Henrik Dybkjær var 16 år, efterskoleelev og egentlig slet ikke løber. Til efterskolens 12-timers løb for Knæk Cancer event løb han så pludselig 84 kilometer i streg og satte derved ny rekord. Vi har taget en snak med Henrik om hans debut som (ekstrem)løber.
Hvad har du af løbeerfaringer? Er du vant til at løbe?
Jeg vil ikke sige, at jeg er vant til at løbe, nej. På efterskolen løber jeg 2 kilometer hver tirsdag morgen, og det er mere, end jeg er vant til. Jeg har været med til dHl stafetten i København i en årrække, men sidste gang jeg løb var i 2014. Ellers har jeg kun løbet til motionsdag. Det er sådan set det.
Hvad havde du af tanker inden start, hvad var din strategi?
Jeg havde tænkt mig at løbe i et langsomt tempo til at starte med, simpelthen for ikke at gå død for tidligt, da det jo var 12 timer. I starten var det lidt kedeligt at løbe så langsomt, men jeg blev ved med at tænke på, at det var smartest. Jeg havde sat mig et mål på 60 kilometer, og min ambition var at nå så langt, jeg kunne. Det tænkte jeg var meget realistisk. Mange af mine venner lagde hårdt og hurtigt ud, og i forhold til dem var mit tempo helt ekstremt langsomt.
Kan du fortælle lidt om selve oplevelsen, hvordan var det?
Da jeg nåede et marathon efter lidt over 4 timers løb, begyndte jeg at sigte efter 70 kilometer. Det var dog også her, at jeg havde min største krise og klart de værste og længste timer på hele turen. Mine ben var trætte, men jeg sørgede for at holde tempoet og gå lidt indimellem. Når jeg mærkede smerter i lægmusklerne, ignorerede jeg det så godt, som jeg kunne, og fortalte stædigt mig selv, at det ikke gjorde ondt. Det tog knap fire timer, før mine ben holdte op med at gøre ondt.
Jeg havde ikke på noget tidspunkt forestillet mig, jeg ville kunne løbe næsten to marathon i træk, men det var ret spændende og lige så psykisk som fysisk hårdt.
Hvad var din motivation til at blive ved?
Min motivation til at fortsætte var klart det gode formål. Jeg ville prøve at samle så mange penge ind som muligt til Knæk cancer, og jeg endte da også med at samle 1.500 kroner for de 84 kilometer, jeg løb. Undervejs var der flere gange, hvor mine ben var udmattede, og jeg bare havde lyst til at sætte mig ned, men jeg tænkte, at jeg skulle fortsætte, for ellers ville jeg ikke komme i gang igen. Måske var det også lidt konkurrencegenet i mig, der fik mig til at blive ved.
Hvad tænker du om ekstremløb nu? Kunne du tænke dig at gøre det igen?
Efter løbet er jeg klart blevet mere tændt på idéen om ekstremløb, og jeg synes, det er ret spændende. Jeg har før hørt ekstemløbere fortælle om deres oplevelser, og selv om jeg nok aldrig kommer til at løbe 200 kilometer, så synes jeg faktisk, det kunne være sjovt at prøve kræfter med en eller anden form for ekstremløb igen engang.
Om løbetDet er andet år i træk, at Nordfyns Efterskole deltager i indsamlingen til Knæk Cancer. Som afslutning på en række aktiviteter arrangerer skolen et 12-timers sponsorløb, hvor skolens elever skal tilbagelægge så mange kilometer som muligt på 12 timer for at indsamle penge til det gode formål. Eleverne skulle løbe en rute på 2,1 kilometer med start klok- ken 8.30 og slut 20.30.