Ultramarathonløberen: Indre og ydre motivation

Sagen er, at jeg elsker at løbe. Det er min primære motivation. Det er lysten, der driver værket, og det er i min verden ikke muligt at overleve i en langdistancesport, hvis ikke motivationen kommer indefra.

Motivation
For mange kan det måske være svært at forstå drivkraften, lysten og motivationen bag at løbe adskillige kilometer i al verdens terræn, på stejle op- og nedstigninger samt at træne på alle mulige tidspunkter af døgnet og nogle gange skubbe sig selv helt ud over grænsen.

Det er svært at sætte fyldestgørende ord på min motivation, men den glæde, jeg føler ved at snøre skoene og jogge afsted i den fri natur, er altoverskyggende, og jeg søger gang på gang denne følelse. At løbe gør mig glad, tilfreds og lykkelig – elementer i livet, som for mig er enormt efterstræbelsesværdige.

Den tyggede jeg lidt på og overvejede kort, om jeg bare er sådan en negativ sort-seer, men nej – jeg vil skisme have lov til at være skuffet, når jeg ikke præsterer efter evne!

Jo, jeg elsker at løbe, men der er selvfølgelig også sure træningspas. Blandt andet forbyder mit b-menneske gen glæden ved at træne om morgenen. Ligeledes findes der ture, hvor min krop og hjerne ikke kan enes, og et mystisk dualistisk princip skrider ind og adskiller det ellers velfungerende samarbejde. Men jeg står alligevel tidligt op og gennemfører de hårde løbepas, når mit træningsprogram befaler, at jeg skal. Det er ikke lysten til at løbe i nuet, der får mig ud af sengen, men derimod lysten til at komme i bedre form og vinde.

Konkurrencegen
Jeg er konkurrencemenneske helt ud til fingerspidserne, og det driver mig langt i min træning. Det hører til sjældenhederne, at jeg formår at nyde en morgentur – en smuk solopgang eller et betagende dyreliv i skoven hjælper da, men min krop er altid bare så forbandet træt og sløv, at det eneste der holder mig oppe er konkurrenceelementet og tanken om at stå øverst på podiet.

Jeg hader at tabe – i selve øjeblikket findes der ikke noget værre.

At sætte mål motiverer mig. Og jeg sætter dem højt. Hvis ikke jeg skruer mine forventninger op til der, hvor jeg tvivler på, om jeg reelt kan indfri dem, så synes jeg ikke, at jeg udfordrer mig selv nok, og så mister jeg motivationen. Der skal være et moment af risiko for, at jeg ikke når målet. Skulle det komme dertil, at jeg ikke når målet, bliver jeg hamrende skuffet. Jeg accepterer ikke bare et nederlag og siger derfor aldrig til mig selv: “Ja, det ka’ jo ikk’ vær’ lig’ godt hver gang”. Nej, dælme nej – så punker jeg mig selv og bliver sur, skuffet og vred, fordi jeg ikke lever op til mine egne forventninger.

Jeg hader at tabe – i selve øjeblikket findes der ikke noget værre, og jeg kan have svært ved at styre mit temperament og min skuffelse. For et par måneder tilbage poster jeg en video på min Facebookside, hvor jeg udtrykker min klare nedtrykthed over en dårlig præstation ved Salomon Trail Tour. Hertil modtager jeg en kommentar om, at jeg skal tage ja-hatten på, og at det er en del af gamet at have off-days. Derefter følger nogle tips til, hvordan jeg kan flytte fokus, og slutteligt en opmundring: “Selv en regnvejsdag kan have farver.” Den tyggede jeg lidt på og overvejede kort, om jeg bare er sådan en negativ sort-seer, men nej – jeg vil skisme have lov til at være skuffet, når jeg ikke præsterer efter evne! Jeg vil have lov til at være sur på mig selv og skælde mig selv ud for ikke at løbe op til mit bedste.

Jeg lærer meget om mig selv af denne type løb, og jeg fører logbog over punkter, der skal forbedres, men også over punkter, der fungerede godt. Jeg har meget fokus på at klappe mig selv på skulderen, når noget lykkes. Jeg bliver stolt, tilfreds og glad, og så tillader jeg mig selv at nyde det.

Vil være den bedste
Det er svært at beskrive, men når det begynder at bide i min krop, og det bliver hårdt, så tænker jeg, at her er jeg stærk! Det holder de andre ikke til. Det må ikke lyde forkert, men når andre bliver presset, bliver jeg motiveret.

En anden, måske lidt spøjs, tilgang til løb er den glæde, jeg oplever ved at løbe i et teknisk svært terræn, en lang distance og/eller ekstreme forhold som eksempelvis kulde, varme eller i højderne. Det fascinerer mig at skubbe til kroppens grænser, og adrenalinsuset det giver at løbe i Himalayabjergene til verdens højeste marathon, rende på indlandsisen eller under Mellemøstens bagende sol er ubeskrivelig. Det sus jagter jeg igen og igen, for det er her, jeg virkelig føler mig i live.

Det fascinerer mig at skubbe til kroppens grænser, og adrenalinsuset, det giver.

Jeg vil være den bedste løber, jeg kan blive. Jeg har altid amatørbeundret den antikke græske filosof Aristoteles, som udtrykte noget i stil med: “Aktualisér din potentialitet”. Mit potentiale er formentlig ikke (nok nærmere ej) lige så stort, som de bedste kvindelige trailløbere i Danmarks, men det kan jeg ikke bruge til så meget. Jeg kan kun koncentrere mig om mig selv og min træning, og hvad andre gør er op til dem. Det berører og kan ikke have indvirkning på mit projekt om at aktualisere mit løbepotentiale. Jeg gør det bedste, jeg kan. Det er desuden et saying jeg ofte benytter i andre aspekter af mit liv; som efterskolelærer, familiemenneske, ven og kæreste.

Jeg tror på mig selv, og jeg ved, at jeg kan, så jeg gør det.