Helle Frederiksen – Helle for at være lykkelig

Triatleten Helle Frederiksen er sin egen lykkes smed. Intet kommer af ingenting, og man skal kæmpe for det, man vil. Det gør hun så. Og får det som regel. Hvad end det er medaljer, studiets højeste karakter eller rekorden i den lokale svømmeklub.

“Aaah…” For den magelige gennemsnitsdansker er de ti minutter under morgenbruserens lune stråler et behageligt og afslappende timeout.

Helle Frederiksens morgen-rutine foregår lidt anderledes. Klokken syv kvæler hun vækkeurets insisterende ringen, smider tøjet og hopper i – nix, ikke brusekabinen, men i badedragten og dernæst svømmebassinet. På halvanden times penge svømmer Helle fem kilometer. Herefter springer hun i – nej, ikke cowboybukserne og en t-shirt, men træningstøjet og løbeskoene. På sin toptunede jernhest cykler hun i tre stive timer fra klokken 10 til 13, og følger direkte op med 45 minutters løb i Farums skove, hvor hun bor.

Når klokken nærmer sig 14, puster Helle ud med en gang frokost. I hælene på maden – som er grøn og sund, for Helle er cand. scient. i human ernæring – følger et par timer foran computerskærmen, hvor hun laver trænings- og kostprogrammer til sine klienter. Arbejdstøjet smider hun klokken 17-18 stykker, smyger atter badedragten om det smalle liv og hopper i bassinet, hvor hun tilbagelægger tre kilometer.

Efter aftensmaden og inden en velfortjent nattesøvn klemmer hun dagens obligatoriske Skype-aftale ind med langdistance-kæresten på Lanzarote. Et skarpt dagsprogram afsluttes med en blød runding.

Forældreråd blev til karriere
Helle Frederiksen er en af Europas bedste kvindelige triatleter – med streg under tri. Hun står ikke stærkere i én af disciplinerne end de to andre. Det er i kombination af de tre, hun finder sin styrke. Men alting har sin begyndelse. Og for Helle begyndte det i vandet i Struer Svømmeklub.

I familien Frederiksen tænkte mor Bente og far Ib på deres tre børns sikkerhed. De havde en fast regel om, at Helle og hendes ældre brødre Per og Claus skulle lære at svømme. Når de kunne klare 200 meter i streg, måtte de selv bestemme, om de ville stoppe med undervisningen – 200 meters svømmetag for de små måtte trods alt være en svær pille at sluge, mente de velmenende forældre. Men for Helle gled den ubesværet ned. Som seksårig svømmede hun de 200 meter – som den yngste i klubben nogensinde. Et projekt født af forældrenes snusfornuft overtog Helle nu som sit eget.

”At jeg som 12-årig blev udtaget til landsholdet i svømning gjorde det selvfølgelig endnu sjovere,” fortæller hun. ”Især når du er en person, der er konkurrenceminded og søger udfordringer hele tiden.”

Skaber sin egen lykke
Siden Helles første svømmetag i starten af 90’erne søgte hun først udfordringer i andre sportsgrene – løb og cykling. Siden slog hun de tre discipliner med ét smæk og stillede op i triatlonkonkurrencer verden over.

”Derhjemme har vi altid lært, at man skal være sin egen lykkes smed. Derfor lærte jeg at arbejde målrettet og fokuseret, og at ingenting kommer af ingenting.”

Og til sidst blev udfordringen så at finde plads til de mange trofæer, hun skovlede ind i blandt andet Israel, Mexico, Spanien, Portugal – og selvfølgelig Danmark.

Roden til sit gåpåmod finder Helle i sine egne rødder.

”Jeg er vokset op i Struer i en kernefamilie med en far, der er revisor og en mor, der på det tidspunkt var hjemmegående. Mine to storebrødre er fire og syv år ældre end mig. Jeg har altid haft fantastisk opbakning og støtte fra familien både hvad angår min sport og uddannelse. Derhjemme har vi altid lært, at man skal være sin egen lykkes smed. Derfor lærte jeg at arbejde målrettet og fokuseret, og at ingenting kommer af ingenting. Jeg fandt hurtigt ud af, at hvis jeg trænede fornuftigt og målrettet, så kom resultaterne. Det samme gjaldt så min kandidatuddannelse – med fordybning og målrettethed kom de høje karakterer,” fortæller Helle, hvis ambitioner heller ikke fejler noget.

”Jeg vil gerne på podiet til EM i 2012, men mit hovedmål er OL i London samme år.”

De største præstationer
Helle har noget at have sine ambitioner i – man kan bare se på hendes mange præmier og flotte resultater. Skal hun udvælge det løb, der har betydet mest for hende, falder valget hurtigt på hendes første Europa Cup i triatlon.

Manegen var Polen. Og artisterne var blodtørstige. Flere af deltagerne skulle til OL i Beijing samme år, så Helle var klar over, at hun skulle gøre sig umage for at slippe helskindet fra de mange skarptslebne albue-rundsave.

”Derfor havde jeg overhovedet ikke regnet med at vinde og gik meget uimponeret til værks,” husker hun.

Tiøren faldt dog, da hun sprang op af vandet lige i hælene på den førende kvinde. Det gik op for hende, at hun faktisk HAVDE rigtig god grund til benovelse – over sig selv.

Kun tre sekunder efter de to dukkede en gruppe på 10 personer op af bølgerne. Helle og den førende kvinde sprang på cyklerne og knoklede så hårdt, at deres forspring endte på halvandet minut foran resten af de oksende kvinder.

”Det endte med, at forfølgerne, som er rigtig gode løbere, ikke indhentede mig! Det havde jeg aldrig troet. Og pludselig indså jeg, at jeg kunne løbe med de bedste. Jeg vandt med næsten halvandet minut til nummer to! Det var stort for mig,” fortæller Helle.

Rent præstationsmæssigt er det dog Helles andenplads i Triatlon World Cup’en i Mexico i november 2009, hun er mest stolt af.

”Vi havde 38 grader og en luftfugtighed på 80 procent. Ruten er desuden den hårdeste, der på findes i World Cup’en. Der er en stigning på cykelruten, som vi skal over otte gange, og som stiger mellem 15 og 30 procent. Flere måtte stoppe og trække over den! Men jeg var flyvende den dag og overhalede rigtig mange op ad bakken hver gang. Og så var det mega fedt at kunne klare den ekstreme varme, da vi kom ud at løbe,” fortæller Helle begejstret.

Ung organisator
Målrettet. Ambitiøs. En slider. Det er nemt at sætte mærkater på Helle, når hun beretter om sine bedrifter. Men giver man hende ordet frit, dukker der også helt andre adjektiver op.

”Ja, jeg er viljefast, temperamentsfuld, direkte og søger udfordringer. Men samtidig er jeg også omsorgsfuld, betænksom, tænker meget over tingene og søger en mening med tilværelsen,” lyder Helles beskrivelse af sin egen person, som er et produkt af to meget forskellige forældre.

”Min familie er egentlig ikke videre sporty. Min far spillede meget håndbold, men måtte desværre stoppe som ung på grund af rygproblemer. Det er helt sikkert ham, jeg har min fandenivoldskhed og mit konkurrencemind fra. Min mor er den bløde og meget empatiske type, som altid syntes, det var flot bare at være med.”

Når Helle alligevel endte med at gå efter guldet i stedet for ’Tak fordi du deltog’-diplomet, skyldtes det nok Per, hendes yngste storebror.

”Jeg husker ham i hvert fald tydeligt, da jeg lige efter min otteårs fødselsdag svømmede 2.000 meter, og han gik frem og tilbage på  kanten og pacede mig. ’Kom nu Tulle, du kan godt, hurtigere!’ Han var selv rigtig god til fodbold, inden en knæskade stoppede ham.”

Der gik dog ikke lang tid, før ’Tulle’ hverken behøvede bror eller andre til at heppe sig igennem træningen og konkurrencerne. Det var ikke kun lykken, Helle var i gang med at smede – planer og nøje tilrettelagte skemaer tog også liv i hendes støbeske.

”For mine forældre var det let. Jeg passede min skole og min svømning. Jeg var jo kun 12, da jeg kom på landsholdet, så jeg var jo ikke engang teenager. Da jeg startede på Team Danmark Gymnasiet i Holstebro, startede jeg også med at svømme i Holstebro. Det er små 20 kilometer fra Struer, hvor jeg boede dengang. Så jeg havde simpelthen lavet et skema til mine forældre, hvor der stod præcist, hvornår jeg skulle med toget, til træning, skole, træning, og hvornår jeg var hjemme igen hver eneste dag. Normalt cyklede jeg hjemmefra klokken fem og kom hjem om aftenen klokken 19.30.”

Skønt for Bente og Ib – ingen hvileløse nætter med vandren frem og tilbage ved vinduet, mens de ventede Helle hjem fra fest eller drengebesøg. Og Helle elskede sin sport. Alle var glade. Så længe det varede…

Løbetalent fra barnsben af
Historien om Helles svømning og Helles løb er to vidt forskellige fortællinger. De ender ens – med en lykkelig slutning. Men hvor titlen på første kapitel i svømmebogen er ’Træning, træ- ning, træning,’ er den i løbebogen ’Naturtalent.’

”Jeg har altid været ret god til at løbe. Jeg gav den altid fuld skrue til skolernes motionsløb. Allerede i 6. klasse løb jeg fem kilometer på lidt under 20 minutter. Jeg vandt også et løb i Struer, ’Kilen Rundt,’ da jeg var 11 år – som den hurtigste kvinde over-all.”

Problemet var bare, at Helle aldrig løbetrænede.

”Min motor var stor, fordi jeg svømmede så meget. Men jeg blev så stjerne-øm, at jeg ikke kunne gå normalt i en uge efter et løb.”

Alligevel meldte Helle sig i starten af 2002 og 2003 til en masse motionsløb – og vandt en god del af dem.

”Jeg var sulten efter konkurrence, sulten efter at blive presset til det yderste og ikke mindst sulten efter at præstere og vinde.”

Da Helle blev mæt
Men en dag var bægeret var fyldt. Med træning og forpligtelser, der fyldte så meget, at de ikke efterlod plads til andet. Helle var 18 og ved at afslutte gymnasiet (som hun i forvejen havde brugt et ekstra år på, fordi det var et Team Danmark Gymnasium) – det burde være en af de bedste tider i et ungt menneskes liv. Men Helles tid gik med at takke nej til festerne og alt det sjove.

”Det var hårdt, at jeg ikke kunne sige ja til at være social med klassekammeraterne efter skole specielt om fredagen – for jeg skulle jo altid træne efter skole. Og det var nok også en kombination af, at jeg ikke forbedrede mig ret meget, og at vi i svømmeklubben fik ny træner. Det var i slutningen af det år, at jeg valgte at holde pause fra svømningen. Jeg trængte til det – men jeg ville egentlig ikke stoppe. Jeg skulle lave 3.g-opgave og ville bruge lidt ekstra tid på den, men pludselig mærkede jeg, hvor fedt det var at prøve noget nyt – og pausen gik over i, at jeg stoppede. Jeg var ikke sulten længere.”

Det første skridt mod triatlon-karrieren
Ilden i Helle var gået ud. Men gløderne lå stadig og ulmede et sted derinde. Uden at vide det havde Helle i mellemtiden sagt goddag til den tredje ingrediens i den opskrift, der senere skulle formes til en velskabt triatlon-karriere: Cyklingen. Hun var blevet spinninginstruktør i et fitnesscenter i Odense, hvor hun var flyttet til. I 2004 hang der pludselig et stykke papir på centerets opslagstavle. ’Triatlonkonkurrencen Piger Med Power’ stod der.

Selvom Helle aldrig rigtig var begyndt at løbetræne, og selvom svømningen nu havde været på standby i fem år, kunne hun ikke lade være med at skæve til opslaget. Hun stod ved kanten, men havde ikke modet til at springe. For en sjælden gangs skyld havde hun brug for nogen til at give hende et skub.

”Det var egentlig deltagerne på mine timer i træningscenteret, som overtalte mig mest. Det var sådan, at jeg altid havde fyldte hold, og der var mange stamkunder, så det var super fedt at være instruktør der. Og da jeg også nævnte konkurrencen for familie, venner og kæreste, syntes de, at det var fedt og en god udfordring.”

Helle tog springet – og endte med at vinde løbet.

’Down under’ og helt høj
I 2006 rejste Helle til Australien for at arbejde som personlig træner. Vejrforholdene var betydeligt varmere end i Danmark – og inde i Helle steg temperaturen også. Triatlon-konkurrencen i Odense havde pustet til de indre gløder, og nu brændte bålet atter – med fornyet styrke. Helle traf en beslutning. Hun ville skabe sig en karriere indenfor triatlon. Det lange, tiltrængte timeout fra stævner og træning havde betalt sig, og lysten til at konkurrere var tilbage.

”Australien er et triatlon-mekka. Folk svømmer, cykler og løber overalt. Jeg boede på ’The Gold Coast,’ hvor triatlon muligvis er allerstørst,” fortæller Helle.

Som den australske tradition byder, surfede hun – dog mest på nettet – og fandt frem til de lokale triatlonklubber. Hun meldte sig ind i en rigtig god én af slagsen – ’Surfers Paradise Triathlon Club’ – hvor medlemmernes motivation var i topform. Helle var hooked fra første dag.

”Jeg elsker at konkurrere. Det er et kick. Jeg har sådan et had-kærlighedsforhold til det. På den ene side gør det svine-ondt, og jeg har det rigtig skidt undervejs, men på den anden side er det det, som holder mig fokuseret i træningen og får mig til at presse mig til det yderste. Jeg bliver total høj af det og fascineret af, hvad jeg kan få kroppen til at præstere, når jeg træner rigtigt.”

Kroppen makker ret
Heldigvis for Helle har hun en taknemmelig krop. Set med et sæt mandlige øjne kommer det til udtryk i de mange modeljobs, den naturlige blondine har lavet for solbriller, modetøj, sportstøj og undertøj. Der er ikke et gram for meget på de slanke arme og de veltrænede ben, der holder Helles 171 centimeter høje og 53 kilo lette krop oppe. Set fra hendes eget synspunkt kommer taknemmeligheden til udtryk i, hvor godt hendes krop tilpasser sig det, hun udsætter den for. Det er kun tre år siden, i 2008, at Helle blev færdig med sin uddannelse som Cand. Scient. i Human Ernæring (hvor hun nonchalant scorede den højest mulige eksamenskarakter, selvom terpe-tiden konkurrerede med trænings-tiden). Men på de to år har hun bevæget sig med raketfart mod medaljepodiet.

”Selvfølgelig har jeg et talent. Men jeg har også en utrolig stor vilje, og jeg ved, hvad der skal til for at nå målet. Det gode ved mig er også, at min krop er god til at tilpasse sig træningen. Jeg skal bare træne kontinuerligt, så kommer resultaterne ofte.”

Det viser Helles triatlet-CV for 2009 og 2010 tydeligt:
Kåret som den anden bedste kvindelige triatlet i Europa ifølge ETU (European Triathlon Union)
1. plads i ETU European Cup (Spanien)
1. plads i Danish Olympic Distance Champion-ship (4. år i træk)
2. plads i ETU Premium European Cup (Israel)
2. plads i ITU (International Triathlon Union) World Cup (Mexico)
2. plads i ETU Premium European Cup (Tyrkiet)
3. plads i ETU European Cup (Portugal)
2. plads i International Duathlon (Lanzarote)
7. plads i ITU World Cup (Ungarn)

Lykkelige Helle
Det seneste halve år har det dog haltet. Helt bogstaveligt.

”Så i øjeblikket går jeg ikke ligefrem den direkte vej mod toppen,” konstaterer Helle ærgerligt. En måned forinden en VM-afdeling i Madrid i år, var hun involveret i to styrt på sin cykel under træning og slog sin hofte slemt. Hun stillede alligevel op i konkurrencen den 6. juni, men var så uheldig at blive revet med i et massestyrt.

”Madrid gav asfalteksem – og her taler vi om rigtig rigtig meget af det. Og jeg fik alvorlige slag på mit bækken og min rygsøjle. Jeg har været mega uheldig hvad angår styrt, og tidligere har jeg bare rejst mig med det samme uden at få mentale mén. Men denne gang har det taget lidt hårdere på mig rent mentalt.” Helles træning blev sat tilbage, og derfor er hun nu i fuld gang med genoptræning, rygtræ- ning og behandling for ryggen og hoften. Og er desuden super optimistisk.

”Jeg er ved godt mod og sikker på at komme stærkere tilbage – det har jeg gjort så mange gange før. Planen er at starte tidligt næste år, i Australien, hvor den internationale sæson skydes i gang. Først til et World Cup i Mooloolaba og så i den første VM-afdeling i Sydney 16. april.”

Trods afskrabninger på både hud og sjæl. Og trods en hverdag, hvor træning er det altoverskyggende omdrejningspunkt. Så er det præcist sådan, Helle kan lide det.

”Efter alle mine utallige nederlag på grund af skader i den her sport ved jeg, at jeg er lykkelig. Jeg har mange gange sat mig ned og prøvet at se mig selv uden sporten. Og hver gang er jeg kommet til samme konklusion: Jeg kunne ikke være så lykkelig, som jeg er i dag, uden sporten i mit liv. Den gør mig så stærk og giver mig så mange unikke oplevelser med fantastiske mennesker og kulturer i hele verden. Ja, jeg er lykkelig.