Fra overvægtig til løbejunkie

Da Lars Sørensen tog beslutningen om at løbe marathon, vejede han 116 kilo og hadede at løbe. I dag er han mange kilo lettere og transformeret til en motionist, der ikke kan undvære endorfinkicket fra de ugentlige løbeture. Et år efter at Lars Sørensen var igennem ‘Projekt Marathon’, har vi fået en snak med ham for at gøre status. Kort fortalt har løb ændret hans tilværelse – men han synes dog stadig, det er pissehårdt.

En dag i sensommeren 2010 går den nybagte far Lars Sørensen ud på badeværelset. Han tænker over sin tilværelse, og han kan ikke klage. Tværtimod. Han har et godt job som analytiker hos Novo Nordisk, og han har netop stiftet familie med den kvinde, han vil leve sammen med resten af livet. Der er blot et men, som bliver ved med at nage ham.

Lars Sørensen tager vægten frem. Stiller sig op. Nålen går hurtigt hen over de første 100 kilo, forbi de næste 10 og lander på 116. 116 kilo. Det er cirka 25 kilo mere, end han vejede som 20-årig. Og nu er han altså kun 30.

Han tænker på, om det er virkelig er sådan, hans nyfødte søn skal se sin far? Som en overvægtig mand, der ikke kan lege i haven uden at blive forpustet?

Lars Sørensen havde tidligere været forholdsvis aktiv. Han havde blandt andet cyklet meget, og han identificerede ikke sig selv som at være en inaktiv person.

Han tænker over, at han som person altid har klaret sig bedst, når der har været noget at sigte efter eller lade sig motivere af – og det måtte gerne være lidt svært. Og det der med at løbe har altid fascineret ham – men han har også altid hadet det. Og har stort set ikke løbet, siden han var i Beredskabet for mange år siden. Nu er det dog tid til forandring.

Vægten viser stadig 116 kilo. Ligegyldigt hvor længe han bliver stående deroppe. Så nu tager han beslutningen. Han vil løbe Copenhagen Marathon i 2011, og han har lige præcis ti måneder til at træne op.

Ind over målstregen
Lars Sørensen begyndte herefter at abonnere på LøbeMagasinet og skrev en mail til redaktøren, Sofie Hvitved. Han syntes, at der manglede noget for nybegynderne i bladet og fortalte herefter om sit marathonprojekt. Det kunne LøbeMagasinet ikke stå for, så vi tog ham på ordet og klædte ham på med en personlig træner, trak ham gennem en fysiologisk test, løbestilsanalyse og fik tilknyttet en ernæ- ringsekspert. Og så blev han ellers midtpunkt for en otte måneder lang føljeton i LøbeMagasinet, som kørte fra efteråret 2010 indtil Copenhagen Marathon i maj 2011. Her skrev Lars Sørensen månedligt om sine erfaringer, opture, nedture, og om den proces, han gennemgik. Han lagde alle sine træningsresultater ud, så læserne løbende kunne følge med i hans fremskridt. Det hele kulminerede, da han løb Copenhagen Marathon 2011. Et løb der sidder solidt i ham i dag.

”Man gennemgår jo nogle mentale processer gennem sådan et løb, og jeg havde en hel masse tanker og mange blandede følelser.

“Man har hørt om denne mur, men man ved ikke, hvad det betyder, og hvordan det føles. Men det skal jeg da lige love for, at jeg fik at mærke efter de 29 kilometer. Her var det som om, at der blev slukket for mig.”

For eksempel tænkte jeg på, at det jo et eller andet sted var fuldstændig tåbeligt at tvinge sig gennem løbet. En form for kropslig tortur. Inden løbet havde jeg maksimum løbet omkring 30 kilometer, så man bevæger sig jo ud på ukendt land uden at vide, hvordan kroppen vil reagere. Man har hørt om denne mur, men man ved ikke, hvad det betyder, og hvordan det føles. Men det skal jeg da lige love for, at jeg fik at mærke efter de 29 kilometer. Her var det som om, at der blev slukket for mig, og resten var bare en lang tur til målstregen,” fortæller Lars Sørensen. Han skal heller ikke have mange stikord til at fortælle om følelsen af endelig at nå målstregen.

”Det var jo en forløsning, og følelsen af tilfredshed skyllede ind over mig. Jeg var lykkedes med noget, som jeg havde brugt så lang tid på at træne op til. Jeg nåede desværre ikke målsætningen, som var at komme ind under fire timer, men det var det sidste, jeg tænkte på, for storheden ved at gennemføre overskyggede den smule skuffelse, jeg måtte have over ikke at have gennemført på den forventede tid.”

Garvede marathonløbere vil vide, at de marathonløb, som tager lang tid at gennemføre, ofte også er de hårdeste og mest belastende for kroppen. Slidt og belastet var Lars Sørensen også. Og over målstregen var det da også en fuldstændig udtømt mand.

”Jeg var så flad. Både fysisk og psykisk, men jeg havde også denne her yes-følelse over, at jeg fandme godt kunne,” fortæller han.

Mere flad var han dog ikke, end at han en halv time efter løbet gav håndtryk med en ven på at løbe Berlin Marathon i september 2011.

Slide for enhver meter
Nu er det snart maj igen, og så er det lig med Copenhagen Marathons 2012-udgave. Præcis et år efter at Lars Sørensen for første gang begav sig ud på de legendariske og benhårde 42.195 meter. Vi har sat ham stævne for at få en status. For hvordan er det gået siden, har han kunnet holde motivationen, træningen, vægten, og føler han sig i dag som en løber?

Ikke mindst, hvilke råd og erfaringer kan han give videre til andre løbere, nybegyndere, som har samme drøm som ham. Om at tage springet og løbe marathon.

Og lad os bare løfte lidt af sløret med det samme. For det er stadig en forholdsvis fit Lars Sørensen, vi snakker med. Kampvægten ligger stabilt på 92 – 93 kilo. Han løber stadig, ja faktisk kan han ikke undvære det.

Vi beder Lars Sørensen se tilbage på projektet. Noget han i øvrigt har gjort ofte. For han er stolt af, hvor meget det har flyttet ham. Han kunne nærmest måle fremskridt fra den ene uge til den anden, mærke hvordan formen blev gradvis bedre og se, hvordan vægtnålen bevægede sig stille og roligt i den rigtige retning. Han fik dog ingenting forærende, lader han forstå.

”Jeg måtte slide for enhver meter.”

Byggede op helt fra bunden
Men hvordan kom han egentlig i gang? Lad os begynde fra dag 1.

Det var vigtigt for ham ikke at miste motivationen og blive mast ved at lægge for hårdt fra start.

”Så jeg fandt en gammel løbebog, der handler om at gå fra nul til fem kilometer på 12 uger og fulgte den slavisk fra ende til anden,” fortæller han.

”Og det var nok grunden til, at jeg aldrig fik en skade. Jeg fik bygget kroppen stille og roligt op og fik de her små sejre undervejs, som var med til at holde motivationen oppe: ”Nå, i dag kunne jeg løbe et minut mere end sidste uge,” sagde jeg til mig selv. Det gav et rygstød, der skubbede mig fremad. Når jeg snakker med andre folk, der har holdt en pause fra løb i lang tid, så er de gået ud og har løbet fem kilometer fra den ene dag til den anden, og det har fuldstændig ødelagt dem. Det ville jeg ikke gøre.”

Positivt pres
Sådan kom Lars Sørensen i gang. Og langsomt tog den ene kilometer den anden. Lars Sørensen fulgte et træningsprogram lagt af løbetræner Thomas Nolan fra Running26 og byggede stille og roligt på. Samtidig registrerede han alle sine forbedringer og kunne hurtigt mærke, at kiloene begyndte at rasle af ham. Derfor havde han da ikke heller ikke svært ved at bevare motivationen. Træningen virkede. Og ikke nok med at han selv havde sat sig for at begynde at træne, så blev han også konstant mindet om sit projekt af sine venner og familie, som han havde indviet i planerne. Og selvfølgelig ikke mindst LøbeMagasinets læsere, som fulgte med på sidelinjen til den faste månedlige træningsrapport. Det var også et pres.

“Jeg tror ikke, jeg vil kunne holde op igen. Et halvt års tid inde i projektet kom jeg dertil, hvor jeg løb, fordi jeg var bidt af det og ikke fordi, det var en pligt.”

“Jeg tror ikke, jeg vil kunne holde op igen. Et halvt års tid inde i projektet kom jeg dertil, hvor jeg løb, fordi jeg var bidt af det og ikke fordi, det var en pligt.”

”Der var helt sikkert et pres, men det var ikke negativt. Det var tværtimod en stor motivationsfaktor at levere til LøbeMagasinet og utrolig vigtigt for mig personligt at have en gulerod at stile efter. Jeg kunne ikke bare springe fra jo. Og det var med til at minde mig om, at jeg nu også skulle af sted på dagens tur. ”

Lars Sørensen mener dog ikke, at engagementet med LøbeMagasinet var afgørende for, om han ville gennemføre projektet.

”Jeg tror stadig, jeg havde løbet Copenhagen Marathon, men det er ikke sikkert, at det var blevet så god en oplevelse for mig og at det var gået så godt.”

Løbelyst smittede af
Ikke alene er Lars Sørensen hen af vejen blevet afhængig af endorfinkicket ved at løbe. Han har også smittet sine omgivelser. Således er han ikke den eneste i familien, som er begyndt at løbe. Nu er konen Christa også begyndt.

”Det har smittet direkte af på hende. For hun  kunne jo se den glæde, jeg oplevede. Både hvad det gav mig rent personligt, men også at jeg tabte nogle kilo,” siger Lars Sørensen og fortæller, at han også fik lokket føromtalte ven med til at løbe Berlin Marathon i september 2011.

”Derudover håber jeg også, at jeg har inspireret mange andre i min omgangskreds. For når sådan en som mig kan, så er der mange andre, der også kan.”

Gennem forløbet havde Lars Sørensen også ernæringseksperten Camilla Spagner tilknyttet. Det var en lærerig proces, hvor hun gav ham en masse kostråd, og vejledte ham i hvordan man skal kombinere sin træning med kost. Hvis han skal være helt ærligt, så er det dog det punkt, han har haft sværest ved at efterleve efterfølgende.

”Men det var nok også fordi, at jeg tabte mig relativt hurtigt uden at lave specielt meget om på kosten. Jeg løb bare. Men jeg vil dog sige, at jeg nok spiser mere korrekt i dag og har adopteret nogle af de råd, hun gav. Jeg husker morgenmad, mellemmåltider og tager ikke kakao med på vejen eksempelvis. Jeg drikker vand i stedet for mælk og så videre,” siger Lars Sørensen, der ligeledes er blevet bedre til at holde sig fra usunde ting om aftenen, hvor man ellers ofte kan blive fristet. Efter en løbetur virker det nemlig selvmodsigende at begynde at spise ting, som er decideret usunde. Et andet råd som Lars Sørensen også har taget til sig er det om, at man kun skal spise én portion pr. måltid.

”Og her går det godt. Det har jeg virkelig taget til mig og husker på. Det er jo langt hen ad vejen en vanesag. For der er forskel på at være sulten og så spise, fordi det smager godt.”

Svært med de sidste kilo
I dag kan Lars Sørensen se på en krop, som holder sig på 92-93 kilo, som han også vejede kort inden Copenhagen Marathon for et år siden. Han vil gerne yderligere 3-4 kilo ned, men de sidste er svære. Kroppen er dog ikke kun blevet lettere, den er også kommet i markant bedre form. Lars Sørensen løber i dag 2-3 gange om ugen. Han har ikke planer om flere marathonløb i 2012 og løber derfor ikke Copenhagen Marathon 2012. Han løb nemlig også Berlin Marathon i 2011, hvilket var en endnu mere barsk oplevelse end det første. Til gengæld har han planlagt en række mindre motionsløb og flere halvmarathonløb. Heriblandt Hamborg Halvmarathon 24. juni. Som han siger, så vil han altid bestræbe sig på at være i tilstrækkelig god form til, at han kan løbe en halvmarathon.

Det var så det rent fysiske. Mentalt har hans nye liv som motionist også givet et løft. Han føler slet og ret større velvære i sit liv i dag.

”Jeg tror ikke, jeg vil kunne holde op igen. Et halvt års tid inde i projektet kom jeg dertil, hvor jeg løb, fordi jeg var bidt af det, og ikke fordi det var en pligt,” siger han og opsummerer, at løbeprojektet har givet ham en masse selvtillid og selvværd, og at løbeturene er blevet en nødvendig afveksling fra hans stillesiddende hverdagsliv.

”Til daglig sidder jeg jo bag en computer og bruger ikke min krop. At jeg nu kan bruge min krop på en anden måde, har betydet utrolig meget. Og det har samtidig været et frirum for mig, hvor jeg på løbeturene har funderet over en masse ting, både arbejdsrelaterede og private.”

Betragter sig som løber
For halvandet år siden var Lars Sørensen ikke altid lige stolt af sin fysiske fremtoning. I dag er det helt anderledes.

”Jeg anser absolut mig selv som løber i dag, selv om jeg eksempelvis stadig ikke løber under 50 minutter på en 10 kilometer. For mig er det vigtigt at vise, at man altså godt kan være seriøs med sit løb uden at løbe stærkt.”

For Lars Sørensen er det dog stadig ikke altid lige nemt at komme ud. Det kæmper han ind imellem med – endnu. Men som han plejer at sige til sig selv, så fortryder han jo aldrig de ture, han kom ud på. Men:

”Jeg synes stadig, det er pissehårdt. En 5-kilometer kan stadig være virke afsindig hård for mig. Men jeg har nok affundet mig med, at det giver mig noget, jeg ikke vil undvære. Egentlig føler jeg, at jeg er bedre til at cykle for eksempel, og det passer jeg rent fysiologisk også bedre til. Jeg kunne godt give mig til nogle sportsgrene, der var mere lystprægede. For løb er bare så meget hårdere end alt andet. Du er 100 procent vægtbærende. Og du må kæmpe for ethvert skridt. Selvom det går ned ad bakke, er det hårdt, for man bruger nogle andre muskler og op ad bakke er det også hårdt. Det er aldrig nemt, og man skal kæmpe for hver eneste meter, men det er nok også det, der fanger mig,” siger Lars Sørensen og bliver eftertænksom.

For han ved godt, hvad det allerbedste ved løbeprojektet har været. Og så er vi tilbage til ham som nybagt far med lidt for mange kilo på bagen. For var det sådan, han ville have sin søn skulle se ham som far? Nej.

”Det gør mig stolt, når min lille søn i dag siger ”far skal ud og løbe”. For det var jo målet i sin tid, at jeg gerne ville have, at mine børn vokser op i et hjem, hvor motion er en naturlig del af hverdagen.”