Allan Dario startede først med at løbe seriøst for få år siden. Alligevel hænger han på i subtoppen af den danske løbescene. Vi har taget en snak med manden med de sydamerikanske aner, som om nogen skiller sig ud på startstregen i Danmark.

Allan_Dario_løberne_credit_BrianEgebjergAllan Dario
Da han træder ind ad døren på redaktionen, skiller han sig allerede markant ud. Han er lav, muskuløs, mørkglødet og ligner langt fra den typiske danske mere ranglede eliteløber, som vi er vant til at omgås herhjemme. Og selvom Allan Dario er vokset op i Danmark, så skinner hans colombianske rødder tydeligt igennem i både udseende og adfærd hos den på mange måder unikke løber.

90 procent af min succes som løber handler om min attitude. Resten er en kombination af en stærk tro på egne evner og ufattelige mængder af dedikeret træning

Hos ham, som så mange andre med latinamerikansk blod i årene, handler det om alt eller intet. Han er så at sige gået ‘all in’ på løb, og når han har nået sit mål, ja, så stopper han. Men vejen dertil er altafgørende. For ham handler det om balance og prioritering, forklarer han med store armfagter og imødekommende gestik, da han begynder at lede mig gennem sin intense, men korte, løbehistorik.

Allan_Dario_løberne_credit_BrianEgebjergEt nytårsforsæt med betydning
For det er kun fem år siden, at det hele startede. “I 2012 begyndte jeg at løbe, mest fordi jeg var begyndt at blive lidt småkvabset. Når man ikke er så høj, så skal der jo ikke så meget til, før det går den forkerte vej,” konstaterer Allan Dario smågrinende. Og nej. Den sydamerikanske løber er ikke så høj – til gengæld er han dygtig til at løbe. Det fik han selv øjnene op for ret hurtigt efter, at han deltog i sin første konkurrence til Änglemarks 5K nytårsløb, hvor hans mor tilmeldte ham. Ved løbet deltog også Henrik Them, og selvom Allan Dario i dag træner med selvsamme mand, ansporede mødet med Henrik Them denne sidste dag i 2011 en fascination for løb.

Løbet fik samme aften også en anden konsekvens, nemlig et nytårsforsæt, der skulle vise sig at få større betydning, end det gør i de fleste tilfælde. Allan Dario besluttede sig nemlig for, at han ville gennemføre et marathon på tiden 2.20, og ud fra dette mål planlægger han stadig sin træning den dag i dag. I sin første løbssæson i 2012 løb den atypiske løber således sit første marathon, et halvmarathon og deltog derudover i en masse andre mindre løb.

Ved et marathonløb stødte Allan Dario gennem rutens ottetals formation på de hurtigste løbere, hvor han også så, hvordan cykel officials ledsagede feltets front. “Der kan jeg huske, at jeg tænkte, det der det skal jeg bare også. Derefter begyndte jeg atter at intensivere min træning,” fortæller Allan Dario, der allerede i 2013 optimerede sin personlige rekord på 5k fra 18.19 til 15.46. Samtidig betoner han, at det blev vigtigt for ham at løbe en masse kortdistanceløb efter devisen om, at hvis man træner op til et marathon med nogle kortere distancer, så får man en meget federe oplevelse.”

Hooked på løb
“Det at løbe giver mig et frit sind og et åbent hjerte samt en følelse af udødelighed,” beskriver han, og netop følelsen ved løb betones flere gange. For ham handler det ikke om at slå de andre, men om at efterleve sine egne mål og delmål. “Hvis jeg fik den samme følelse af at bowle eller ride, så ville jeg være en bowlingspiller eller en rytter,” uddyber han, hvortil jeg kvitterer med et smil. Men Allan Dario smiler ikke fra den modsatte side af bordet, for det var ikke en joke for ham.

Jeg ser løbet som et håndværk, og når jeg bruger så meget tid på det, som jeg gør, så er det også vigtigt for mig, at jeg bliver god til det

Det er følelsen i sig selv, som er attraktiv for ham, og med den som grundpille i hans løbekarriere fortsætter han med at efterstræbe sit store mål om at løbe et marathon på 2.20. “Det er en ret egoistisk sport,” fortsætter han, “og man får det ud af det, som man ligger ind i det. Det, synes jeg, er motiverende.”

En anden ting, han flere gange nævner og lægger vægt på, er den gentleman mentalitet, han mener, der er gennemsyrende for løbesporten. “Løb er sådan en gentlemansport. Der er ikke nogen fight i startområdet, der ønsker man altid alt det bedste for hinanden. Nogle gange kan jeg godt have lyst til at smide en stikpille bare for at skabe lidt drama, men det gør gentlemen ikke.

I løbeverdenen er man heller ikke bange for at anerkende hinandens præstationer. Hvis modstanderholdet i fodbold spiller godt, lyder det tit, at de er skide smarte og irriterende. Men hvis du er en af de første, der kommer i mål til et løb, så anerkender konkurrenterne din præstation og siger, at det var flot. Og det, synes jeg, er helt vildt fedt. At der ikke er den der jantelov, som der for eksempel er i fodboldverdenen.”

Allan_Dario_løberne_credit_BrianEgebjergVejen dertil
Hvad efterstræbelsen efter løbefølelsen og sine egne mål har haft af konsekvenser for Allan Dario, tøver han lidt med at svare på.

“Det betyder selvfølgelig, at løbet har første prioritet i forhold til planlægning – alt bliver planlagt ud fra det,” lyder svaret fra den modsatte side af bordet resolut. Foruden at løbe studerer han med henblik på at blive handelsøkonom, og har ligeledes en kæreste. Det er derfor oplagt at spørge ham om, hvordan han får det hele til at gå op i en højere enhed. Hertil forklarer han, at det høje ambitionsniveau inden for løb avler tilsvarende høje ambitioner ved andre af livets aspekter. Det store perspektivskift har dog ikke været helt uden konsekvenser for en mand, vis omgangskreds i starten havde svært ved at forstå det ændrede fokus.

“I en vennegruppe har man altid nogle forskellige roller, og jeg tror lidt, at jeg var den, der ville sidst hjem fra byen og først af sted. Og da jeg så besluttede mig for, at nu var det løb, der skulle være i fokus, så vidste jeg godt, at jeg ikke kunne være den smarteste i byen, hvis jeg også ville være den smarteste på Østerbro Stadion næste morgen. Det er helt klart der, det har kostet,” forklarer han.

Tid til det sociale
Men det betyder ikke, at han helt har lagt byturene på hylden. Hvad han nemlig også har lært gennem sit intensive træningsår er, at det på trods af løbets førsteprioritet også er vigtigt at huske at prioritere andre ting, der kan være med til at forbedre løbet på den lange bane. “Det første år jeg løb fra 12-13, tror jeg, at jeg var fuld én gang. Nu har jeg lært, at hvad en bytur tager fra din form, kan den give ti gange igen på din mentalitet.”

 

Løb er sådan en gentlemansport. Der er ikke nogen fight i startområdet, der ønsker man altid alt det bedste for hinanden

Til spørgsmålet om, hvad den mere moderate tilgang til træning betyder for Allan Dario, svarer han: “Det sikrer, at jeg ikke kører surt i det. Og det sikrer, at jeg også har min gamle vennekreds om fem år. Jeg har mødt en masse fede personer inden for løbeverdenen, men når to, der rigtig godt kan lide at snakke om løb, mødes, så nørder de. Helt vildt. Og så får de egentligt ikke snakket om så meget andet end løb. Samtidig kan jeg jo se, at der er nogle, der løber lige så meget som mig med et fuldtidsarbejde og tre børn. Så der må være noget ekstra tid. Det handler om at prioritere.”

Og netop friheden ved løbetræningen er en af de ting, der tiltaler løberens latinamerikanske temperament. At han selv kan vælge, hvornår og hvor meget han vil træne, og at træningen går i gang så snart, man har forladt sin hoveddør. Det gør løb til en sport for alle og til en potentiel lige kamp – og det tiltaler ham i høj grad.

Allan_Dario_løberne_credit_BrianEgebjergAllan Darios succes
Men hvorfor Allan Dario netop er blevet så dygtig, når nu alle har potentiale til at blive lige dygtige, har han selv en klar idé om. “Jeg tror, at det, der karakteriserer mig som løber, er, at jeg har viljen til at træne. Samtidig tror jeg, at det er en kvalitet, at jeg har anerkendt, at det er vigtigt ved løb, ligesom ved så meget andet, at hvis du ikke skal brænde ud, så skal du også have nogle dage, hvor du hader det. Jeg tror på, at det giver en dynamik – hvis man bare elsker for fuld smadder, så bliver det kedeligt på et tidspunkt. Man skal turde at acceptere de dage, hvor man bare ikke gider, og så skal man sige til sig selv, at det er ok at have det på den måde.”

Det handler altså om indstilling – om attitude, som han selv kalder det, hvortil han tilføjer: “90 procent af min succes som løber handler om min attitude. Resten er en kombination af en stærk tro på egne evner og ufattelige mængder af dedikeret træning.” Og attitude er der nok af. Ikke kun i løberens forklaring af egne forcer, men også som han sidder overfor mig ved bordet og åbent forsætter ved at give et indblik i egne svagheder.

Med kasketten bagvendt og kroppen tilbagelænet på stolen fortæller han afslappet om sine egne udfordringer ved løb. “Jeg tror, at mange har det indtryk, at hvis du skal være en god løber, så skal du have evnen til at gå ud og æde dig selv op hver dag, og sådan er det bare ikke, for det er der ikke nogen, der kan. På den måde har jeg ikke et fightergen. Mange siger, at hvis du kan løbe 30 kilometer, kan du også løbe et marathon, hvor du bare løber de sidste 12 på viljen. Det kan jeg ikke, når først kroppen begynder at skrige stop, stop, stop, så kan jeg kun løbe på det, jeg har trænet. Jeg har viljen til at træne, men jeg har ikke den der fightervilje til lige at hive en hurtig sidste kilometer op af ærmet.”

Og anerkendelsen af egne svagheder handler ikke kun om konstateringen derved, men også om at kunne bruge det konstruktivt ved at være opmærksom på det i planlægningen af sit løb. Igen vender han tilbage til sit fokus på sig selv frem for sine omgivelser – ved at tilgodese sit eget løb, ved ikke at lade sig presse af andres og ved at karakterisere sig selv mere som en taktisk løber, frem for en hurtig løber. Han ved, hvad han kan og ved derfor også, hvornår han kan tillade sig at give gas, og hvornår han må holde igen.

Sæt delmål
I 2013 havde den ellers ukuelige løber en krise under sit første DM i 10.000 meter baneløb. “Der sker jo simpelthen det, at jeg udgår med et brag efter godt 6.000 meter. Der løber jeg bare ud af banen, fordi jeg ikke kan mere. Sådan nogle nederlag er enormt hårde, fordi man havde så store forventninger og havde trænet hen imod det. Det samme skete ved DM i halvmarathon samme år, hvor jeg også havde et forfærdeligt løb. Når det sker, bliver man nødt til at sætte sig nogle delmål, der ikke handler om at løbe hurtigst hver gang, så man kan holde motivationen oppe.

Sidste år løb jeg BT-halvmarathon, og der var mit mål med løbet, at jeg skulle løbe det uden løbeur, så jeg ikke var afhængig af kilometertiderne. Det var super fedt at få en fornemmelsen af selv at styre slagets gang og lære kroppen at kende på en helt anden måde, fordi der ikke var en bippende dirigent, der slog dig på armen, hvis løbet var for hurtigt eller for langsomt.”

 

Jeg hader faktisk at snakke om skader. Jeg har tit prøvet at være ude og løbe med nogle, der starter med at snakke om skader, og så løber jeg fra dem

For faktisk er det afgørende for Allan Dario, der ellers på så mange andre punkter er uafhængig af andre, at hans omgivelser bakker ham ubetinget op. “Nogen motiveres af, at der står 10 personer og siger, at de ikke kan, at nogen ikke tror på dem. Hvis der står 10 personer og siger, at jeg ikke kan, så tror jeg faktisk ikke, at jeg kan. Derfor omgiver og træner jeg altid med mennesker, der tror på mig. Jeg bliver ti gange mere motiveret af, at folk tror på mig, og det gør mine forudsætninger for at få succes meget bedre.

Mange er enige om, at modgang er noget, der gør dig stærkere. Der har jeg det bare sådan, at hvis jeg får for mange nederlag, så kommer jeg ikke igen. Så gider jeg ikke. Det hænger nok igen sammen med fighterviljen. Hvis først det gør for ondt, så gider jeg ikke længere forsøge.” Derfor er det vigtigt for Allan Dario at sætte delmål, da de både direkte er behjælpelige i forhold til at realisere hans mål ved at optimere hans løb, men også indirekte, da de forebygger, at han kører død i det. Ikke fordi han skuffer sine omgivelser, men fordi han skuffer sig selv.

Allan_Dario_løberne_credit_BrianEgebjergIngen dårlige undskyldninger
Han prioriterer at være så klar, som han kan være før hvert et løb, hvilket han ikke er bange for at melde ud. “Hvor nogle måske vil sige, at de er syge eller småskadede for at undertippe sig selv, så går jeg ud og siger, at jeg er mega frisk. Jeg har ikke nogen undskyldning for ikke at gå ud og præstere det bedste. Det kan jeg godt lide. Men for at kunne gøre det, kræver det også, at du har balanceret din træning og ikke sat dig selv et urealistisk mål.”

Opbakningen hjemmefra har været altafgørende for hans løb og selvtillid, og selvom han ikke selv er opfostret med løb, så bakker familien 100 procent op om hans løbekarriere, ligesom de altid har gjort med alt andet i hans liv. Han fortæller, hvordan han gennem sin opvækst er blevet kørt rundt til fodboldtræning og -kampe, og hvordan forældrene stadig bakker op den dag i dag ved at tilmelde moren til samme løb som ham. Dette kvitterer han ved at løbe tilbage til hende, så de sammen kan følges over målstregen – for Allan Darios vedkommende for anden gang. “Min mor ringede en dag og sagde, at hun havde købt billetter til San Fransisco halvmarathon, og at hun også havde bestilt til mig. Det er, hvad jeg kalder opbakning, og det betyder alverden.”

Sin egen coach
For at holde sig i form og opretholde en god løbeøkonomi laver den karismatiske sydamerikaner coretræning ved siden af sit løb. “Jeg ser løbet som et håndværk, og når jeg bruger så meget tid på det, som jeg gør, så er det også vigtigt for mig, at jeg bliver god til det. Jeg ved, at to timer i fitnesslokalet nogle gange er givet bedre ud end tre timer på landevejen. Men jeg hader det. Jeg tager mig nogle gange til hovedet, når jeg ligger og roder rundt på måtterne i fitnesscenteret sammen med de gravide kvinder. Men det er det, der skal til.”

Og for at finde ud af hvad det er, der skal til, har han selv tilegnet sig den nødvendige viden. Bøger, nettet, træningskammeraten Henrik Them og sit fritidsarbejde i en sportsbutik har alt sammen bidraget til, at han i dag er sin egen træningscoach. Indtil videre har egencoachingen resulteret i gode resultater og nul skader, endda uden at han nogensinde har taget direkte højde for skadesforebyggelse i sin træning. Men måske handler den lave skadeskvote i virkeligheden om noget helt andet. “Jeg hader faktisk at snakke om skader. Jeg har tit prøvet at være ude og løbe med nogle, der starter med at snakke om skader, og så løber jeg fra dem.

Jeg synes generelt, at det har for meget fokus, og jeg ved godt, at det er med de bedste intentioner, men man skal ikke starte med at snakke om det. Det er et irriterende udgangspunkt, der er negativt og fokusfordrejende. Selvfølgelig skal man have fokus på det, men jeg synes ikke, at man skal bruge så meget energi på det.”

Om realiseringen af 2.20 målet tænker han sig om en ekstra gang. “Om jeg når det, når jeg er 30 eller 34, er egentlig lige meget. Det handler om at kunne sætte sig et mål og gå ud og realisere det. Det, synes jeg, er blæret, og det kræver meget. Når det er indfriet, er jeg klar til at lade løbet træde i baggrunden og lade andre ting få førsteprioritet i mit liv. Jeg vil for eksempel gerne lære at drikke vin.”

Allan_Dario_løberne_credit_BrianEgebjergBlå bog Allan Dario
• Født 20. september 1988
• Har løbet i tre år
• Født i Colombia, men adopteret til Danmark
• Startede med at løbe i Helas løbeklub i Roskilde
• Er pt. ikke medlem af nogen løbeklub PR
• 5K 15.46
• 10K 33.21
• ½MT 1.12.38

Allan Darios top 3 løberåd
1. Drøm lidt på hver tur. Når jeg har et hårdt træningspas, visualiserer jeg tit, at jeg vinder et stort løb. Jeg forestiller mig, at folk, jeg ikke kender, råber mit navn og hepper på mig. Når jeg først åbner op for fantasien, så forsvinder tid og sted – og pludselig er jeg færdig med dagens træning.

2. Alle dage kan ikke være lige gode. Jeg tror, det er vigtigt at indse, at man ikke kan elske at løbe hver gang. Respekter at der er dage, hvor det ikke er super fedt. Så er det endnu federe på de gode dage.

3. Husk at fejre din sportslige udvikling. På de sidste hundrede meter af et godt træningspas kan jeg godt finde på at øve en jubelscene. Når man træner dedikeret frem mod et mål, så skal man også huske at træne, hvordan man vil juble, når målet en dag bliver til virkelighed.