygdomsforløb.
2. Hvad betyder løb for dig i dag, og hvad bidrager det med i din hverdag?
Løb betyder så meget i dag, og det har været en kæmpe gave i mit sygdomsforløb. Mit forløb har været meget hårdt, og jeg har elsket, at der har været opbakning fra personalet til, at jeg kunne snøre mine løbesko og komme ud.
3. Hvornår og hvorfor besluttede du dig for at løbe halvmarathon?
Det gjorde jeg, fordi jeg tidligere har forsøgt at gennemføre, men uden held. Derfor blev det en kæmpe motivationsfaktor at træne op med personalet på Hammel.
4. Hvordan greb du træningen an?
Jeg fik hjælp inden løbet af personalet fra Hammel, som var helt fantastiske. De lavede et løbeprogram og planlagde, at der løb et medlem af personalet med under min træning. Deres støtte betød virkelig meget. Her så de mig som person, og ikke min sygdom – det var livskvalitet.
5. Hvordan gik løbet?
Jeg løb Aarhus City Halvmarathon på i alt 2,5 time, og selve løbet forløb rigtig godt. Jeg havde min brors støtte under hele turen, og den bedste overraskelse var, at min far og bonus-mor var mødt op og stod med det fineste banner, hvor der stod “What a hell of a girl, fra koma til halvmarathon på 7 måneder”. Dér blev jeg virkelig rørt.
Det forløb bedre end forventet, så jeg var både stolt og rørt, da jeg kom over målstregen.
Det forløb bedre end forventet, så jeg var både stolt og rørt, da jeg kom over målstregen.
6. Hvad er dit bedste råd til andre, der vil i gang med at løbe, men som enten finder det svært eller er udfordret på forskellige måder?
Hold fast i de positive ting løb giver for dig. Dagene er forskellige, og det betyder, at det vil motivationen også være. Så hold ud, det bliver bedre. Håbet i dig selv er den største motivation.