100 marathon på under tre timer

Palle Redder har som den første dansker løbet 100 marathon på under tre timer per løb. Vi har taget en snak med ham om løberlivet.

1. Hvornår begyndte du at løbe?
Da jeg var 22 år, startede jeg på Politiskolen i København. I uddannelsen indgik dengang en del atletik, heriblandt løbetests. Jeg løb på det tidspunkt 5K testen på ca. 17 minutter uden den store træning, og af den grund opfordrede min atletiklærer mig til at gøre noget mere ved mit løb. Jeg begyndte derfor i starten af 1983 at træne mere målrettet og fik med det samme lyst til at kaste mig over marathon distancen.

Efter tre måneders træning deltog jeg i Copenhagen marathon og debuterede med en tid på 2:37:48, hvilket gav mig en udstyrspræmie for den mest opsigtsvækkende præstation det år. Derefter gik det stærkt, jeg blev udtaget af DAF til forskellige løb rundt omkring i verden, hvilket gav mig en fantastisk motivation til at fortsætte med at dyrke marathon. Jeg ville se, hvad det kunne føre til.

2. Hvad er din bedste løbeoplevelse?
At deltage i marathonløb rundt omkring i verden giver masser af gode oplevelser. Men af sejre bliver jeg nødt til at nævne Kuala Lumpur i 1989 og Copenhagen 1996, hvor jeg vandt, samt da jeg fik andenpladsen i Bangkok i 1994. Det er de løb, der står tydeligst i min erindring. Derudover er der selvfølgelig dengang, hvor jeg slog PR i London i 1987 og løb på 2:17:35.

3. Hvad er dit bedste løberåd?
At sætte sig et mål. Dette giver motivationen til at træne samt et psykisk og fysisk overskud. Arbejd dig stille og roligt frem mod målet uden at forcere.

4. Hvad er dit favoritudstyr?
Jeg løber altid i Mizuno Wawe Rider.

5. Hvad er din favoritdistance?
Helt klart marathon distancen!

6. Hvad er dit næste løbemål?
Mit næste mål er Cape Town marathon i Pretoria i Sydafrika til september.

7. Har du et mantra, som du løber efter?
At løbe 7 kilometer så vidt muligt hver dag giver mig ny energi og overskud, ligesom jeg undgår sygdom. Efter 33 års ansættelse i politiet uden en sygedag tror jeg på dette.

 

Om Palle Redder
• 55 år.

• Tidligere elite- og landsholdsløber.

• Har vundet DM i marathon 3 gange (1987, 1994 og 1996).

• Har til dags dato løbet 100 marathon under tre timer per løb.

• PR: Marathon: 2:17:35. Halvmarathon: 1:05:59.