I februar 2018 tog ultraløberen Kristina Schou Madsen og hendes makker Josephine Dewett udfordringen op om at være de hurtigste kvinder til at nå toppen af Kilimanjaro – og på trods af det danske flade landskab endte Kristina med at slå verdensrekorden med hele 16 minutter. Se videoen fra rekorden her – og læs 7 skarpe til Kristina Schou Madsen om rekordforsøget, som blev godkendt i Guinness Rekordbog i september 2018.
- Hvordan trænede du op til at bestige Afrikas højeste bjerg på rekordtid?
Det er svært at være bjergløber i Danmark, så jeg har brugt lidt tid i udlandet og suppleret med koncentreret højdemetertræning herhjemme. Dertil har jeg også brugt en del tid på løbebånd med elevation og trappemaskine samt en masse styrketræning i mit lokale fitnesscenter. - Hvad var den største udfordring?
Den største udfordring var helt klart at præstere i højden og at bevæge sig opad i 4265 positive højdemeter. Den lave mængde ilt gør, at al fysisk aktivitet bliver hårdere og hårdere, jo længere jeg kommer op, og at forcere de vilde stigningsprocenter var en kæmpe udfordring. Men sjov! - Hvilke aftaler laver man som makkere forinden løbet i forhold til ambitioner og forventninger? Og hvad gør man i en situation, hvor energiniveauet er helt modsat ens makker?
Josephine og jeg var meget åbne omkring, at det vigtigste var, at mindst én af os skulle have rekorden. I den bedste verden ville vi betræde toppen af Kilimanjaro akkurat samtidig og dermed begge nappe rekorden, men vi vidste godt, at det nærmest var urealistisk. Vi var enige om, at den forreste af os skulle have de bedste betingelser, og blandt andet besluttede vi, at Simon Grimstrup skulle følge frontløberen.
Josephine og jeg havde snakket mange scenarier igennem. På vores træningsture tegnede der sig et billede af, at jeg var lidt stærkere opad, mens Josephine er vild med at løbe nedad. - Hvilke tanker kørte igennem dit hoved, da du endte med bestige toppen uden din makker Josephine?
Som nævnt var jeg forberedt på forskellige scenarier, hvoraf de fleste af dem tog udgangspunkt i, at vi ikke ville ankomme samlet til toppen. Jeg havde skænket Josephine mange tanker, fra da vi skiltes, og ved Barafu Camp(4700 m) fik jeg meldingen om, at hun var omkring 45 min efter mig. Her indstillede jeg mig på, at vi ikke ville slå rekorden sammen.Fra Stella Point og op til toppen var jeg så presset, og havde kun plads til én tanke og ét fokus: At slå den rekord så meget som muligt, og det var kæmpe forløsning at nå skiltet på toppen. Simon kom kort tid efter, og vi sendte sammen et par heppende tanker til Josephine, og håbede på, hun klarede sig godt. - Hvordan havde kroppen det efterfølgende? Både af at have besteget et af verdens højeste bjerge, men også efter at have slået verdensrekorden?
Jeg endte med at rende rundt og fejre rekorden på toppen i omkring 20 min og igen ved Stella Point, da vi mødte vores hjælpere, og lidt længere ned ved Josephine. Set i bakspejlet tilbragte jeg nok lidt for meget tid i højden, og jeg blev lidt utilpas i kroppen på vej ned. Men dagen efter havde jeg det absolut fint igen og var også på en kort restitutionsløbetur.
At slå verdensrekorden er stadig ikke rigtig gået op for mig. Det lyder vildt, men jeg er selvfølgelig helt enormt glad og stolt. - Har du stadig et mål om at gå efter en dobbeltrekord?
Jeg har på nuværende tidspunkt ikke planer om at tage tilbage og gå efter den dobbelte rekord. - Har du et nyt mål? Hvis ja, hvad er næste udfordring?
Det næste store eventyr er The Lost Island på Fiji. Et 220 km etapeløb i skøn natur og barske omgivelser. Derefter skal jeg repræsentere Danmark ved verdensmesterskaberne i trail, og til efteråret er jeg netop blevet inviteret til Utiliv Trail Race på Færøerne. Det er perfekt opvarmning til de danske mesterskaber i lang trail til oktober (2018).
