Når marathon også er for børn

Marathon er ikke kun noget, mor og far dyrker for sig selv uden børn – det lange løb kan nemlig også være en begivenhed for hele familien. Nu kan du følge Alma, Asta og Karl, der løber minimarathon og hepper på deres mor i Tina Torp Aabys fotografiske børnebog Vi løber minimaraton.

“Så er dagen kommet! Karl, Asta og Alma skal løbe minimarathon sammen med mor og far. De glæder sig til at løbe over målstregen og få medaljer. Karl og Asta skal løbe 2 kilometer, og Alma skal løbe 1 kilometer. Alma er spændt. Hun har taget de allerhurtigste sko på og tænker, at hun måske kan spæne fra dem alle sammen. Hun elsker nemlig at løbe.”

Sådan begynder Tina Torp Aabys nye børnebog om hendes eget sjette marathon, hvor børnene, som altid, var med fra start til slut. Karl, Asta og Alma løb både minimarathon for børn, og de stod klar til at heppe på deres mor og løbe med over målstregen. Marathon er nemlig en fælles begivenhed for hele familien, mener Tina Torp Aaby, der hellere vil komme et par minutter senere over målstregen og give sig god tid til at hilse på sine børn langs med ruten. Vi løber minimaraton er derfor en bog for både de mindste og største løbere i familien. Og for dem, der slet ikke gider løbe, men elsker at bevæge sig til andre sportsgrene.

Børn i bevægelse

Vi løber minimaraton er blevet til i samarbejde med Sparta, og bogens mange billeder af forfatteren og børnene, der varmer op, løber om kap og hepper løs på både deres mor og alle de andre løbere, skal gerne få de små læsere til at mærke glæden ved at bevæge sig.

Bogen byder også på en masse information om, hvad marathon er, og hvordan de mindste kan deltage sammen med deres forældre. Dagen før marathon i København kan alle børn mellem 5 og 15 år for eksempel deltage i Politiken Mini Marathon og prøve kræfter med en kilometer eller to – eller bare stå på sidelinjen og heppe på deres kammerater.

Du kan købe bogen her.