Der er bundet nogle ekstraordinære forventninger op til hækkeløber Sara Slott Petersen i kraft af hendes præstationer i de seneste år – og senest hendes guldmedalje til EM i Amsterdam i juli.

“Nu er ambitionen finalen, og selvom vi er mange, som ligger tæt i feltet, vil jeg være skuffet, hvis jeg kun klarer mig med på sidste mandat. Hvis jeg løber op til mit bedste og får en tid omkring min danske rekord, så bør jeg kvalificere mig komfortabelt og få en af de gode baner i finalen”, siger Sara Slott Petersen.

Aarhus 1900-løberen blev hun nummer 19 i London efter at have klaret sig til semifinalen med det yderste af neglene. Siden dengang er der sket alverden. Hun har forbedret sin danske rekord med næsten to sekunder, hun har som den første dansker vundet et Diamond League-stævne, og hun er blevet nummer fire ved VM – og har i øvrigt også fået et barn.

“Min optakt til Rio kan slet ikke sammenlignes med optakten til OL i London. Jeg har rykket mit niveau drastisk, så alt har ændret sig. Der er meget mere opmærksomhed og pres på mig fra alle mulige kanter, så min forberedelse til Rio er i lige så høj grad en mental som en fysisk øvelse,” siger Sara.

“Jeg har aldrig været et kalendermenneske, men det er jeg blevet. Fra jeg afleverer mit barn, til jeg henter det, går der seks timer, og her skal jeg få det bedst mulige ud af tiden. For at beskytte mig selv tager jeg ikke længere telefonen, hvis jeg ikke kan se, hvem der ringer. Jeg får 3-4 henvendelser om dagen om alt muligt, og det stresser mig, hvis jeg ikke kan koncentrere mig om træningen og om at slappe af. Derfor skriver jeg eksempelvis afslapning ind i kalenderen, så jeg kan være ordentligt forberedt på min træning,” siger Sara, der dog understreger, at den megen opmærksomhed er et udtryk for noget positivt, da den er genereret af hendes gode sportslige resultater.

Atletikkonkurrencerne begynder den 12. august, og Sara Slott Petersen løber indledende heats den 15. august.

OM SARA SLOTT PETERSEN

Hvor gammel var du, da du begyndte med din sportsgren? 13 år

Hvornår fik du debut på landsholdet? 2003

Hvem har haft størst indflydelse på din karriere? Min træner Mikkel Larsen

Følg mig på: saraslott.dk og på Facebook

Har du et særligt ritual før en konkurrence? Ikke et ritual, men jeg laver altid samme opvarmning

Når jeg ikke dyrker min OL-sport, er min hobby: Min familie

Hvis ikke jeg havde dyrket min OL-sport, havde jeg dyrket: Fodbold

Mit største idol er: Stærke kvinder og individuelle udholdenhedsatleter inspirerer mig

FAKTA
Alder: 29 år
Disciplin: 400 meter hæk
Bedste tid: 53,99 (2015/dansk rekord/ nordisk rekord)